På siden her finder du overblik over Aalborg Stifts konsulenter samt eksterne konsulenter. Konsulenterne står til rådighed for assistance, råd og sparring indenfor hvert deres område.
Teologiske konsulenter
Aalborg Stifts interne konsulenter kan kontaktes for rådgivning og sparring om det teologiske arbejde i sogne og provstier. Konsulenterne arbejder desuden med efteruddannelse af præster og kirkelige undervisere.
Stiftets arbejdsvejleder underbygger og fremmer, at stiftets præster mødes teologisk, pastoralt og praktisk og derved bidrager til hinandens fælles trivsel og teologiske og praktiske virke.
Arbejdsvejlederen er også tovholder på række tilbud i stiftet, der skal støtte og inspirere præster i varetagelsen af deres præsteembede. Bl.a. supervision i grupper og sjælesorg for præster.
Korkonsulenterne tilbyder inspiration til og sparring omkring arbejdet med børne- og ungdomskor i Folkekirken og er et tilbud til alle kor og korledere i FUK. Se også fuk.dk
Korkonsulenterne tilbyder bl.a.:
Inspiration til oprettelse af nye kor i samarbejde med korleder, menighedsråd og præst.
Faglig sparring.
Udvikling af repertoire.
Initiativ til oprettelse af ERFA-grupper.
Vejledning i brugen af FUK’s lære- og udviklingsplaner samt evt. prøveaflæggelse.
Mediekonsulenter
Sparring til kommunikation og pressekontakt kan ske gennem stiftets mediekonsulenter. Find kontaktinfo her.
I 1861 blev de antikvariske aspekter en del af den kirkelige lovgivning og siden da har Nationalmuseet haft en rådgivende funktion for de kirkelige myndigheder.
Nationalmuseets kirkekonsulenter tilbyder rådgivning samt konserveringsfaglige og arkæologiske undersøgelser i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder i kirker og på kirkegårde.
Kgl. bygningsinspektør
Arkitekt MAA, NORDMAK Noah Boe-Whitehorn, H + Arkitekter, Teglværksgade 37 2100 København Ø
Den kongelige bygningsinspektør er kirkekonsulent på byggesager i og ved kirker i stiftet, og bistår stiftsøvrigheden med at gennemgå/kvalitetssikre byggeprojekter m.v. på kirker, kirkegårdsdiger, kirkeklokker, graverhuse m.v.
De kgl. bygningsinspektører foretager også tilsyn med statens fredede ejendomme.
Kirkegårdskonsulenten udtaler sig om og vejleder om anlæg af kirkegårde, gravlunde, beplantninger og indretninger. Han vejleder også i spørgsmål om graverhuse, kirkegårdsdiger, træfældning og genplantning.
SEGES Innovation tilbyder rådgivning om landbrugsjuridiske forhold, herunder:
Indgåelse af forpagtningskontrakter.
Rådgivning i relation til løbende forpagtningsforhold, i forbindelse med forpagtningens ophør eller ved uenighed med forpagter.
Salg af ejendom og/eller landbrugsjord.
Overdragelse af betalingsrettigheder.
Bistand i forbindelse med ekspropriation.
SEGES Innovation stiller opdateret standardmateriale til rådighed for menighedsrådene, herunder en standard forpagtningskontrakt og annonce til udbud af jord.