Kære Niels
Det ord jeg vil lægge dig særligt på sinde i dag, skrives af apostlen Paulus i sit andet brev til Korinterne:
”Så sandt Gud er trofast, er vor tale til jer ikke både ja og nej! For Guds søn, Jesus Kristus, som vi – jeg og Silvanus og Timotheus – har prædiket hos jer, var ikke både ja og nej, men i ham er der kun sagt ja; for alle Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også ved ham vort amen, Gud til ære. Og den, som knytter både os og jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, der også beseglede os og gav os Ånden som pant i vore hjerter.
Jeg kalder Gud til vidne og sværger ved mit liv: Det var for at skåne jer, at jeg alligevel ikke kom til Korinth. Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde; I står jo allerede i troen”.
--
Der er et udtryk, jeg har grundet over i den seneste tid. Spekuleret over. Et udtryk som er dukket op både i dagens debat og sågar i et lovforslag, der for tiden er i høring. Det er udtrykket ”religiøs leder”.
Det dukker op særligt i forbindelse med krænkelsessager, hvor det udtrykkes, at religiøse ledere
ikke må groft misbruge deres position. Ja, det skulle da lige passe, får man lyst til at udbryde, for man skal opføre sig elementært ordentlig, og ikke misbruge den magt, man har fået til låns. Den magt, man er blevet betroet. Det er ganske afgørende at vi – også i folkekirken – møder hinanden med et tillidsforhold, hvor vi kan være i rum hvor en åben samtale kan føres.
Men i den forbindelse taler man så om ”religiøse ledere”. Og jeg kommer til at tænke over om sognepræsten i en evangelisk-lutherske kirke egentlig i ordets rette forstand er en religiøs leder?
For grundlæggende er vi alle præster – krøbet ud af dåben – som det udtrykkes, og enkelte af os har så fået den opgave at forkynde evangeliet i menigheden og forvalte sakramenterne. Det gør os ikke til religiøse ledere. Det gør os til forvaltere, som Paulus udtrykker det andetsteds. Det gør os til medarbejdere på hinandens glæde for vi står jo allerede i troen, som Paulus udtrykker det i det, vi lige har hørt.
Den evangelisk-lutherske sognepræst er derved en af menigheden og bor i menighedens lokalsamfund. Han eller hun tager del i det lokale liv i sportsklub, indkøb og fester i sportshallen. Sognepræsten er en del af hverdagen, og det bekymrer mig, hvis sognepræsten trækkes ud af det lokale for at være religiøse leder, for at have et liv, der ikke ligner andres. Det udtryk kolliderer simpelthen med hvad evangeliet er.
Paulus siger det jo meget klart: vi er ikke herre over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde. Vi har arbejde sammen. Vi er på samme niveau når det gælder evangeliet.
Som provst er du leder. Men det er du i kraft af verdslig lov. Ikke i kraft af evangeliet. Som provst skal du lede præsterne på bedste beskub og til fælles glæde, og du skal føre tilsyn med menighederne og økonomien. Her er du leder efter verdslige regler og i verdslige forhold. Og som bærer af et embede, skal du opfylde de krav og forventning, der følger med embedet. Her har du pligter og beføjelser. Men religiøs leder …? Nej, det handler det ikke om.
For i religiøs henseende er vi medarbejdere på hinandens glæde for vi står allerede i troen. Der skal du som sognepræst forkynde evangeliet til trøst og opmuntring, og du skal forvalte herrens indstiftede sakramenter.
Så spørgsmålet er, om ordet "religiøs leder" ikke kortslutter den evangelisk-lutherske præsteforståelse, der ikke er at sidestille med andre ledere eller mere verdslige forståelser som psykologer og lignende? Sognepræsten er ikke en timebetalt terapeut. Sognepræsten er en af sognet og lokalsamfundet. Og ikke hævet ud af det. Det er det, der gør hele forskellen.
Den lutherske præst er en del af verden og lever i den på godt og ondt. Men er derved også altid underlagt verdslig lov på enhver måde.
Kære Niels
Du skal nu virke som provst i Hjørring Sdr. Provsti. Med din erfaring og teologisk indsigt er jeg helt tryg ved det. Jeg ved, du vil lytte til præsterne og menighedsrådene i provstiet og derved forsøge at vejlede dem på bedste måde.
Vi er i en tid, hvor vi har behov for at tage embedet på os. Det gælder både præster, provster … og biskopper. For at kunne forvalte vores opgave ret, er vi også nødt til at være embedsdelen bevidst, også det, at vi aldrig er undtaget verdslig lov. For evangeliet er ikke en ny eller en anden lov. Det er nåde og tilgivelse. Det er det, der skal forkyndes: at alt har fået sit ja i Kristus.
I mødet med evangeliet i ord og sakramenter, møder vi Guds ja til os. Det er ikke en lov, men en tilsigelse om at være Guds ubetinget.
Det skal præsten i menighedens midte forkynde. Guds ja i Jesus Kristus. Provsten skal tilse, at der er ordentlige ramme til at gøre det i. Rammer ,der er yderst verdslige, men ikke desto mindre nødvendige.
Så tak for at du tager provsteembedet på dig.
Det skal forvaltes. Og præsteembedet skal også forvaltes. Her skal forkyndes Guds ja i Kristus. Ubetinget – intet andet.
Amen.
Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen
