Jeg ved ikke, hvornår det egentlig gik op for mig, men alligevel husker jeg det som en stor erfaring: at folkekirken er for alle.
Folkekirken er et af de eneste steder i samfundet, hvor vi ikke undersøger medlemskab ved indgangen, men alle er velkomne ved gudstjenester og arrangementer. Enhver kan være med.
Derfor piner det mig også lidt, når folk kan svare - når en spørger, om en anden skal med til for eksempel julegudstjeneste - at de ”ikke er medlem af klubben”, og derfor ikke tager med. Det svar gør netop folkekirken til den klub, som folkekirken ikke er. Du er også med. Det er hele pointen.
For Jesus er, som han også selv tydeligt siger det i dagens evangelium, ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Og det betyder jo netop enhver af os, for ingen af os har jo noget at lade den anden høre, når det kommer til stykket.
Evangeliet til i dag begynder ellers med, at Jesus kalder Levi. Ligesom han har kaldet alle de andre. Kort sagt, så skaber han sig sin kirke ved sit ord.
Det er ikke fordi, de kaldede har særlige evner, eller har særlige indsigter, at de kommer med. De kommer med, fordi Herren taler sit ord, og ved, det skaber kirke. Ved det ord skaber Gud tilhørere, som hører til, fordi de hører ordet.
Alle os her er sikkert meget forskellige, selvom vi har det grundlæggende til fælles at være menneske med de glæder og sorger, der følger med til det. Men ingen af os har jo almene glæder og sorger. Vi har vores glæder og sorger, der skaber vores liv og som tegner vores tilværelse. Men tværs igennem den forskellighed, skaber Gud sig tilhørere ved Jesus Kristus, ikke ved deres særpræg, men ved, at de hører ordet.
Således skulle man også have et sted her i Lindholm for 90 år siden, for at høre ordet. En kreds af mennesker fik samlet midlerne sammen og fik rejst den smukke kirke, som vi i dag er i, og som virkelig betyder noget både i Aalborg stift, og i Aalborgs nærområde. Her er kirke. Her er døren åben for enhver.
Tiden er gået, og byens udvikling også, og her i kirken har mennesket hørt til ved at høre ordet, og har taget det til sig på hver deres måde og taget det med til deres hverdag igen. Og det er jo hele pointen med at gå i kirke: at vi skal ud igen. Tilbage til hverdagslivet med det befriende ord i ørene om, at du hører med – også dig.
Tværs gennem alle vores forskelligheder, og tværs gennem alle vores egne erfaringer, der lyder ordet ”følg mig”. Der er ingen tvang. Der er ingen undertrykkelse. Der er kun det frie ord, der høres i frihed. Det er sand kirke.
Og derfor kan brudesvendene ikke faste. Der skal festes, som det også gøres i dag. For kirkens herre er jo sandt til stede i sit ord, der taler frihed og glæde til os alle, måske også midt i den hverdag, som kan være både tung og smertefuld. Også der må Herrens ord være en glæde og en fest.
Her i dag er det en glædes fest, både for kirkens fødselsdag og for alt det gode arbejde, der sker her. Samtidig er det høstgudstjeneste, og det er netop en tjeneste, som handler om tak både for alt det, som Gud skænker os på dagen og vejen, men også her i dag en tak for at alt det, Gud har skænket gennem den kirke, som blev rejst for 90 år siden.
Nu ligger den her, virksom og som et synligt vidnesbyrd om, at her hældes der hele tiden ny vin på nye sække.
For det er jo det, det hele handler om; også i dag og i dagens evangelium. Det nye, der kommer med ordet. For her fejrer vi ikke fortidens bedrifter, men glæder os over, at mennesker før os ønsker at se ind i fremtiden ved at bygge en kirke. At se ind i det nye, som er hele kristendommens kerne: alt kan altid blive nyt - igen.
Det kan blive nyt for dig og for mig. Det kan blive nyt for den, der pines af sygdom og sorg. Det kan blive nyt for den, der går i stå. Det kan blive nyt for den, der farer vild i opgaver. For vi tror på en Gud, der gør alting nyt. Det er simpelthen den nye vin: at vi altid lever i håbet. Kirken er et håbshus.
Det var jo derfor, de byggede den: for at tale om håbet til enhver. For at enhver, som hører det, hører med. Håbet rummer os alle.
Det er jo den opgave, vi skal tage på os. Også vi skal være en del af den opgave: at tale om håbet til alle. At tale om det nye midt iblandt os. Vi trænger næsten mere end nogen sinde til at tale om håbet. Til at tro håbet.
Og håbet er det nye, der siges: håbet om, at Guds fremtid er os nådig. At vi også er med i den fremtid uanset, hvordan vi nu får vores liv tilrettelagt. Du er med i det ord, der tales. Et ord fuld af glæde, frihed og håb. Ordet, der skaber kirke her og der, og som også gør det hos os nu.
For vi hører til alene ved at høre ordet.
Amen
