Biskoppen
Landemodeberetninger

Årets gang i stiftet

Læs biskoppens aktuelle og tidligere landemodeberetninger her.


Landemodeberetning 2020


Af biskop Henning Toft Bro 
25.september 2020

Blomstre lad muld hvor vi træder…

Dette er overskriften på dette års Landemodeberetning. 

Ordene er en lettere omskrivning af en linje i en af mine yndlingssalmer, Grundtvigs "Du som går ud fra den levende Gud".

I strofe 2 hedder det:

"Tunger af ild og dog prædiken mild
giv dem du salver og sender.

Salighedsord i apostlenes spor
vandre til jorderigs ender,

så ingen menneskefod har rørt
pletten hvor ikke dets røst blev hørt!"

Salmen er fra først til sidst en salme, der handler om Helligåndens virke i kirken.

Vi beder om, at Gud vil give vore prædikanter ildtunger, men dog at de må prædike med mildhed.

I det ordinationsritual, jeg anvender, når nye præster ordineres, hedder det blandt andet: 

Derfor lægger jer nu på sinde, at I forkynder Guds ord rent og purt… (og) underviser, vejleder de rådvilde, trøster de bange og irettesætter med mildhed….

Der var ordet igen: Mildhed.
Fra salmen: Prædiker med mildhed.
Fra ordinationsritualet: Irettesætter med mildhed.

Det hedder også i salmen i strofe 3:
"Glæde og lys med dem komme til bys,
blomstre lad muld hvor de træder…"

Vi kan også omskrive Grundtvigs ord, så det hedder: 
"Glæde og lys med os komme til bys, blomstre lad muld, hvor vi træder.."

Vi skal prædike og irettesætte med mildhed, og vi skal alle - præster, menighedsråd, ansatte og frivillige, ja, alle der kerer sig om folkekirken - bringe evangeliets glæde og lys ud i vore sogne. Og vi skal arbejde på evangeliets glæde og lys, så Ordet om Kristus blomstrer i vores fodspor.

Disse tanker møder man også, når man går ud af Thorsminde Kirke på den jyske vestkyst. 

Thorsminde Kirke er indrettet i en tidligere redningsstation. Alene det giver mange associationer til, hvad en kirke er. 
Bare smag på ordet: Rednings-station.

Når man går ud af Thorsminde Kirke fanger blikket et skriftsted over døren. Det er ordene fra Salme 118 vers 6: 
"Jeg vandrer for Herrens åsyn udi de levendes land."

Det er det, vi skal. Vandre for Herrens ansigt i de levendes land.

Forkynde evangeliet om Jesus Kristus. Trøste med, at vi er skænket vore synders nådige forladelse. Det giver frimodighed. Det giver glæde. Og det skænker begge dele. Frimodighed og glæde.

Corona

For første gang har jeg set mig nødsaget til at aflyse årets Landemode og dermed også muligheden for at aflægge Landemodeberetningen fysisk i Folkekirkens Hus, som jeg har gjort de senere år.

Det er, for at sige det mildt, ærgerligt, men nødvendigt set i lyset af corona-krisen, som desværre plager os alle med et utal af aflysninger til følge.

Netop en af de største udfordringer, vi har stået i i folkekirken i nyere tid, er uden sammenligning netop den corona-krise, der ramte hele verden i begyndelsen af året. 

En krise, der er uhyggelig mærkbar og har fået vidtrækkende betydning for alle - og dermed også folkekirken.

Det vil føre alt for vidt at dykke ned i alle detaljer, men noget af det, som fik afgørende betydning for os, var at kirkerne blev lukket. Med alt, hvad det indebar af savn og frustration og bekymringer.

Med et blev det klart, hvor sårbare vi alle er, når en pandemi rammer os med så voldsom kraft, som den gjorde.

Pludselig skulle vi til at tænke kirke og fællesskab - eller mangel på samme - på en ny måde.

Midt i alle frustrationer skulle der nu tænkes nyt.

Præster og menighedsråd skulle også i den situation tænke på, hvordan evangeliet kunne forkyndes, så det kunne blomstre i deres spor. Fantasien og foretagsomheden var stor, og ideerne til at få evangeliet sat i spil var mangfoldige. 

Evangeliet skulle pludselig forkyndes på en ny måde og i nye rammer. De sociale medier flød over af andagter og gudstjenester, som en erstatning for den traditionelle højmesse med sang og musik og fysisk fællesskab. Det blev for mange en åndehul, der betød, at man ikke følte sig alene.

Når det er sagt, viste de mange eksperimenter med anderledes gudstjeneste også, at net-gudstjenester har sine store begrænsninger.

For intet kan erstatte vores fysisk fællesskab med sang og musik og dåb og nadver. Det vidste vi på forhånd, men vi lærte måske også, at det er i fraværet, vi kommer til at savne nærværet. Eller sagt på en anden måde; det, som vi tager for givet, muligheden for at deltage i sognets gudstjeneste, når vi vil, er ikke en selvfølge. Det er noget, vi skal huske at sætte pris på - og ikke mindst nu, hvor det igen er muligt at fejre gudstjeneste - også bakke op om.

