Et betydningsfuldt jubilæum

Af Thomas Reinholdt Rasmussen, Biskop Aalborg

Læs indlægget hos Det Nordjyske Mediehus

I år i august måned er det 90 år siden, det såkaldte Fanø-møde blev afholdt. Mødet var et kirkeligt-teologisk møde, som fik situationen fra Tyskland i 1930’erne til at forplante sig til Danmark og få verdenshistorisk betydning.

I begyndelsen af 1933 havde Adolf Hitler grebet magten i Tyskland, og hurtigt efter udstedte han bestemmelse for den katolske kirke og ligeledes for de store protestantiske kirkesamfund. De skulle anerkende fører-princippet også i kirken.

Således gjorde det nazistiske Tyskland det, som senere også det sovjetiske Rusland skulle gøre: som noget af det første at få greb om kirken og de teologiske fakulteter, for de vidste, at det var herfra, at kritikken mod det totalitære styre var stærkest og dybeste funderet.

Teologen Karl Barth svarede allerede tidligt i 1933 med ordene om, at man skulle drive teologi og prædike ”som om intet var hændt”, som han udtrykte det, for evangeliet ville altid være et opgør med det nazistiske styre. Hvis man bare forkyndte den kristne tro, så stod man dermed i modsætning til Hitler.

I 1934 dannedes Bekendelseskirken som modtræk til den nazistisk styrede kirke, som blev kaldt Tyske Kristne, og den såkaldte Barmen-erklæring så dagens lys samme år. Heri samledes en del fremtrædende teologer i et opgør med den totale stat, og det kom til udtryk i ordene om, at man kun anerkendte én Herre, og det var således underforstået ikke Hitler. Evangeliet gjorde det absolutte relativt.

Bekendelseskirken oprettede i løbet af 1930’erne præsteembeder og præsteseminarier, og var en torn i øjet på det nazistiske styre, for her blev talt om det enkelte menneskes ansvarlighed og frihed.

Den 22.-24. august 1934 afholdtes så på Fanø et fælleskirkeligt møde mellem danske, franske, engelske og tyske præster og teologer. Biskoppen over Haderslev var vært sammen med den engelske biskop Bell, og det blev intense dage med forelæsninger, samtaler og møder. Det var første gang, at Bekendelseskirken blev hørt internationalt.

Det skete altså på Fanø, og i 1994 blev der ved Fanø Bad rejste en sten til minde om mødet. Her kom den kirkelige Hitler-modstand til udtryk. Her blev det tydeligt, at evangelies forkyndelse og det nazistiske styre stod i modsætning til hinanden. Man kan ikke tolerere en stat, som begynder at ville herske over samvittighederne, og samtidig var arier-paragraffen fra 1933, der forbød jøders ansættelse også i kirkelige embeder, dybt problematisk da den underkendte dåben og dens lighed mellem mennesker, og kun kendte til race.

Bekendelseskirken var egentlig ikke officielt til stede på Fanø, men blev fornemt repræsenteret af den tyske teolog og præst Dietrich Bonhoeffer (1906-45). Bonhoeffer var en stjerne på den kirkelige og akademiske himmel, og havde allerede udgivet flere bøger, hvor blandt andet hans kristologi-forelæsninger i Berlin fra foråret 1933 hører til blandt det tyvende århundredes ubestridte klassikere.

Bonhoeffer, der som udgangspunkt var pacifist, bliver på Fanø spurgt, hvad han selv vil gøre, hvis krigen i Europa bryder ud, og han svarer, at han håber, at Gud vil give ham kraft til ikke at gribe til våben. Han ved godt, at der er forskel på principiel pacifisme og aktivt liv. Karl Barth sagde senere i 30’erne også på et møde netop i Danmark på Nyborg Strand, at han kun kunne sige to ting: ”bede og købe kanoner, hvad der er derimellem, må enhver stå til eget ansvar for”. Mennesket er ansvarligt også i den kamp, der medfører aktive valg.

Bonhoeffer bliver senere aktiv i kampen mod det nazistiske styre, og er her med i kredsen, der prøvede at fjerne Hitler ved attentatet I Wolfsschanze i Østpreussen d. 20.juli 1944. Det slår som bekendt fejl, og Bonhoeffer arresteres sammen med flere andre.

I fængslet skriver han i sine såkaldte fængselsbreve noget af det mest moderne teologi, der er tænkt, og hvor han netop udtrykker, at opgøret med fører-princippet er sekulariserende af samfundet. Kristendom er en sekulariserende kraft. Bonhoeffer henrettes af nazisterne i koncentrationslejren Flossenbürg d. 9.april 1945.

Fanø-mødet bliver dels en tydeliggørelse af, at der er en modstand i Tyskland mod Hitler-styret, dels at Bekendelseskirken gennem mødets resolution får at vide, at de ikke er glemt. At de er set. Det er et udtryk for broderskab og retfærdighed på tværs af nationer og folkeslag.

I dag kan mødet hjælpe også til at huske på, at vi ikke anerkender totale og absolutte styreformer, og at ingen mennesker sidder inde med sandheden, så de kan diktere mennesker den vej, de mener er den rette.

Den kirkelig modstand mod det totalitære fik på Fanø-mødet international karakter, og det er værd at huske på også i august i år. At det kristne evangelium står i modsætning til enhver, der hævder at sidde inde med sandheden; og derved er der plads til at være menneske.