Det havde været verdenslitteratur, hvis ikke det var skrevet på dansk

Kronik bragt i Jyllands-Posten 25. december 2025

Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

I danmarkshistorien fylder N.F.S. Grundtvig (1783-1872) meget. Han har sat sit tydelige præg på alt, hvad vi sætter ”folke-” foran: folkeskole, folkekirke, folkehøjskole, folkestyre, og har været langt forud for sin tid; så langt, at vi vel næppe er på omgangshøjde med ham endnu.

I efteråret 1824 udgav han sit omfattende digt ”Nytaars-morgen”, der fremmaner en ny tid væk fra gold rationalisme, og foregriber her tanken om det levende ord. Man har sagt, at hvis dette digt havde været skrevet på et europæisk hovedsprog, så ville det være et hovedværk i verdenslitteraturen.

Samme efterår fik han og hustruen Lise deres anden søn, Svend; den første søn, Johan, var to år og således med Grundtvigs egne ord »puslinger har i hver en vrå«. Grundtvig havde siden 1822 været kapellan ved Vor Frelses Kirke på Christianshavn og var allerede et kendt navn i litterære kredse. I 1810 havde han fået sin kristelige omvendelse efter en stor krise, og nu satte han Bibelen og Skriften i centrum, hvilket også fandt udtryk i salmen netop fra 1810 ”Dejlig er den himmelblå”, hvor det Guds åbenbarede ord skal lyse for vor fod.

Men noget var i gære i disse år, og det finder udtryk i den salme, som han præsenterer for menigheden på Christianshavn julemorgen 1824. Det er en af de mest elskede julesalmer ”Velkommen igen, Guds engle små”. Salmen blev tidligere dateret til 1825, men grundtvigforskeren Kaj Thaning fandt ud af, at den rettelig var fra 1824, og sådan er den også anført i Den Danske Salmebog. Således bliver salmen 200 år i disse dage.

Som barn havde jeg et kassettebånd med musik fra julekalenderen ”Jul i Gammelby”, hvor Ove Sprogøe og Karen Lykkehus sang forskellige sange og salmer. Det var jeg glad for, og det var festligt, men når alt var slukket, var det nu ”Velkommen igen, Guds engle små”, der stod tilbage. Det var noget i den salme, også for et barn, der kaldte på dybere strenge.

Umiddelbart lyder salmen af vinter, juleklang, forventning og opfyldelse. Den klinger af dansk jul. Men ved nærmere eftersyn peger den fremad. Det sker ikke endnu. Og i ordene om den klingrende frost og Jordens skyggedale finder vi ikke kun et vinter- og julemørkt land, men et land, der lagt i rationalismens snærende bånd. Salmen indvarsler et opgør med frihedssnærende bånd.

Den peger på en juleopfyldelse, hvor fornyelsen er mulig, på trods af at kagen er tør, og hytten er lav, for det er jo sket før. Det er sket julenat. Det kan ske igen, at verden bliver til mere, end vi selv gør den til, og at den også kan rumme poesi og levende ord. Ja, at himlens borgeled skal åbnes, som det udtrykkes. Salmen indeholder nok mere romantik, end Grundtvig ville være ved bare året efter.

For denne julesalme er også et forvarsel om det, der skal ske for Grundtvig i 1825. Indtil nu har han lagt bibelskriften til grund for kirken og for troen. Det er kirken, der hviler på skriften, mente han og flere med ham. Men nu forandres det for ham, også i tråd med den fremadskridende bibelkritik, der kan påvise, at Bibelen er et historisk skrift med mange forskellige kilder. Bibelen er sandelig ikke faldet ned fra himlen. Den har historie som alt andet i denne verden.

I efteråret 1825 finder en af de væsentligste begivenheder sted, der kommer til at gøre Grundtvig til den Grundtvig, vi kender. Det finder sted i et sammenstød med professor i teologi H.N. Clausen, som i sensommeren udgiver den over 800 sider store, lærde bog ”Katolicismens og protestantismens kirkeforfatning, lære og ritus”.

Clausen er rationalist og lægger den ved fornuft gennemlyste skrift til grund for kirken. Det er kun de lærde, der kan tyde Skriften, og Grundtvig kommer til at kalde dette for ”Det eksegetiske pavedømme”. Altså at andre bestemmer over fortolkningen.

