Den tekst, jeg særligt vil lægge jer på sinde skrives af apostlen Paulus til romerne:
”For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse, for Skriften siger: »Ingen, som tror på ham, skal blive til skamme.« Der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for »enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«.
Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? – som der står skrevet: »Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!«
Kære ordinander.
I sidste uge var vi nogle stykker, der var i Tanzania. Vi var der for at deltage i en bispevielse i den lutherske kirke, og det var naturligvis en både bevægende og stor oplevelse.
Den lutherske kirke i Tanzania er af stor betydning for samfundsforholdene, og den er med til at holde friheden i samfundet åbnet. Der er både mandlige og kvindelige præster i kirken, dog ingen kvinder som biskopper endnu, men vil der blive i fremtiden. Ingen tvivl om det.
Selve bispevielsen fyldte naturligvis meget. Men også udflugter rundt i området ved Victoriasøen.
Her besøgte vi blandt andet et trommemuseum. Det var et sted, hvor de gamle trommer, og nogle var flere hundrede år, var blevet samlet.
For de gamle trommer splittede samfundet op i små enheder. Hver stamme og således også hver høvding havde hver sin tromme. Og så langt som trommens lyd kunne høres, udstrakte høvdingens magt sig. Trommerne tegnede det traditionelle magtområde. Og hvis man ville have et samlet land med frihed og mulighed for at folk kunne være lige i dette land, så måtte man indsamle trommerne.
Nu havde man heldigvis ikke bare ødelagt dem, men anbragt dem på et museum, for de var jo en del af den fælles historie stadigvæk.
Trommerne stod nu i en særpræget bygning, som i miniformat var kopier i den nærliggende katolske kirke til opbevaring af det indviede brød. Nu var trommernes forskellighed skiftet ud med brødets lighed. En meget tydelig symbolik.
Og det er vel det, Paulus også taler om til romerne; at der ingen forskel er på jøder og grækere, for alle har den samme Herre. Nu samles alt i brød og vinen, der rækkes fra alteret.
Det betyder jo også, at samfundet gøres sekulært. Når vi rejser os fra alteret, gør vi tilbage til det fælles samfund, hvor vi hver især ingen fortrin har frem for hinanden, for vi er ens i verden.
Dette skal siges. Dette skal proklameres. Dette skal prædikes. Og vi prædiker ikke på egen hånd, men sendes ud med bøn og håndspålæggelse, således at vi hele tiden står til ansvar overfor Gud gennem menigheden. Vi prædiker ikke på egen hånd, men på menighedens ansvar.
Det er det, der gøres tydeligt her til ordinationen i dag. At præste- og prædikeembedet er et, I får overdraget til låns. Det er ikke jeres ejendom, men I skal tjene det.
Og vi overdrager det helt på samme måde, som kirken altid har gjort det, helt tilbage fra Paulus’ egen tid: med bøn og håndspålæggelse. Derved sendes I ud til verden med evangeliets ord om frihed, nåde og evigt liv.
Og jeg er helt trygt ved at sende jer ud. I kommer med erfaringer, teologisk viden og evner til at forkynde evangeliet ind i den tid, der nu er vores. At tale til erfaringer og at være nærværende i tiden med Guds ord.
I skal ikke slå på tromme, selv om jeg ikke skal afvise, at det kan være sjovt. Men I skal være som fodtrin, der lyder herligt fordi I bringer godt budskab.
Det herligt lydende fortrin er, hvad Paulus taler om. I skal være nærværende I jeres sogne med trøstens ord, glædens evangelium, hvad enten det er i kirken om søndagen, i konfirmandstuen med en flok gode 13-årige eller på de så væsentlige husbesøg, hvor I en til en kan tale om de store ting i livet. De ting, der ligger os på sinde.
Derfor lyder fortrinene herligt. Fordi budskabet skal samle os, og bæres os videre ud i den verden, Gud har skabt, og vi tror også, at det bærer os ind i den evighed, hvor kun Gud selv råder.
Trommer og fodtrin … det afgørende er det gode budskab. Det ord, vi sammen skal prædike. Og bemærk ordene fra Paulus: Herren er rig nok til alle. Nåden er ikke sat på kvote. I må gerne dele ud af nåden til alle os, der har brug for den. Nådens ord om, at Gud er os nær. At livet kan leves på tilgivelsens vilkår. At verdens inderste hemmelig er Guds kærlighed, der bærer alt, opretholder alt. Vil alt.
Så Guds velsignelse i jeres sogne. Lad ikke trommerne lyde til splittelse og til partidannelse, men lad ordet lyde til frihed, nåde og evigt liv.
Det er opgaven, og nu er den opgave jeres.
Amen
