Kære Søren
Vi har netop fejret påske. Vi har netop på ny været igennem den store fortælling om kors, lidelse, død og opstandelsen. Og vi har fastholdt, at det ikke kun er en historie, men den er mere end det: den siger noget om det liv, vi har til fælles. Jesu kors, grav og opstandelsen har noget ganske afgørende at sige os også i dag.
Det kan sagtens være, at vi er andre steder, end man var for små 2000 år siden. Og det er vi. Verden ser anderledes ud, og vi har andre muligheder og andre begrænsninger, end mennesker havde dengang. Og så alligevel ikke: vi er fælles om det alment menneskelige: livet, døden, kærligheden, smerten, sorgen og glæden. Det er de samme forhold, der gør sig gældende i dag. Der er vi på linje med fortidens mennesker og de med os.
Og vi fastholder i kristendommen, at den forkyndelse, der lyder ud af den tomme grav påskemorgen, har noget afgørende at sige om det menneskeliv, vi har til fælles. Det menneskelige og det kristelige kan ikke og må ikke skilles ad.
I dansk tradition har der siden Kaj Thannings dage været en vedvarende debat om, hvordan det menneskelige og det kristelige forholder sig til hinanden. Kan det menneskelige være i egen ret?
Ja, det kan det på sin vis godt, men så får det en særlig farve og retning. Uden ordets forkyndelse vil det menneskelige bevæge sig på egen hånd. Grundtvig siger det meget tydeligt i sangen ”Menneskelivet er underligt”, at:
”Sjæle og kroppe med folkemund,
Som trodser med ordet mod ånden,
de glemme dem selv som menneskebørn
og blive til dyr efterhånden.”
For ordet fra Golgatha og påskemorgen har noget at sige til menneskelivet, der omvendt ikke blot er et tomt hylster, men har erfaringer, som der skal tales til: erfaringer af livet, erfaringer af døden, erfaringer af kærlighed, erfaringer af sorg. Disse erfaringer skal prædikanten – også den nye prædikant – tale til.
Men selvom vi har fælles erfaringer af livet på tværs af tiderne, så kan tolkninger af disse erfaringer være forskellige. For eksempel tolkninger af døden, hvor vor tids optagethed og måske endog tilslutning til aktiv dødshjælp, netop kan være udtryk for dødsangst. Man vil ikke gennemleve døden, men få det overstået.
Det er et paradoks, at ønsket om aktiv dødshjælp måske grunder sig i regulær dødsangst. Og hvis dødsangsten er stor, fremstår budskabet om opstandelsen så som løgn? Kan ordet ikke holde døden nede? Er vor prædiken da tant? Og på samme måde med ordet om tilgivelse. Hvis skylden føles som uendelig stor, måske i tider med klimangst og lignende, fremstår ordet om tilgivelse da som en naiv fantasi uden gang på jorden? Som et pjattet udtryk som den tynget af skyld ikke kan tage til sig?
Måske er udfordringen i at forkynde påskens ord i dag, at skylden tolkes som større og døden som uafvendelig. Tilgivelsen bliver uvirkelig, og opstandelsen bliver en påmindelse om døden. Udfordringen er således ikke et mindre religiøst verdensbillede, men udfordringen er et mere ensomt menneske i universet med skrøbelige relationer; ensomt med sin skyld og ensom med sin død.
Hvis det er vilkåret, så er opgaven at nå hinanden, og det har vi muligheder for i dåbens vand, i nadverens brød og vin, og i forkyndelsens ord. Her rækkes vi ud til hinanden uden vores egne betingelser. Det er lige nu, at vi skal forkynde hinanden ud af ensomhedens eksistentielle indkrogethed. Ikke ved egne kræfter, men i Guds nåde. Tiden behøver i den grad kristendom.
Den situation er vi fælles om, og kære Søren, det fællesskab er du en del af ved din ordination i dag. Stol på, at påskens ord er større end os, for ellers har vi ikke noget at sige til hinanden. Du er en dygtig teolog og bliver en dygtig præst. Jeg er helt tryg ved at sende dig ud i dit nye embede og pastorat.
…
Og stod han så op, som ordet går? Det er ikke op til os at besvare. Vi skal forkynde og række ordet til hinanden til trøst, til glæde og til opbyggelse, og måske engang imellem have det salmevers af K.L. Aastrup i ørene, som er fra hans mindre kendte påskelørdagssalme, og som derfor skildrer mennesket som stående mellem korset og den tomme grav. Mennesket mellem skyld og nåde. Mennesket mellem død og liv. Mennesket, som dig og mig og alle andre:
”Så er det da en nådes-sag,
hvad der af mig skal blive,
om Herren gør en påskedag
og kalder dødt til live”
Amen
