Festdag d. 28.april 2023, kl.10.00
Salmer: 754-289-441-717
Tekster: Gal. 3,23-29 & Matt. 15,1-11
For en del år siden fik jeg fortalt en ganske tankevækkende historie af et menneske, der havde gennemlevet en ganske træls skilsmisse.
Det havde været en voldsom skilsmisse, der egentlig havde stået på i flere år inden der var nogen af de to, der tog konsekvensen af det dysfunktionelle forhold, og fik forholdet opløst. Derfor havde de gennem årene pådraget hinanden meget ondt med svigt og deslige. Årene havde sat sig spor.
For erfaringer går ikke sporløst hen over et menneske, og det var heller ikke gået sporløst hen over det menneske, jeg talte med. Vedkommende havde følt sig ussel og som et dårligt menneske. De mange svigt havde også formet selvbilledet og selvforståelsen, og vedkommende havde ingen forestillingerne om at kunne være i et nyt forhold, for det var man bare for ringe til. For ødelagt.
Sådan slået til jorden havde vedkommende så mødt en præst. Præsten havde i en samtale gjort det klart, at det ikke var det mennesker er, der bestemmer et menneske, men det, mennesket gør, og det vi gør, afhænger af vores relationer, af vores forhold. Forholdet havde været så forkrøblet, at det havde givet sig udslag i dårlige beslutninger og dispositioner.
Det var forholdet, der havde forkrøblet livet, og ikke det enkelte menneskes natur. Det handlede – for at tale højstemt – ikke om substansen, men om relationen.
Og hvis det ikke handler om en uforanderlig menneskelige natur, så var det håb for den skilte. Så kunne der jo genoprettes en ny relation, et nyt forhold, der kunne gøre livet nyt og vedkommende kunne uden skade indgå i et nyt forhold, der kunne blive godt.
Skylden – og lad os bare bruge traditionens sprog og kalde det synd – sad i relationen og ikke i hvad et menneske uforandret er. Derfor kunne livet også blive nyt, for relationen kunne fornyes. Relationen kunne blive anderledes. Relationen kunne blive ny.
Det var det de gamle kaldte omvendelse: at få en ny relation, der ikke var farvet af synd, men af tro.
Denne historie siger også noget om hvad et præsteembede er. Præsteembedet bestemmes i en evangelisk-luthersk kirke af forholdet. Forholdet til mennesker og forholdet til Gud. Det bestemmes ikke af embedsindehaverens substans, altså for eksempel af kønnet.
Forholdet kalder vi forkyndelsen. Det er det, der bestemmer et præsteembede. Forkyndelsen af syndernes forladelse, og derved hele tiden muligheden
for at kunne få en ny relation. Troen på at alt kan gøres nyt.
Og hvis præsteembedet, som alt andet i en luthersk kirke, bestemmes relationelt, så er kønnet ikke et spørgsmål. Så kan både kvinde som mænd være præster i kirken, for det handler ikke om substansen, men om relationen.
Det var det man stille og roligt opdagede i begyndelsen af det tyvende århundrede. Her kan man sige, at tidsånden var ved at komme på højde med evangeliet, hvilket til tider faktisk kan ske.
Allerede ved indførslen af ligestillingsloven omkring 1920 blev Det teologiske Fakultet i København spurgt om muligheden for kvindelige præster. Det skal siges til fakultetets ros, for det var på daværende tidspunkt et meget konservativt fakultet, at det udtalte, at der ikke var noget teologisk til at hindre kvinder som præster, de ville dog bare ikke anbefale det …
Men der blev presse på fra forskellige kredse og i det grundtvigske kredse blev de første kvinder allerede ordineret i 1930’erne, men officielt skete det første i 1948. For 75 år siden.
Således kan tidsånden komme på højde med evangeliet, og i dag kan vi glæde os over utallige dygtige og vedkommende præster i folkekirken.
Og det er selvfølgelig også et kvindespørgsmål. Det er også et spørgsmål om kvindernes kamp for frihed og selvstændighed. Selvfølgelig. Og det er også et menighedsspørgsmål. Det handler også om menighedernes ret til at kalde den præst, der passer hos dem, uanset køn.
Men kvinder som præster peger også på noget tredje. Noget fundamentalt i vores kristne tro: at vi bestemmes af vores relationer, der er helt uafhængig af køn, race og lignende. Det afgørende ligger i forholdet. I relationen.
For evangeliet kan forkyndes ret og sakramenterne kan forvaltes uden skelnen til embedets køn, farve eller race. Det handler kun om forholdet til Gud, som kan ske helt på tværs af dette. Og fordi det handler om forholdet, så kan vi for alvor tale om syndernes forladelse, for da kan vores ituslåede forhold og dårlige relationer altid gøres nye. Da tror vi på en Gud, der gør alting nyt.
Det er også det præstembedet, som er for både kvinder som for mænd, peger på: at vi ikke er isolerede individer, men at det afgørende ligger i forholdet. I forholdet til os selv, i forholdet til hinanden og verden. I forholdet til Gud.
Der er det afgørende. I forholdet. Luther kaldte det coram-relationer, og med det sprængte han en hierarkisk organisation i luften. For det ligger i forholdet. Og det kan gøres nyt. Altid. Det er det der er det afgørende: at Gud gør alting nyt. Vi kan sagtens finde os selv i dårlige forhold og slette relationer, men vi tror på en Gud, der gør alting nyt.
Amen
