Biskoppen
Landemodeberetninger

Årets gang i stiftet

Læs biskoppens aktuelle og tidligere landemodeberetninger her.

Landemodeberetning 2019 

Af biskop Henning Toft Bro 
27.september 2019

"Herre, jeg vil gerne tjene,
tjene dig, og dig alene,
tag og brug mig som du vil!
Hvad jeg ejer, har du givet,
hver en evne, selve livet,
dig det hele hører til."

Således synger vi med digteren Kristian Østergaard i salmebogens nr. 373.

Kristian Østergaard blev født i Volstrup i Hjerm sogn i 1855. Han gik på Askov højskole. Et ophold som prægede ham for livet. Senere blev han højskolelærer for de skandinaviske nybyggere i Elk Horn, i Iowa, i USA.

1885, 30 år gammel, åbnede han en højskole i Støvring. En dårlig økonomi tvang ham efter 7 år til at give op.

I sine erindringer beskriver han skuffelsen over den lukkede højskole således: 
"I 1891 fik vi ingen pigeskole. De få der havde meldt sig, måtte jeg sende afbud, da det var for få. Det var meget nedslående for mig; og det var under den trykkende følelse af, at der ikke var brug for mig i mit fædreland, at jeg i min dagbog skrev de to vers: Herre, jeg vil gerne tjene… "

Det var altså i de vanskelige år i Himmerland, salmen blev til.

Herre jeg vil gerne tjene…. brug mig som du vil.

Præstemangel

Årets landemodberetning bærer præg af en af de største udfordringer, vi står i i disse år. Ikke bare i Aalborg stift, men i flere jyske stifter: Det er svært at få ansøgere nok til de embeder, vi opslår.

Heldigvis er det ikke kun et Aalborg Stift-fænomen. Var det det, kunne flere andre stifter glæde sig over, at de ikke var ramt af præstemangel. Men det er de. Det er vi.

Både præster og menighedsråd har det inde på livet de steder, hvor der er vanskeligheder med at besætte embederne.

Vi har stået i denne problemstilling før i Folkekirken. Dengang løste vi det. Det gør vi også denne gang. Men det kræver tålmodighed. Og det kræver, at vi sammen finder løsninger på, hvordan vi kan afhjælpe situationen, indtil udviklingen vender.

Det drejer sig først sig først og fremmest om rekruttering af præster.

De sidste par år har jeg i min Landemodeberetning berørt præstsituationen og talt om, hvor få der efterhånden søger embeder.

Jeg har gentagne gange sagt, at kongevejen til et præsteembede i Folkekirken er en teologisk embedseksamen. Det mener jeg stadigvæk. Men den situation vi står i nu, kalder på nytænkning. 

Derfor forsøgte vi sidste år at gå en anden vej. Vi forsøgte at indføre en alternativ teologisk uddannelse. Tanken var en teologisk overbygning på en allerede erhvervet kandidatuddannelse fra et af vore universiteter med efterfølgende deltagelse i undervisningen på pastoralseminariet. Det skulle være en forsøgsordning, der skulle eksistere 10 år, hvorefter den skulle evalueres.

Præsteforeningen, Provsteforeningen, Landsforeningen af menighedsråd, biskopperne og Kirkeministeriet var alle enige om, at det var en farbar vej at gå, og forslaget blev forelagt Folketingets Kirkeudvalg.

Et flertal af Folketingets partier skød helt uforståeligt forslaget ned, og vi kunne ikke komme videre ad denne vej.

For mig at se var det et eklatant eksempel på, hvor skadeligt det er, når Folketinget blander sig i Folkekirkens indre anliggender.

Præstemangeludvalget blev på grund af politisk uvilje nedlagt, og på ruinerne af dette udvalg opstod et nyt udvalg, nemlig et udvalg, der nu arbejder på at justere §2-ordningen. Den ordning, hvorefter man kan indstilles til at søge præsteembede, hvis man består en forholdsvis omfattende prøve i forskellige teologiske discipliner.

