Kære ordinander
Det stykke fra den hellige skrift, som jeg vil lægge jer særlig på sinde denne dag, skrives i første Petersbrev:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares (1.Pet.1,3-7).
Man kan godt til tider finder sig i øjeblikke, hvor man ønsker sig, at man var tilbage i en fjernere tid. En tid, hvor tingene måske var knap så uoverskuelige og knap så ildevarslende.
Det kan også bare være, at man ønsker sig tilbage til en tid, hvor man respekterede hinandens arbejde og ansvarlighed og ikke behøvede at sætte tidsregistrering i sving for at se, om det hele passede.
Der kan være mange grunde. Og kirken kan også henfalde til øjeblikke, hvor man tror, at alt en gang var rosenrødt, og folk gik i kirke, så det var en fryd. Det har vi aldrig gjort.
Men ikke desto mindre, kan vi hurtigt havne der, hvor vi tror, at fortiden var bedre end nu.
Man kan også komme til at ønske sig frem til en fremtid, hvor alle besværligheder er væk, og alle relationer er ubesværede og uden knaster. En slags paradisisk tid, som dog nu snart må oprunde. Det er der dog intet, der tyder på. Vi er stadig besværlige. Vi sætter stadig krav på hinanden ved at leve og ved at være. Vi er en del af hinandens liv.
Men man kan således – også i kirken – falde hen i en fortidsflugt eller fremtidsflugt.
Men hvordan er det nu lige med kirken og fortiden? Er fortiden og historien som sådan ikke blot et vidnesbyrd om, at der før os er blevet forkyndt og troet? Det er jo ikke således, at vi kan hente sandheden frem gennem fortiden. Vi kan vel kun høre vidnesbyrd om menneskers omgang med det troede var sandheden, frem?
Det farligste en kirke kan gøre er at tro, at fortiden er sandheden. At Gud åbenbarer sig i fortiden, og det er den fortid, der skal bringes tilbage.
Men hvis det er således, at når vi kommer til dåb eller til nadver, og vi netop tror, at her åbenbarer Gud sig, så er mødet med Gud aldrig i fortiden, men altid her og nu. Altid der, hvor ordet blevet forkyndt for dig. Ikke abstrakt i tanken, men med krop i dåbens vand og i nadverens brød. Hvis vi glemmer den inkarnerede krop, altså det at Gud bliver menneske, så bliver kristendom til tanke og erindring og til en intellektuel øvelse. Så bliver kristendommen til en ihukommelse af en fortidig begivenhed.
Men kristendom er altid, at det sker nu. Fortidens kirkehistorie fortæller os, at fortidens mennesker i deres nutid har mødt Gud. Nu skal vi møde Gud i vores tid og historie. Og fortælle om det.
Det betyder, og det vil jeg lægge jer to ordinander særligt på sinde: at kirkens bedste tid er altid nu!
Vi er ikke kommet for sent. Vi er ikke kommet for tidligt. Det er nu det sker.
Vel kan der være prøvelser af mange slags, men det er der altid. Korset var vel også en voldsom ting, og også her var Gud til stede. Også der i korset var det kirkens bedste tid.
Vi skal altid huske på, at den tid, hvor vi erfarer Gud lyslevende tilstede i forkyndelse, ved dåben og ved altergangen, det er den bedste tid, og det sker for os. Kirkens bedste tid er derfor altid nu.
Og det nu skal I træde ud i og tale Guds ord. Vi skal ikke bare fyre det af, men I skal tale, som sad I på kirkebænken og skulle mødes af Gud. For I er med. Mødet med Gud er også et møde for jer.
I er to dygtige mennesker og teologer, reflekterede og empatiske. Tak for bispeeksamen i sidste uge. I bliver dygtige præster også. Det er glædeligt, at der er gode folk i stiftet og i folkekirken.
Og vi skal hele tiden fastholde, også selvom arbejdet kan slide, og tingene kan hobe sig for meget op, og det kan det vitterligt, og det skal vi tage alvorligt, så er den bedste tid lige nu.
Foran jer står et nyt kapitel. Der står også gode sogne og pastorater, der er klar til at tage imod jer med erfaring og varme. De mennesker, I møder, skal I lytte til. De kender egnen, og de kender til livet, der leves lige der. Og sorrig og glæde de vandre til hobe.
Sammen skal I med sognet leve det til tider noget besværlige liv, som vi sammen har fået. Leve det sammen i den tro, at den bedste tid er lige nu, for det er nu, at barnet døbes. Det er nu, at brød og vin rækkes. Det er nu, at Herren besøger sit folk.
Så husk midt i hverdagens trummerum og slid, at kirkens bedste tid er allerede nu for jer og for os alle.
Amen
