Beretningen om de hellige tre konger, som vi netop har hørt fra alteret, er kendt og elsket. Det er et eksempel på en bibelsk fortælling, der virkelig får sit eget liv også uden for teksten.
For vi ved jo, at der er tre konger, selvom der intet står om det. Det lyder blot, at der er nogle vise mænd, der faktisk heller ikke betegnes som konger. Men de har dog tre gaver med – guld, røgelse og myrra – og derfor har eftertiden fortalt historien som om, der var tre, og de er blevet til konger. Og navne har de også fået, og i dag er de begravet i domkirken i Køln under et fornemt skrin, og hvad ved jeg.
De gode historier, og de gribende fortællinger får os til at fortælle videre. Det er afgørende. At fortællingen griber os, og vi selv ser os som en del af den og selv fortæller videre om, hvad der skete. Vi kender det fra børn, der ser en spændende film på skærmen, og straks den er slut, så fortsætter handlingen uden på græsplænen med udklædning, sværd og skjold.
Sådan er gode fortællinger, og sådan er også fortællingen om ja, de hellige tre konger.
Men der er også noget andet på færde i dagens evangelium, som vel nok i en dybere forstand siger noget om den kultur - og det land - vi lever i.
For vi hører så fortællende om, at de vise mænd har set en stjerne gå op, og de følger den til Jerusalem, for der må være født en stor konge. Og efter at have talt med Herodes, så finder de barnet i krybben i Betlehem.
I julen kom Jesus til verden. Nu kommer verden til ham. Nu lukkes julen op. Det sker ved beretningen om de hellige tre konger. Tiden efter hellig tre konger åbner julen for verden.
Men læg mærke til noget andet. Kongers blik er rettet mod stjernen, der viser dem vej. De ser mod himlen. Men fortællingen ender et andet sted.
Der står: de gik hjem ad en anden vej. Ved mødet med barnet i krybben har de sluppet de esoteriske, ja religiøse vejvisere. Nu er verden blev sekulær. Nu er verden blevet til verden. Nu kan verden mødes.
Og det er lige præcis kristendommens civilisatoriske kraft: at barnet i krybben er alt, hvad der skal til, og derfor bliver verden til verden, som vi kan leve i, også behandle videnskabeligt og forhåbentlig tage vare på.
Kristendommen har en sekulariserende effekt på verden, som vi kommer til at leve i. Vi behøver ikke klæde os religiøst eller spise religiøst. Livet gives frit under kærlighedens ansvar.
Derfor er en af folkekirkens opgaver - én af dem, for der er flere, men dog en væsentlig opgave: at holde det sekulære samfund åbent.
Hele tiden at prædike mod strømninger, der ønsker at gøre holdninger, institutioner, anskuelser absolutte, og derved også hele tiden at åbne for friheden blandt mennesker. Det er en af de væsentlige opgaver. For kongerne vendte hjem ad en anden vej.
Før mødet med barnet var deres blik rettet tydende mod himlen. Nu er deres blik rettet levende mod verden. Som Grundtvig skriver det i den salme, vi skal synge om lidt: ”som han os lod åbenbare/til at lyse for vor fod”. Barnet bliver til stjernen, der åbner verden for os. Og stjernen forsvinder, eller rettere: den bliver til et astronomisk objekt og ikke til et astrologisk objekt. For Gud mødes i barnet i krybben og ikke i tydningen af verden. Verden bliver sekulær, og vi sendes ud i den med Guds fordring om at elske, som vi selv er elsket.
Og derfor trives den kristne kirke med en tydelig, robust og sekular stat og offentlighed.
Og i den sammenhæng kan vi måske nogle gange tro, at vi er på egen hånd, når vi, som de vise mænd, går hjem af en anden vej. Men her skal vi huske på, at vi altid er udgået fra barnet i krybben, fra Julenats dybe evangelium, der sender os ud i verden med kravet om at elske, som vi selv er elsket. Og når vi rammer ved siden af skiven, og kærligheden forfejler sit mål, så skal vi vende tilbage til barnet, som ligger der for vor skyld. For os alene. For at møde os med tilgivelse og nåde, når vi nu ikke selv kan udfolde det.
Således folder fortællingen om De vise mænd fra Østerland sig ud. Ikke kun og alene i en plastisk fortælling, som vi selv kan bygge videre på, men også i en fortælling, der får betydning for vores land og virke også i dag. At vi ikke skal se på hinanden gennem religiøse tydninger, men se på hinanden som det menneske, Gud har skabt, og som alene ved at være har krav på ansvar, tilgivelse og frihed.
Således tog de vise mænd hjem ad en anden vej, og det må også ske for os, når vi går ud i verden her i 2025. Vi går ud for at spejle barnet i Betlehem. På bedste beskub. I tilliden til Guds nåde og tilgivelse, for den har vi brug for – i hverdag og i den fremtid, kun Gud kender. Og derfor kan vi faktisk med dybeste grund ønske hinanden et godt nytår.
Amen
