Salmer: 8-298-486/364-473-324
Kære ordinand – kære præster og menighed.
Det ord, jeg vil lægge dig særlig på sinde i dag, skrives i Johannes’ åbenbaring:
Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!«
Sidste år ved denne tid fik jeg lidt af en overraskelse. Det handler om musik og hitlister. For på den internationale hitliste var førstepladsen besat med et nyt nummer af The Rolling Stones, og andenpladsen var en digital udgivelse af et ukendt nummer af The Beatles. Rolling Stones havde minsandten udgivet et helt nyt album, og af Beatles var der fundet et nummer, som så havde været gennem it-møllen, så både John Lennon og George Harrison kunne synge med i dag.
The Rolling Stones og The Beatles på de øverste pladser på den populærmusikalske hitliste. Man kunne jo være hensat til 1966. Fortiden lever i dag.
Eller rettere: Det er som om, fortiden jager os rundt i manegen. Vi kan ikke komme fri af den. På samme måde oplever vi genindspilninger af film af 80’erne: Star Wars, Indiana Jones og Eddy Murphy går igen, og vi kan simpelthen ikke slippe fri af de fortællinger. Det er som om, vi fortæller de gamle fortællinger igen og igen og ikke fortæller det nye. Filmene bliver ved at køre i ring.
Jeg har tænkt meget over det fænomen, at det er som om, at al populærkultur tilsyneladende blev opfundet i min ungdom. Det er i hvert fald på en underlig måde definerende for dagen i dag.
Men i sommerferien stødte jeg på en engelsk filosof og blogger: Mark Fisher hedder han, og han taler om, at fortiden hjemsøger os, fordi vi har tabt håbet. Vi fortæller, siger han, de samme fortællinger igen og igen fra fortiden, fordi vi ønsker at genetablere det håb, som var i fortiden, og som vi simpelthen ikke kan gribe i dag. Derfor besætter Rolling Stones hitlisten, og Eddy Murphy går igen på Netflix. Fordi vi forsøger at genetablere det håb, vi ikke har i dag.
Fortiden hjemsøger os på en lidt bagvendt måde. Fortiden hjemsøger os, fordi kulturen har tabt håbet. Det er i hvert fald Mark Fishers tese, og jeg må indrømme, at jeg synes, at den har noget for sig: at vi ved at fortælle de gamle historier forsøger at genetablere det håb, der trods var i disse fortællinger. Men nu hjemsøger de os som fortidens spøgelser og ingen kan slippe ud af dem. Det er faktisk lidt håbløst. For håbet mangler det at fortælle nyt.
Og måske er det vitterligt den væsentlige opgave i dag: at tale håbet op. At håbet genrejses i en fortælling om det nye. At håbet opstår af de døde. At Gud gør alting nyt.
Sidste år havde jeg glæden af at være i Afrika, og helt præcist sagt i Kenya, og her besøgte jeg en u-landskalenderskole; altså en af de skoler, som blev mulige at skabe på baggrund af børnenes ulandskalender. Jeg gik selv meget op i det dengang, og derfor var det en personligt stor oplevelse konkret at stå på stedet og se en virkelig skole. De findes!
Men det største var midt i dette tørre og fattige landskab at tale med børnene på stedet og høre, hvilket håb, de kunne udfolde i deres fortælling. Ikke et svævende fantastisk håb; men det levende håb fuld at tro på, at fremtiden kunne blive bedre. Der kunne gøres nyt.
Det kunne vi lære noget af.
For den kristne tror på, at fremtiden er nådefuld. Vi tror på en Gud fuld af nåde. Det giver håb.
Vi kunne jo begynde med at fortælle nye historier i en tro på, at der er et håb. Vi kunne gøre det i lyset af den Gud, som gør alting nyt, og som derfor også kan skabe et lysende håb, hvor vi kun vil tale om skygger fra fortiden.
Så kære Sten –
Det er jo i al sin enkelthed opgaven; at tale håb ind i vores fælles liv. Nyt håb. Håb til forældre, der kommer med et nyfødte barn. Håb til konfirmander med livet foran sig. Håb til to, der elsker hinanden og håb til mennesker, der tager afsked med hinanden. Vi må ikke holde op med at tale om håbet.
Du kender jo selv til livet for eksempel i Afrika og ved også, hvilket håb, der kan vise sig, selv midt i det håbløse. Det kan vi lære af. Vi skal turde fortælle nye historier om den Gud, der gør alting nyt.
Og det skal I gøre i fællesskab menighed og præst. I skal turde at fortælle om verden og livet i lyset af Guds nåde. Kun således kan vi begynder at fortælle livet i håbets nye og livgivende tegn. Som et levende håb. Som Guds opstandelse fra de døde også hos os.
Du har haft en lang vej frem til præstegerningen, og du kommer til den med mange gode livserfaringer og indsigter. Du er ventet i pastoratet med glæde. Sammen skal I fortælle de historier, der gør verden ny og håbet levende. De historier, vi selv er en del af, og som også fortæller vores liv.
For husk altid på, at vi tror på en Gud, der kan gøre alting nyt.
Du og menighederne ønskes al Guds nåde og velsignelse.
Amen
