Frederikshavn Kirke den 24. aug. 2002 kl.16.00
Salmer: 8-292/489-473-337; Mark. 2,1-12
Jeg tror alle, vi kender den berømte historie om feltpræsten Erik Møller og hans gerning under den første Slesvigske krig. Og hvis man nu ikke skulle have læst hans erindringer, så har man dem glædeligt til gode. Det er altid godt at have noget til gode.
Han fortæller om hvorledes, at han medvirker som feltpræst ved Slaget ved Isted og her gjorde en fantastisk indsats blandt soldaterne der. Han var præst for dem. Han var forkynder af evangeliet. Den berømte historie er den, at han midt under slaget på slagmarken blev mødt af en skrigende, såret soldat, og her udbrød til soldaten: ”hvad skriger du for? Du har jo dine syndernes nådelige forladelse”.
Det sætter - må man sige - tingene lidt i perspektiv. Den sårede soldats smerte er tilsyneladende for intet at regne for den gave syndernes forladelse er.
Man kan bestemt ikke nægte, at der ligger en solid forkyndelse i historien, men sandelig også en del kynisme. Soldatens smerter og derved hans jordiske liv ignoreres aldeles. Der er simpelthen ikke sammenhæng mellem hans liv her og hans liv hisset. Det falder i to dele.
Og det bør ikke ske. Det bør være sammenhæng. Det skal der være. Og det er der også i beretningen om den lamme, der sænkes ned gennem taget til Jesus. Det er omtrent den samme beretning om en fysisk ramt, der møder ordet om syndernes forladelse. Men forskellen på Jesus og feltpræsten er, at Jesus med ordene anerkender ham som fuldt menneske. På trods af hans sygdom anerkendes han som fuldt ud menneske, hvilket betyder, at han er ramt af synden på samme måde som alle andre.
Han tilsiges syndernes forladelse, og først da det skete anfægtes af de skriftkloge, griber Jesus til helbredelse.
Syndernes forladelse først og dernæst legemlig helbredelse. Så på sin vis er handlingen en parallel til begivenheden ved Slaget ved Isted, og på sin vis ikke. For Jesus gør ham i ordene lige med os andre. Det er det afgørende. Han drages ind i samme erfaring som os andre. Soldatens erfaring tages ikke alvorligt. Det er forskellen.
Men det afgørende her er, at det er syndens virkelighed, der skaber menneskelige fællesskaber.
Det afgørende er ordene: dine synder er dig forladt.
Denne tilsigelse ved ordene. Denne tilsigelse af ordet. Herved får vi også fællesskab med Gud.
For tiden er der en debat om netop tilsigelsen. Det anfægtes af en gruppe præster og teologer, at tilsigelsen er afgørende. Tilsigelsen er er under pres, for tilsigelsen er udtryk for at mennesket ikke selv kan bidrage til frelse, men må leve af Guds nåde alene.
For tilsigelse er ikke nødvendig, når vi ved, at Gud er kærlighed. Det ved vi gennem korset, siges det, og derved er alt gjort. Hvorfor skal man tilsiges noget man ved i forvejen, lyder det. Og vi ved jo, at Gud er kærlighed og vi ved jo, at Gud elsker alle. Så synes tilsigelse at blive overflødig.
Og Gud er vitterlig kærlighed og Guds kærlighed ej grænser ved, som vi omtrent synger. Men spørgsmålet om denne viden er nok? Spørgsmålet om denne indsigt er det afgørende, når alt brænder på?
Prøv at forstille jer et kærestepar, hvor den ene part pludselig komme i tvivl om den andens kærlighed. Prøv at forestille jer den anfægtelse, der skal til og som opstår hos den ene.
Og denne henvender sig til anden og siger: elsker du mig? Og den anden svarer: du ved da at jeg er kærlighed, og at jeg elsker alle.
Det er måske ikke lige det svar man ønsker at få.
Jeg behøver ikke at få at vide, at du elsker alle fordi du er selve kærligheden. Men jeg skal vide om du elsker mig.
Jeg elsker dig.
Det er de ord, den fortvivlede har brug for at høre. Det er de tilsagte ord kæresteparret kommer videre på.
Jeg elsker dig.
Det skal tilsiges. Det skal tilsiges til os. Det skal pege lige mod os. Ellers er det abstraktion og ligegyldighed. Ellers er det spekulation. Det skal tilsiges for at være levende. Det skal tilsiges for at være mit. Det skal tilsiges for at være konkret. Det skal tilsiges for at det er fylde i mit liv.
For at sige, at Gud er kærlighed, er teologi, men at sige Gud elsker dig, det er forkyndelse. Det er her tingene spidser til. Det er her, de betyder noget. Derfor er helt centrale i vores kristne tro ordet om tilsigelse – dine synder er dig forladt – du er med – jeg elsker dig trods alt.
Det skal simpelthen tilsiges, og der hvor tilsigelsen forsvinder eller ophæves, forsvinder nåden, for da skal man enten på egen hånd udlede Guds nåde ud af ordene om, at Gud er kærlighed, eller man skal til at bidrage frelsen. Det er både intellektuelt og fysisk nedbrydende. Det er fortænkt og ikke en måde at være på. For vi lever altså ikke af teologi, med af ordet alene, der rammer os på utallige måder, men altid med ordene: du er med.
Ordet skal tilsiges. På slagmarken blev det absurd til spekulation. Det blev tilsagt stilfærdigt og mere erfaringsnært i det tætpakkede hus i Kapernaum. Og det blev dig tilsagt ved døbefonten og vedvarende tilsiges det også ved gudstjenesten og velsignelse.
Det er ordet om, at du hører til. Du er med. Trods alt.
Da Martin Luther skrev sin første kirkesalme, der blev den evangeliske kirkes programsalme: ”af dybsens nød”, der indlejrede han i salmen de ord, som vi vil slutte med i dag og som peger på hele forholdet:
Derfor på Gud og ej på mig
jeg alt mit håb vil bygge,
mit hjerte skal husvale sig
udi hans nådes skygge;
den blev mig tilsagt ved hans ord,
det er min trøst, på det jeg tror,
deri mig intet rokker.
Amen