Der var mange andre tiltag, som viste nye sider af kirken. Præster, der ringede rundt til sognebørn. Andre, der kom besøg med en buket blomster. Plejehjemsgudstjenester med præsten uden for hjemmet og beboerne i deres lejligheder. Dette sidste var vigtigt, da det hurtigt viste sig, at beboere på plejehjem og lignende institutioner viste sig at være særligt hårdt ramt. Og er det til dels endnu, hvor smitten igen bryder ud rundt omkring i landet. 

Her er der virkelig en situation, vi skal gennemtænke nu og i fremtiden. Altså tænke på, hvordan vi kan være til stede for og blandt samfundets udsatte mennesker.

Den måde, hvorpå vi tog udfordringerne op i krisens første tid, har fået mig til at fundere over vores folkekirkeordning. Jeg tror, der er en sammenhæng.

Kort sagt, bygger vores folkekirkeordning på den grundlæggende tanke, at menigheden er det bærende element i vores kirke. Det er menighedsrådet, der kalder deres præst. Det er menighedsrådet, der som lokal, administrativ myndighed forvalter økonomien, og det er menighedsrådet, der sammen med præst og menighed arbejder på at fremme menighedens liv og vækst.

Der findes ikke en overordnet kirkeråd, der udstikker rammer og retning for folkekirkens udvikling. Og godt for det. Godt, at denne myndighed er så tæt knyttet til menigheden og dermed menighedsrådet. Det giver en flad kirkestruktur, som har været det bærende element gennem mange årtier.

Jeg tror, det er en af grundene til, at vi som kirke handlede hurtigt, da vi alle følte os handlingslammede. Vi skulle ikke sidde og vente på en melding "fra oven", en melding om hvad vi kunne og skulle gøre. Vi handlede så at sige fra dag et. Vi famlede ofte i blinde. Men vi fandt løsninger og nye kommunikationsveje, som betød, at evangeliet blev forkyndt og forhåbentlig fik mulden til at blomstre i dets spor.

Folkekirkens Familiestøtte

Et andet sted, hvor mulden blomstrer i den folkekirkelige arbejde er i de fodspor, Folkekirkens Familiestøtte sætter.

Vi har nu været i gang i fire år. Fire udfordrende, men også berigende, år.

For kort tid siden udkom en evalueringsrapport over de første fire år.

Rapporten viser, at resultatet langt overgår de mål, som vi havde stillet vores bidragydere i udsigt.

Der er overordentlig positiv respons på Folkekirkens Familiestøttes ydelser både fra familierne, kommunerne og de lokale frivillige, som koordinatorerne samarbejder med. Folkekirkens Familiestøtte tilbyder ikke blot en hjælp, der er efterspurgt, men nu også dokumenteret en hjælp, der virker og flytter noget. 

Folkekirkens Familiestøtte træder nu tydeligt frem som et organisatorisk forankret diakonitilbud i folkekirken, hvilket i sig selv er banebrydende og noget, folkekirken som helhed kan sole sig i en tid, hvor samspil mellem det etablerede offentlige samfund efterspørger samspil med civilsamfundet. Med Folkekirkens Familiestøtte er folkekirken blevet en væsentlig og lødig civilsamfundsaktør.

Rapporten er udarbejdet af en ekstern og uvildig konsulent, og den fremhæver den høje faglighed i Folkekirkens Familiestøttes arbejde og tilbud, hvilket har været - og stadig er - en forudsætning for samarbejdet med kommunerne. 

Familierne møder i de fleste tilfælde tilbuddet om hjælp fra Folkekirkens Familiestøtte gennem institutionerne og dermed er Folkekirkens Familiestøtte meget afhængig af det kommunale blåstempel. Koordinatorernes rolle i det lokale arbejde er altafgørende, og de fremhæves og roses højt for deres faglighed og dygtige arbejde med at rekruttere frivillige og sætte dem sammen med de familier, der ønsker hjælp.

Målet med at blive et landsdækkende diakonitilbud er stadig ikke nået – med tre ud af 10 stifter og 17 provstier ud af 104 provstier er der lang vej endnu. Som med alt andet har corona-krisen også indvirket på Folkekirkens Familiestøtte og især på muligheden for at ekspandere, fordi de planlagte besøg i provstierne ikke har kunne gennemføres.

Vi er alle fortrøstningsfulde, og alle gode kræfter arbejder vedholdende for at fremme Folkekirkens Familiestøtte. Ikke for projektets skyld, men for de mennesker, vi hjælper.

I nævnte rapport kan man finde flere citater fra mennesker, som er blevet hjulpet gennem Folkekirkens Familiestøtte.

Én siger:

"Jeg føler, at jeg har fået forskellige ting med, som jeg ikke lige selv havde tænkt på. Så det har været en øjenåbner. Folkekirkens Familiestøtte er en god støtte, hvis man ikke lige har nogen omkring sig, man kan snakke med om opdragelse, eller ikke føler, man vil blande andre ind i det. Det har i hvert fald betydet meget for mig."