Indtil der foreligger en løsning, må vi væbne os med tålmodighed, og samtidig være i tæt dialog om, hvordan præster, menighedsråd og frivillige indretter sig i hverdagen, og får fordelt opgaverne, så præsterne ikke står alene med opgaveløsningen.

Det myndige lægfolk

På provstemødet i maj, drøftede vi situationen, som så mange gange før, og jeg mener, det er vigtigt, at vi rundt omkring i sognene får italesat vigtigheden af, at vi får mobiliseret det myndige lægfolk, som kan overtage nogle af de opgaver, præsterne har.

Begrebet "det myndige lægfolk" anvendes ofte i flæng. Men lad mig forsøge at indkredse begrebet.

Ordet "læg" kan betyde noget i retning af "den som ikke tilhører præstestanden."

De fleste, som er engageret i Folkekirken tilhører ikke præstestanden. Jeg mener, vi er omkring 2.200 præster i Folkekirken. Der ud over er der tusinde og atter tusinde, som sammen med præsterne er med til at bære evangeliet frem i vore sogne. Uden denne lægmandsindsats ville kirkelivet se sølle ud. Eller sagt på en anden måde: Sammen med præsterne er lægfolket - det myndige lægfolk - med til at skabe en levende og en nærværende kirke.

At det myndige lægfolk har sin store betydning hænger sammen med Luthers tanke om det almindelige præstedømme.

Et sted siger Luther: "Thi hvad der er krøbet ud af dåben kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave, selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve et sådant embede."

I en evangelisk, luthersk folkekirke kirke er det derfor menigheden, der har den største magt og indflydelse.

En luthersk menighed vælger sin egen præst og bestemmer selv i vid udstrækning over den lokale kirke.

Dåben understreger, at vi alle er lige for Vorherre. I barnedåben bliver det åbenbaret, at vi ikke kan gøre os fortjent til Guds nåde og retfærdighed. Vi får begge dele ufortjent og gratis. VI får det af nåde.

I en tid med præstemangel er det uhyre vigtigt, at vi besinder på Luthers tanke forstået på den måde, at når vi mangler præster, må det myndige lægfolk træde i karakter på en ny og anderledes måde.

Vel har menigheden kaldet sin præst. Det er præsten, der har ansvaret for gudstjenester og kirkelige handlinger. Det er præsten, der er garant for evangeliets forkyndelse.

Lykkeligvis lever vi Aalborg stift med dedikerede præster der - ja, undskyld udtrykket - kan mere end deres Fadervor. Præsterne lever og virker også meget mellem søndagene. Men præsterne kan og skal ikke gøre al arbejdet.

I de kommende år, hvor præstemanglen plager nogle sogne, er det vigtigt, at menighedsråd, menighed, frivillige og ansatte går ind og tager ansvar og i fællesskab får løst de opgaver, man synes, er vigtigt for det sogn, man er aktiv i.

Alle får - og vil også i fremtiden få - den kirkelige betjening, man kan forvente at få af kirken, men alt det meget andet, vi også gerne vil, må og skal løses med nye kræfter. Det vil sige af det myndige lægfolk.

”Tag og brug mig som du vil”, synger digteren. Og ja; vi skal alle turde at lade os bruge. Vi skal med digterens ord hver især bruge det pund, vi er blevet givet.

Det er, som jeg læste på en mur med graffiti for mange år siden: "Den, der ikke kan bruges til noget, kan altid bruges til noget andet!"

Sandt er det, at der er brug for alle gode kræfter i arbejdet med at skabe gode rammer og vilkår for menighedens liv og vækst.

Det er, som Paulus skriver i Efeserbrevet kapitel 4 vers 11 – 13:

"Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldkomment menneske, som kan rumme Kristi fylde."

Det er store ord, men ikke desto mindre, taler de ind i den situation, vi altid er i som kirke: Der er brug for os alle.

Derfor skal min opfordring lyde, at alle med interesse for menighedens liv og vækst træder i karakter. At alle engagerer sig i kirkelivet og at menighedsråd går i dialog med præsterne og spørger, om der er opgaver, de kan påtage sig, så præsten får tid til at være præst.

