Fortsæt til hovedindholdet
Prædikener og taler
Prædiken ved stiftspræstemøde 2022

Prædiken ved stiftspræstemøde 2022

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussens prædiken ved gudstjeneste i Frederikshavn Kirke i anledning af stiftspræstemøde 14. juni 2022.

Salmer: 4-291/441-473-7

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. (Mark. 10-13-16)

 

Hvis man skulle unde sig en gode læseoplevelse, så skulle man læse den engelske historiker Mary Beards bog om Roms historie. Den hedder selvfølgelig SPQR, log følger byen Rom gennem den tidligste spinkle tid frem til dens storhedstid, hvor den er en supermagt i antikken.

Mary Beard skriver medrivende og klart, og man fornemmer på enhver måde, hvorledes det var at være romersk borger i den meget store by omkring år nul.

En by og et samfund med en imponerede infrastruktur. Med en vilje til at være noget i verden. Men også med et hierarki, der i høj gad var bygget på vold og mangle på respekt for den enkelte.

For det var et samfund baseret på merit. Hvis man ikke på den ene eller anden måde havde meriteret sig, også gennem det kendte klint og patron-samfund, så havde man ikke en plads. Pladsen i samfundet blev ikke givet. Den skulle man i høj grad kæmpe sig til, men mindre man var født ind i toppen af samfundspyramiden.

Så der blev kæmpet om pladsen både i form af regulær vold, men også i form af mere eller mindre lyssky aftaler. Nederst i denne pyramide var slaver og trælle, som man kunne behandle som man nu ville, og allernederst fandt man spædbarnet, som blev behandlet efter forgodtbefindende. Mary Beard har nogle gribende beretninger om den vold om kynisme, der omgiver spædbarnet. Det var uden værdi og uden betydning i sig selv. Kun hvad det eventuelt kunne blive havde værdi.

Men midt i denne samfundspyramide dukker så en lille gruppe kristne op. Og jeg tror ikke vi gør os nogle forestillinger om, hvor provokerende, ja samfundsomvæltende, deres udsagn var, for de sagde, at vi alle skulle blive som små børn på ny.

Evangeliet, som vi netop har hørt, har været læsning ved den kristne dåb så lang tid tilbage vi kan spore. Markus 10 er kernelæsningen helt tilbage til oldkirken.

Og vi har hørt denne læsning så tit. Vi har hørt den så ofte. Vi har hørt den så tit, at vi måske slet ikke opdager, hvor sprængfuld den er.

Men for en borger i det romerske rige har den været det rene dynamit.

For denne lille tekst. Disse få ord, og ikke mindst var de bærer i sig, er et nyt samfund. Det er et samfund, hvor selv spædbarnet har værdi og hvor vi ikke skal skaffe os værdi. Hvor vi ikke døbes til vor herres navn. Men dåbs i hvor herres navn. Du er med.

Og det fantastiske er, at denne læsning er den afgørende læsning ved den kristne dåb helt tilbage til den første tid. Midt i det meriterende romerske samfund, skulle vi alle blive som børn på ny og modtage Guds rige, som et lille barn.

Vi har hørt læsningen tit, og opdager måske ikke hvilken kraft, der er i ordene. De peger på, at alt er af nåde. Alt skænkes dig som et lille barn. Og at Gud er at sammenligne ikke med en mægtig fyrste, men som en fader, der tager sig af sine små.

Forkyndelsen første opgave er at pege på den overvindelse af synd, død og djævel, der ligger i Jesu gerning. Det er at skænke os et evighedshåb. Et håb, vi kan leve på, også når livet som vi kender det, ikke mere er.

Et håb om Guds rige, der rækker ud over dødens vold.

Og forkyndelsens afledte effekt er at gøre os til ansvarlige individer, der går ud i verden og gør vores gerning stolende på Guds nåde. At vi tør at vove liv, kærligheden og hinanden, fordi vi stoler og tror på, at hvis vi rammer ved siden af skiven, så lever vi under Guds nåde.

Og det er netop det forunderlige: at talen om at være som børn på ny, gør os ansvarlige. Barneforholdet til Gud gør os ansvarlige i verden. For vi tør stolende på faderens nåde i Jesus Kristus gå vores skud, og skal ikke tænke på at bidrage til frelsen eller på at skulle meritere sig. Du er grebet. Hvor barneforholdet forsvinder, der skal vi til at meritere os, og det giver kun korruption, uansvarlighed, og hårde samfund. Det giver samfund, som næsten ikke kan leves i. Således er dåben med at gøre vores samfund menneskelige og til at være i.

Således rummer denne lille læsning fra Markus 10 hele kristendommen i sin kerne. Det er den læsning, de først kristne valgte som læsning ved hver en dåb. Og det er således den læsning, der står som fortegn foran enhver kristen og således også den kristne kirke.

Når verden truer, som disciplene gjorde det, fordi man bevæger sig fordi verdens hierarki, så blev vor Herre vred, og lod de små børn komme til sig og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Det er rent sprængstof, og det er derfor evangelium. Evangeliet om, at vi tror på en Gud, der ser os som børn. Ser os som Guds børn. Ser os som den, der hører med af ren nåde. Du er med, du er min.

Det er trøst. Det er vor Herres eget ord. Det er evangelium.

Amen