Det ord, jeg i dag vil lægge jer særligt på sinde, skrives af apostlen Peter i sit første brev:
”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid”.
Kære ordinander
Jeg vil fortælle jer en historie om Grundtvig. Faktisk er det vel nok en af de væsentligste beretninger om ham for at kunne forstå Grundtvig og hans forståelse af kristentroen.
Den udspiller sig i 1825, hvor professor H.N. Claussen ved Københavns Universitet udgiver sin bog på 800 sider om protestantismen. Her slår Claussen til lyd for, at kristendom er historie. Vi henter vores viden, forståelse og endelig også frelsen i den historie, som er givet med den hellige skrift.
For Claussen er det sådan, at korsbegivenheden, altså Kristus på kors og grav, er sket i historien og sket engang for alle, og sakramenterne, dåb og nadver, er kun til for at bringe os i kontakt med den skete begivenhed, som altså på sin vis begraves mere og mere i historien, som tiden nu går.
Kristus er sket, og kristendom bliver at forholde sig og erkende det skete i historien.
Grundtvig giver et klingende modsvar. I betragtning af at Claussens bog som sagt er på 800 sider, så er det ret imponerede, at Grundtvig kan svare få dage efter på knap 50 sider. Men der står noget på spil. Noget helt afgørende, der handler om, hvad kristendom er.
For der synes Grundtvig, at Claussen begraver Kristus tilbageskuende i historien. Han siger, at Claussen vel nærmest rider ned gennem historien som på et kosteskaft. Claussen begraver Kristus i historien, og der skal kloge videnskabsfolk - som Claussen selv - til at grave ham fri. Claussen gør kristendommen til fortid, hvor Kristus én gang for alle har handlet, og hvor vi nu skal forstå og erkende denne handling.
Nej, siger Grundtvig, sådan kan vi ikke forholde os til Kristus. For Kristus er lyslevende til stede ved dåb og nadver. Her finder det sted. Kristendom er ikke historie. Den er nutid og altid nutid. Her bliver mennesket født på ny. Her er genfødselssted. I den nutid, hvor vi møder Kristus i dåb og nadver.
I historien mødet vi aftryk af, at Kristus har været der og er blevet forkyndt. Men der møder vi aldrig Kristus selv. Ham møder vi kun i nutiden. Kristendom er altid nutid. Og den peger ferm mod fremtiden til at åbenbares i den sidste tid, som apostlen Peter udtrykker det.
Det betyder, at kristendom er ikke en erkendelse af fortiden, men et møde i nutiden. En begivenhed. Noget, der sker for os i ord og i sakramenter. I mødet bliver vi Kristus-formet.
Og det er, hvad I nu som ordets tjenere skal forvalte; ordet og sakramentet. Det skal I forvalte efter bedste evne og efter Herrens indstiftelse. Det er ikke jeres. I forvalter det.
Og det er lige der, det finder sted: ved barnet, der døbes og ved brød og vinen, der rækkes. Her er finder det sted. Her er kristendom.
Det er det, I nu sendes ud med som gode præster i Aalborg stift. Vi glæder os over nye og gode præster i stiftet. Husk, at det altid er nu, det sker. I forvalter ikke fortiden, men nutiden med blik mod fremtiden.
Hver især skal I til gode menigheder, der glæder sig til at lære jer at kende. Brug tid at lære dem at kende, for vi taler ikke bare ud i det blå, men altid til mennesker af kød og blod med erfaring af livet.
Således lød altså Grundtvigs svar til Claussen. For Grundtvig betød det, at vi alle havde en ligefrem adgang til Kristus, som vi hver især kunne leve af. Det gav kraft og styrke til den kristendom, han udfoldede i årene, der kom.
Lad også jer tænke på, at ordet er jer givet. Til låns og til forvaltning, men altid til nutid. Det er nu, det gælder. Det er nu, I skal tale ordet. Det er nu, I skal døbe, det er nu, I skal række brød og vin. Til trøst - til glæde - til frelse - som sandt evangelium. Intet mindre.
Amen
