I år kan vi fejre 175-året for den første grundlov. Den blev til i en europæiske opbrudstid, hvor Europas befolkninger krævede friere forfatninger.
Hos os gik et såkaldt folketog til kongen i marts 1848 for at kræve en fri forfatning, og der er en berømt tegning af dette folketog, der går op gennem Strøget, og i et af husene kan man se Grundtvig stå og kigge ud på menneskemængden.
Han kom selv til at betyde umådeligt meget i tilblivelsen af grundloven, selvom hans frihedstanker ofte var for meget af det gode for det store flertal.
Vi ved fra Grundtvigs optegnelser, at han i første omgang så med forfærdelse på folketoget. Han var selv på det tidspunkt svoren tilhænger af enevælden og kom til at foretage det såkaldte ”akavede vrid” for at blive folkestyre-tilhænger, hvilket han som bekendt bliver med hud og hår.
Men denne optegnelse viser Grundtvigs forskrækkelse, da han blot skriver ”nu slår de en ihjel!”. Det var, hvad han regnede med. Der var revolution. Men hans forudanelser blev heldigvis til skamme, og vores forfatningskamp blev af en fredeligere slags, dog undtagen udbruddet af den første Slesvigske krig i 1848.
Man lagde måske her grunden til det samtalende demokrati, som jeg skal vende tilbage til. Her først lige et blik på en anden kendt person i Grundtvigs samtid, nemlig Søren Kierkegaard.
Han så det samme folketog som Grundtvig. Men Kierkegaard var optaget af forholdet til Gud alene, og hid enkelte skulle helst ikke gå op i mængden. I det hele taget var mængde det værste, Kierkegaard kunne forestille sig, så hans notat er i forhold til Grundtvigs mindre forskrækket, men ikke mindre vildt. Han skriver blot med udsigt til folketoget: ”Udvortes spektakel”. Sådan kan tingene betragtes under hver sin synsvinkel.
Grundloven gav frihed til mange, men bestemt ikke til alle. Og allerede i 1866 kom de første grundlovsindskrænkninger i forskrækkelse over de friheder, man havde givet, og kun den aldrende Grundtvig og den lige så aldrende krigsminister Tscherning protesterede og gik til kongen for at forhindre det. Men i 1903 løsnedes det op med indførelse af parlamentarismen og i 1915 med frihedsrettigheder også omfattende kvinder, der fik stemmeret sammen med fattige og tugthusfanger.
Nu begyndte grundloven at få den form, vi kender i dag, og i 1953 fik vi kvindeligt tronfølge og afskaffelsen af tokammersystemet. Hørups ord om intet over eller ved siden af Folketinget var blevet gennemført.
Nu står vi med en grundlov, som jeg til hver en tid vil tage hatten af for. Det er en solid grundlov, der ikke pinder alting ud, for man får sjældent noget ud af at være for præcis, for så glemmer man helheden. Grundlovens opgave er jo på sin vis at sætte grænser for staten og give plads til en folkelig frihed.
Derfor er grundlovens forudsætning netop samtalen – det samtalende demokrati. Og det hele bygger på begrebet skønsomhed, som gerne må komme mere i ære, end det er for øjeblikket.
For vi har oplevet en mærkværdig hændelse. Den dengang nye regering ville afskaffe en helligdag. Og foråret 2023 blev en kamp om store bededag. Jeg hverken kan eller skal referere dybt om denne hændelse, som jeg var en stor del af, blot sige, at her oplevede jeg det samtalende folkestyre synke i grus for mine øjne.
For man kan sagtens afskaffe en helligdag. De er ikke faldet ned fra himlen. Men det kræver, at staten – regeringen – respekterer samtalen og skønsomheden, og begge dele gik itu. Staten tromlede ind over det folkelige rum og kom endog til at bestemme kirkens forkyndelse.
Staten gjorde sig til en vis grad til kirke, og det værste en stat kan gøre, for frelsens ord skal forkyndes til og med frihed, så ingen tvinges, men staten har – naturligvis – magt. Den magt blev med tvang anvendt til at bestemme folkekirkens forkyndelse og i bredere forstand at definere det folkelige rum, hvilket netop var grundlovens opgave at undgå.
Det er væsentligt at understrege, at grundloven ikke blev brudt. Staten kan det, den gjorde. Men der er ingen tvivl om, at man brød med en grundlovstradition – og netop begrebet ”skønsomhed”. Nu var der kun magten tilbage.
Og det afgørende i spørgsmålet er ikke folkekirken eller helligdagene. Det afgørende er, hvilken stat, vi får øje på, når krudtrøgen fra bededags-kampen har lagt sig. Det er vi slet ikke færdige med at diskutere. Det er mig en stadig gåde, at socialdemokrater kunne se til den knægtelse af det frie arbejdsmarked, og at venstrefolk kunne acceptere denne statslige indgriben i det folkelige rum.
Så spørgsmålet er: hvilket stat får vi øje på nu? Og det er det virkelig en stat, vi vil leve med?
Personligt tror jeg, at mange fik en forskrækkelse over bededags-sagen, ligesom Grundtvig også fik det med synet af folketoget. Og jeg tror, at der vil gå lang tid, før noget sådan sker igen.
Men vi må meget gerne tale om, hvorvidt vi vil acceptere en sådan stat. En stat, der definerer det folkelige rum, bliver til kirke, og som får det samtalende folkestyre til at falme. Den samtale og den diskussion er vi slet ikke færdige med.
Det betyder, at grundloven stadig er levende og i fuld vigør. Den er en afgørende ramme om vores fælles liv og tilværelse, og en ramme, som netop er fyldt med plads og rum. Og derfor kræver grundloven af en stat, der naturligvis har magtbeføjelser, at man hele tiden agerer med skønsomhed. Det er ikke alle ting, der er udfoldet og nævnt. Ofte er det kun rammerne og godt det samme, for jo mere præcis, man bliver i en grundlov, jo mere indsnævrende bliver det.
Men hvis man vil leve med denne brede lov, så kræver det også, at man ikke sætter hårdt mod hårdt, som det er sket i bededagssagen. Så kræver det samtale, skønsomhed og tid til at lytte.
Og det er desværre noget, vor tid har forbløffende lidt af midt i utallige medier og muligheder for at komme til orde. Vi kan ytre os alle steder, hvilket er godt, men i samme grad som muligheden for at ytre sig stiger, i samme grad synes samtalen at blive mindre. Det er som om, at de mange muligheder faktisk får os til at stå og tale i hvert sit rum, hvor ingen rent faktisk hører, hvad den anden siger. Samtalen har trange kår.
Vi må og skal insistere på den fælles samtale. Det er det, vores folkestyre og grundloven bygger på. Det er det, grundlovens fædre erfarede i 1848-49. Det er det, Grundtvig bidrog afgørende med. Det at samtale, og det at lytte. Det er grundlovens egentlige ånd.
Og lad det være mit ønske for denne grundlovsdag og for den 175-årige fødselar: at samtalen må åbnes igen, og vi igen i alle forhold må bringe skønsomhed ind i vores fælles tilværelse igen.
Det nytter ikke noget at sætte hårdt mod hårdt. Vi må ville samtalen. Vi må altid begrænse statens magt. Det er selve grundlovens intention, og den intention kan kun udfoldes i skønsomhed. Som det lyder i sangen ”Som en rejselysten flåde”, og hvor ordet billighed netop er et andet ord for skønsomhed, og som skal være de sidste ord fra mig her i dag:
Hør det! Husk det, alle danske!
Klar og frodig er vor ånd.