Men afgørende er det, at den første kirke ikke havde Det nye Testamente. Den første kirke skrev Det nye Testamente. Der var altså en tid, da kirken kunne være uden Skriften. Det er historisk uomtvisteligt.

Så Grundtvig må spørge: Hvad er så kirkens grund? Og svaret kommer i september 1825 i ”Kirkens Gienmæle”. Man skal sikkert bemærke, at det ikke er kirkens gen-skrift, men netop gen-mæle, altså tale. Kirken er ikke en røst fra fortiden begravet i skrift, men et levende ord i nutiden. Det er Grundtvigs ”mageløse opdagelse”, som det er blevet kaldt. At kristendommen nærmest stråler ud af dåb og nadver, hvor vi selv kan se og erfare det.

Grundtvig lægger bekendelse og dåb og nadver til grund for kirken. Og Skriften er fortælling og oplysning om, hvem vi møder i dåb og nadver. Derved kan Skriften sagtens tåle historisk kritik, for det er ikke Bibelen, der er grundlaget. Skriften er menneskers forsøg på at tale om det største. Grundlaget er barnet, der døbes, brød og vin, der rækkes, og menighedens bekendelse dertil. Kirken er derved altid nutid. Og de historiske spor er netop kun historiske nedslag af en kirke, der udtrykker sig i tiden, og kort sagt: Det er ikke kirken, der gør ordene sande. Det er ordene, der gør kirken sand. Kirken som institution er sandelig ikke ufejlbarlig.

Det er måske dette syn på bibel og kirke, der gør, at for eksempel ateisternes kritik i vore dage føles så underligt uvedkommende. Ofte trækker de jo på en amerikansk inspireret religionskritik, hvor Bibelen er grundlaget. Ateisterne forekommer også derfor ofte meget fundamentalistiske og en del ude af kontekst. 

For Grundtvig og med hans arv står kirken ikke på Bibelen, men Bibelen ligger på alteret. Og kirken er altid nutid. Det er nu det sker. Det er nu, at ordet er levende. Derved er kristendom heller ikke religiøs lov. Kristendom er hele tiden et nådesord i den samtid, der med Søren Kierkegaards ord spræller sig træt i mulighed.

Det er den indsigt, Grundtvig når frem til i 1825, og som måske slet ikke har bundfældet sig endnu. Der er et glimt af den i ”Velkommen igen, Guds engle små”. I vers fem lyder det: »Så drømme de sødt om Betlehem/og er det end forblommet/de drømme dog sandt om barnets hjem/som lå i krybberummet.«

Det er muligt, at tingene ikke lige er foregået som de beskrives i juleevangeliet. Der var trods alt ikke rapporterende liverapporter til stede. Bibelen kan sagtens rationelt, historisk ramme ved siden af skiven, så det bliver noget forblommet snak. Men på trods af det, så drømme de sandt om Jesus-barnet i krybben. Der kan godt tales sandt i poesien. Det er en af de ting, som vi har svært ved også i dag. Der kan tales sandhed på en anden måde end den rent rationalistiske.

Når to mennesker elsker hinanden, så kan den sandheden ikke rationelt og objektivt efterprøves. Den kan kun erfares. Det er det, Grundtvig peger på, når han taler om dåbens og nadverens tilgivende ord. Om kirken som altid nutid.

Grundtvigs smukke salme fra julemorgen 1824 skal også synges i år. Også i år skal vi følge salmens forhåbning om et større liv. Et liv, der udspringer fra barnet i krybberummet. I salmens vers syv åbnes denne verden, og engle går op og ned ad selve salmens tonestige. Liv, salme og tone blandes.

Det hele sker nu eller rettere i et ”da”, for det peger salmen på: en tid, da Himlens borgeled åbnes. Der slukkes julesorgen, som vi endnu må leve i, fordi vi lever her i den klingrende frost, som er den golde fornufts lukkede rum. Den klingrende frost i vers et modsvares af den klingrende juleklokke i vers seks. Der er mere at sige, end vi alene kan sige.

Juleklokken kimer med dybere klange end den frosne verden. Og derfor kan vi for alvor ønske hinanden en glædelig jul.