Sankthansaften med bål, taler, samtaler og glæde indvarsler den forhåbentlig lange og lyse sommer, der venter foran os. En sommer, der med Thøger Larsens ord, er fyldt med lykke og lyse nætter.
Det er en tid også med hvile og eftertænksomhed, og man har tid til at tænke efter og måske grunde lidt over det liv og den tilværelse, vi sammen har til fælles.
For når tingene i hverdagen går stærkt, så er det ofte ikke tanken, vi handler med. Så reagerer vi med følelsen. Hvis man kører meget stærkt i en bil, så har man ikke tid til at tænke efter, så må man kører på intuition og følelse.
Det har sine fordele. Men ikke hele tiden. Samfundet må ikke køre så stærkt, at vi kun reagerer med intuition og følelse. Vi er også nødt til at tænke over tingene. At grunde over dem. At finde ud, hvorfor vi er her.
Og det er sommeren en god tid til. At vi forsøger at komme ind til, hvad det er, der driver os i den tid, der er vores.
På mange måder er det danske samfund et samfund, der samtaler. Vi har været i samtale i generationer for at få landet til at bevæge sig derhen, hvor vi helst i fællesskab vil. Det er det, vi er opdraget med i skolen og i foreningslivet: at vi taler sammen. Det er også det, vores folkestyre bygger på.
Men det er som om samtalen i de seneste år er strandet lidt. Strandet både i det store og i det små. Vi nedsætter regeringer og kommissioner, der har som formål ikke at samtale, men at handle. Men er det godt? Og hvad betyder samtalen egentlig?
For at samtale er ikke kun at lade ordene lyde. Det har vi rige muligheder for på alle mulige sociale medier. Her er utallige rum for at give sin mening til kende. Det synes dog ikke at have befordret samtalen, næsten tværtimod.
Nej, at samtale er faktisk at lytte. Og ikke bare lytte til ordene, som den anden siger, men prøve at høre, hvorfor den anden siger, som den anden siger. Hvad er grunden til at den anden taler? Kan vi høre hvorfor?
Og det er måske hele opgaven her i den forhåbentlig lange og lyse sommer; at vi indøver os i at lytte, og at vi forsøger at høre, hvorfor den anden siger, som den anden siger. For vi skal nå hinanden.
For det er jo så meget oppe i tiden, at man skal finde sig selv. Man skal have travlt med sit eget. Men måske er det egentlig ikke så afgørende at finde sig selv. Det lyder faktisk også meget ensomt og måske også lidt kedeligt, for så spændende er vi måske heller ikke.
Nej, der handler om at finde hinanden. Det er det, der handler om hele tiden: at finde hinanden.
Det er jo også det, der udfoldes i hele det grundlag, der er for vores fælles kultur: kristendommen. Her handler det hele tiden om at blive fundet. Det handler aldrig om at finde sig selv, men altid om at blive fundet, og at finde hinanden.
I alle livets forhold skal vi hele tiden stræbe efter at finde hinanden, og det gør vi ved at høre og lytte, også høre og lytte os ind på det ærinde, den anden har.
Det er måske det, vi skal bruge sommeren til, og bruge varmen og lyset fra sankthansbålet til: at indøve os i at finde hinanden. Både i de personlige forhold og i de større samfundsmæssige forhold.
Nu er bålet tændt her midt i den lyse og varme midsommer. Næsten for at gøre det hele mere varmt og lyst. Næsten for at påminde os om, at vi hører sammen.
Så lad det være en påmindelse om for os gennem sommeren, at ingen af os lever for sig selv. Vi har altid hinanden hos os. Det må være det afgørende. Den er bunden af sommerens hjerter, så varme så glade.
Sommerens digter er Thøger Larsen, som vi netop har sunget en sang af. Lad hans ord være de afsluttende i dag:
”Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, -
det er den danske sommer.
Pigernes latter og lyse hår,
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår -
mildt om et evigt Danmark spår,
sol over grønne sletter,
lykke og lyse nætter.”
Tak.