Og ja, det kan betyde mere arbejde for menighedsråd og frivillige, men tiden kalder på, at det er nødvendigt. 

Gudstjenestens fremtid

I 2016 nedsatte biskopper tre fagudvalg. Udvalgenes opgave var at analysere Folkekirkens ritualer for gudstjenesten, dåb og nadver. De tre fagudvalg undersøgte gudstjenestelivet, som det ser ud i dag, og baggrunden for det.

Der blev udgivet tre rapporter. På baggrund af disse tre rapporter, blev der ligeledes udgivet tre mindre rapporter, som er uddrag af de store rapporter.

Ikke så snart var blækket tørt, inden de forudsigelige reaktioner kom:

Skal vi nu have en ny liturgikommission?

Dertil er der at sige: Nej, der er vi slet ikke endnu. Tiden vil vise, om det ender der.

Skal gudstjenesten, liturgien, sakramenterne nu helt omkalfatres?

Nej, ikke hvis det står til mig. Men en levende forkyndelse, en levende gudstjeneste, en levende tradition lever kun, hvis vi tør udfordre traditionen og tænke fornyelse. Ikke for fornyelsen skyld. For kirkens skyld. For evangeliets skyld.

Der er lagt op til en bred folkelig og kirkelig debat om, hvordan gudstjenesten i fremtiden skal forme sig. Opgaven er nu at brede debatten ud til alle som interesserer sig for gudstjenesten. Det er vigtigt at holde sig for øje, at gudstjenesten ikke er præstens eller fagfolkenes gudstjeneste, men menighedens.

Gudstjenesten er menighedens gudstjeneste, som præsten er sat til at lede.

For at få en så bred debat som muligt, har vi i Aalborg Stift arrangeret tre debataftener i henholdsvis Thisted, Brønderslev og Skalborg.   

Håbet er, at mange vil deltage og være med til at debattere fremtidens gudstjeneste.

Landsforeningen af Menighedsråd, Grundtvigsk Forum og Biskopperne har udarbejdet 17.000 samtalekort, som er udsendt til alle landets menighedsråd.

På disse samtalekort er trykt nogle spørgsmål, som man kan bruge til at sætte en debat i gang. Det kan ske på menighedsrådsmøder, men igen; for at brede debatten ud, vil jeg opfordre til, at man rundt omkring i sognene arrangerer debataftener, så så mange som muligt kan komme til orde.

Der er oprettet en mailboks, hvor alle kan indsende deres overvejelser og tanker. Disse vil blive taget med i den videre proces.

Det er mit håb, at vi sammen kan skabe en levende og spændende debat om et vigtigt emne, nemlig hvad vil vi med gudstjenesten nu og i de kommende år, og at vi alle kan blive kloge på både traditionen og en eventuel fornyelse.

Samarbejde med civilsamfundet

Noget af det som anfægter mig disse år, er den vending jeg hører igen og igen: Dørtærsklen til kirken er for høj.

Det sætning hørte jeg også, da jeg blev præst i 1985.

Udsagnet anfægter mig, fordi jeg mener, vi alle arbejder på at skabe en nærværende og inkluderende folkekirke. Men der er stadigvæk nogle, der mener, at de har svært ved at træde ind over dørtærsklen til kirken, selv om alle arbejder på, at gøre tærsklen så lav som muligt.

I den forbindelse er der er især to pejlemærker, vi skal være opmærksomme på de kommende år.

Det er: Samarbejde med civilsamfundet og Diakonien.

Muligheden for samarbejdet med civilsamfundet er til stede som ikke set den sidste generation.

Universiteter, folkeskoler, gymnasier, kommuner, regioner, institutioner, lokale foreninger, idrætsklubber osv. står på spring for et samarbejde med Folkekirken.

Denne udfordring skal vi gribe. Vi skal igen og igen indgå i forpligtende samarbejder, med dem, der vil samarbejde med os.