En anden udtaler:

"Da jeg så navnet Folkekirkens Familiestøtte, så var jeg lige inde at læse lidt mere om det, for hvad har folkekirken med det her at gøre. Men det giver jo enormt god mening. Jeg ser det som en 'opdatering' af folkekirken, som gør den mere relevant for mig."

Afslutningsvis vil jeg sige, at det er bemærkelsesværdigt, at hele 69% af de frivillige i Folkekirkens Familiestøtte har ikke tidligere været frivillig i folkekirken. Og selv om forældrene ikke er blevet spurgt i evalueringen, så viser de sidste fire års erfaring, at en stor andel af forældrene ikke tidligere har benyttet sig af folkekirkens tilbud.

Så ud over at hjælpe mange familier bliver der gennem Folkekirkens Familiestøtte tilknyttet mange nye frivillige. Noget, som er bærende, ikke bare i dette projekt, men for folkekirken i betydelig grad.

Kirkerum på det nye Universitetshospital

Som det vil være mange bekendt har vi gennem de seneste år arbejdet på at få skabt et kirkerum på det nye Universitetshospital i Aalborg.

Kirkerummet blev en realitet, da de fire Aalborgprovstier skabte det økonomiske fundament for projektet. Tak for det!

Gennem århundrede har vi smykket vore kirker med den ypperste kunst. Således bliver det også i det nye kirkerum på hospitalet.

Gennem fondsansøgninger er det lykkedes os at fremskaffe 6 mill. kroner til en kunstnerisk bearbejdelse af rummet. 

I 2019 afholdt vi en konkurrence blandt fire kunstnere, og et enig udvalg pegede på kunstneren Bjørn Nørgaard til at forestå projektet.

Det er der blevet en fantastisk flot og udfordrende projekt ud af, og Bjørn Nørgaard er allerede gået i gang med projektet.

Bjørn Nørgaard har gennem årene skabt kunst til flere kirker i Danmark. Det er første gang, han står for at udsmykke et helt kirkerum, og jeg er overbevist om, at alle kirke- og kunstinteresserede i Aalborg Stift - og for den sags skyld i hele landet - vil valfarte til det nye Universitetshospital de kommende år for at se resultatet.

Stiftsamtmand

Året 2019 blev også året, hvor vi fik en ny Stiftsamtmand. Som afløser for den tidlige Stiftsamtmand, Torben Sørensen, faldt valgt på Erling Brandstrup, der er Afdelingschef i Ankestyrelsen og tillige Stiftamtmand i de fem jyske stifter.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske Erling Brandstrup tillykke med hvervet og samtidig byde hjerteligt velkommen i arbejdsfællesskabet i Aalborg Stift.

Tak

Gennem året har vi haft et godt samarbejde i Stiftsrådet. Vi har mange gode debatter om økonomi, men især også om kirkelivet i Aalborg Stift, som ligger os alle på sinde. Tak til medlemmer i Stiftsrådet for medvirke og samarbejde og tak til Stiftsrådets formand, Ejnar Haugaard Thomsen, som gør en utrættelig indsats i sin egenskab som formand.

Tak til konstitueret kontorchef Helle M. Hindsholm for samarbejdet og tak til alle stiftets medarbejdere, som dagligt arbejder på at hjælpe og støtte menighedsråd, ansatte og præster, når der kaldes på hjælp.

Der skal også lyde en tak til jer alle ude i sognene. Til provster, præster, menighedsråd, ansatte og frivillige, som alle arbejder på at skabe gode rammer for menighedens liv og vækst, så folkekirken i Aalborg Stift er et godt sted at være og leve. Og tak fordi I hver på jeres måde er med til at gøde evangeliets muldjord, så Ordet om Kristus blomstrer i jeres fodspor. Tak.

Fakta

Om Landemodet

Ordet 'Landemode' har rødder i det gammeldanske ord for møde, mot. 

 

Hvert år afholder Aalborg Stift Landemode, som ved kgl. resolution er fastsat til at skulle finde sted den sidste fredag i september måned. Landemodet indledes med offentlig gudstjeneste i Aalborg Domkirke, Budolfi Kirke. 

 

Landemodet er en gammel institution og udgør forsamlingen af biskop, stiftamtmand og Stiftets 14 provster, som drøfter anliggender, der angår Stiftet som helhed. Biskoppen aflægger en beretning om årets gang i Stiftet. Næste års stiftspræstemøde drøftes, ligesom der redegøres for årets stiftsbog, der udkommer til advent.

 

Der er tradition for, at så mange af Stiftets præster, som har mulighed for det, deltager i landemodegudstjenesten tillige med tidligere præster og provster.

 

På grund af Covid-19 smittefare er Landemodet 2020 aflyst, og Landemodeberetningen er derfor kun tilgængelig her på aalborgstift.dk.


Landemodeberetninger
 

2019
2018
2017
2016
2015
2014