I et stort landstift som Aalborg stift, er det vigtigt at vi involverer os for at tilbyde de kompetencer og de muligheder vi har, os der er til stede i alle hjørner af stiftet.

Samtidig er det vigtigt, at vi indgår i samarbejde og dialog med offentlige myndigheder, eller om I vil, med civilsamfundet for at bidrage med vore kompetencer.

Her tænker jeg på den religionspædagogiske indsats i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, og samarbejdet med kommunerne omkring det sociale arbejde, altså diakoni.

Siden jeg blev biskop i 2010 har jeg arbejdet på at sætte diakonien på dagsordenen. I samarbejde med mange gode kræfter i hele Aalborg stift, er det lykkedes at få diakonien sat i spil i menighederne.   

Især vil jeg pege på Folkekirkens Familiestøtte som stille og roligt vokser her i stiftet og efterhånden breder sig til flere og flere stifter i Danmark.

Jeg nævner specifikt samarbejdet med civilsamfundet og diakonien. Jeg tror, at vores engagement her vil få afgørende betydning for folks opfattelse af Folkekirken, og dermed få afgørende betydning for fremtidens Folkekirke.

Sagt på en anden måde: Jeg tror at den måde, vi involverer os i civilsamfundet og diakonien/det sociale arbejde de kommende år, kan få afgørende betydning for folks opfattelse af og tilknytning til Folkekirken, men også vores forståelse af at være kirke, hvis fornemste opgave er at forkynde evangeliet, men også vi engagerer os i det omliggende samfund, hvilket i øvrigt er meget evangelisk.

Kirken i Sommerlandet

Den 16. april i år udgav FUV rapporten "Kirken i Sommerlandet".

Rapporten er blevet til i et samarbejde mellem FUV, Ribe, Viborg og Aalborg stifter.

Med rapporten er der udgivet et idekatalog, der peger på de muligheder sommerlandspastorater for at være kirke, i sommerperioden, hvor nogle af vores pastorater mangedobles af både danske og udenlandske turister.

En anden udfordring i den sammenhæng er ligeledes det stigende antal borgere, der bor i deres sommerhuse året rundt. Der vil givetvis være mange, som er engageret i de sogne, de flytter fra, og det bliver spændende at følge udviklingen og se, hvordan vi kan inddrage disse resursepersoner i sommerlandsområderne.

Samtidig må vi også være opmærksomme på, at det kan komme til at koste flere resurser for både menighed, menighedsråd og præster. Derfor vil jeg opfordre til, at I sammen finder ud af, hvordan I kan og vil være kirke, som involverer disse nye beboere.   

Måske kan det være en ide at profilere sig tydeligere som sommerlandssogne, samtidig med at I er jer bevidste om, at I ikke får flere kræfter, men nødvendigvis omorganisere de kræfter, I har.

På seneste Stiftsrådsmøde i september drøftede vi muligheden for om Stiftsrådet kunne engagere sig i at udvikle arbejdet med Kirken i Sommerlandet. Der var enighed om, at det kunne være et vigtigt indsatsområde de kommende år. Og gerne i et tæt samarbejde med et provsti, der er beriget med mange sommerhusgæster.

Området trænger i hvert fald til at blive belyst, og det kalder på et engagement fra alle gode kræfter, som kan se vigtigheden af at involvere og aktivere de mange kirkeinteresserede, der bor i stiftets sommerhusområder.

Menighedsrådsvalg 2020

2020 bliver også et spændende år for Folkekirken.

Tirsdag den 17. november næste år er der menighedsrådsvalg.

Allerede nu vil jeg opfordre både menighedsråd og præster til at oplede kandidater. Kontakte personer, som viser interesse for Folkekirken og for menighedens liv og vækst.

Eksempelvis kan man byde kommende kandidater med til menighedsrådsmøder. Mange ved måske ikke, hvad der foregår i et menighedsråd. Ved at invitere indenfor, kan I være med til at skabe interesse for og indblik i det meget spændende arbejde, der foregår i et menighedsråd.

Forleden udkom en papirudgave af Kristeligt Dagblads magasin om Folkekirken. Temaet var "Inspiration til menighedsrådet."

En tankevækkende overskrift var: "280.000 personer vil gerne i menighedsrådet."

To forskere fra FUV, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, har i deres arbejde fundet frem til, at der er hele 280.000 personer, som er opstillingsparate, hvis de vel at mærke bliver spurgt.

Omsætter vi tallet til Aalborg Stift vil der altså være omkring 25.000 mennesker, som ifølge undersøgelsen er interesseret i menighedsrådsarbejdet. Det burde give os alle mod på at gå ud i sognene og indlede en dialog med disse mennesker. Opfordre så mange som muligt til at gå ind i menighedsrådsarbejdet og opfordre til at stille op, så vi kan få bæredygtige menighedsråd, der i de kommende år kan være med til at bære kirkelivet frem i vore sogne.

Derfor: Begynd allerede nu. Venter I til næste efterår, kan det være for sent

TAK

Jeg har ofte sagt, at Landemodet for mig er en af årets mange højtider. Her mødes vi en dag, hvor vi er med til at styrke fællesskabet i vores store, herlige stift. 

Mange arbejder med på menighedens liv og vækst, og det giver anledning til glæde og opmuntring. Og det giver mig mulighed for at rette en stor og hjertelig tak til alle, som lægger liv og kræfter i at skabe en levende og nærværende Folkekirke i Aalborg stift.

Tak for det!

Jeg vil også rette en stor tak til samarbejde med og samvirke i Stiftsrådet.

En særlig tak skal lyde til formand Ejnar Haugaard Thomsen for en kyndig og engageret indsats. Tak også for vores samarbejde og fortrolighed.

Stiftsrådet yder en stor indsats for det kirkelige arbejde i Aalborg stift, og forsøger at støtte nye tiltag som er med til at synliggøre Folkekirken rundt omkring i Aalborg stift. 

Tak til Stiftskontorchef Jørgen Lützau Larsen for et godt og solidt samarbejde gennem 9 år.

Jørgen Lützau Larsen valgte at gå på pension tidligere i år, og Souschef Helle Monberg Hindsholm er konstitueret i stillingen indtil denne er besat efter opslag.

Der skal også lyde en stor tak til alle medarbejdere i stiftsadministrationen. I er mig en stor hjælp og støtte i en, på den gode måde, travl og udfordrende og meningsfuld hverdag.

Takken skal også lyde til alle medarbejdere og medlevere i Aalborg stift. Det er provster, provstiudvalg, præster, menighedsråd, kirkefunktionærer og frivillige.

I er alle frontarbejdere hver på jeres måde. I lever derude hvor kirken bliver til liv. Det er jer der skaber liv. Gennem gudstjenester, kirkelige handlinger, koncerter, undervisning, korarbejde, arrangementer og alt det, I når i en travl hverdag, er kirkens ansigt ud ad til. Jeg vil gerne sige jer tak for jeres indsats og udtrykke min taknemlighed for alt det, I skaber.

Tak til alle, der igen i år bakker op om årets Landemode. Denne opbakning betyder meget for mig personligt, men er også med til at understrege sammenhold og virkelyst i Aalborg stift.

Lad mig slutte, hvor jeg begyndte, nemlig med digteren Kristian Østergaard.

Ud over salmen: "Herre jeg vil gerne tjene… " skrev han også sangen: "Vi er fæstere her for en tid…"

I strofe 4 synger han:

"Strør vi frøkorn hvor fremad vi går
Vil det blomstre en dag i vort spor,
og det tungesmelte bort i hver lovsang vi sjunge."

I strofe 5 hedder det:

"Ja, vort liv det skal forme sig rigt
som et strålende, yndefuldt digt,
når vi pløjer,
selv hvor høsten er skjult for vort øje."

Lad os gå ud og strø evangeliets frøkorn, tro på at det, med Helligåndens mellemkomst, vil blomstre i vort spor, og lad os pløje, selv hvor høsten er skjult for vort øje.


Landemodeberetninger
2017
2016
2015
2014