Nogle gange skal der kæmpes for freden

Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Læs kronikken i Jyllands-Posten 24. december 2024

Juleevangeliet, som vi skal høre juleaftensdag i landets kirker, er noget af det mest betydningsladede, vi har. Det er en fortælling fuld af referencer. Det er en fortælling, der følger os op gennem historien. 

Det er fortællingen om Maria og Josef, der drager til Betlehem på kejser Augustus’ befaling for at lade sig tælle. Det handler som altid om penge, og derfor skal kejseren vide, hvor mange han kan inddrive skat hos.

Det er de ydre rammer i historien, men dér, i byen Betlehem, midt i trængsel og alarm, føder Maria. Det er beretningen om fødslen af Jesus, den mest epokegørende skikkelse i historien, som selv vores tidsregning er sat efter.

Beretningen har mange lag, og her skal umiddelbart peges på to: 

dels at kejserens tælleri jo slås i stykker, for da alle tilsyneladende er talt, er der kommet en til i krybben, som ikke er talt, og systemet er allerede brudt. Mennesket kommer før systemet, eller som Jesus siger det andetsteds: Loven er til for menneskers skyld og ikke omvendt. 

Dernæst det forunderlige i, at når man genfortæller historien for de mindste børn og fortæller om kejser Augustus i hans prægtige bolig i Rom og barnet Jesus i den ydmyge krybbe i det romerske imperiums udkant for til sidst at spørge, hvad kejseren hed – ja, så kan de ikke huske det. 

Men barnet i krybben kender de alle navnet på. Kejseren og spædbarnet bytter plads. Det er sandelig en omvurdering af alle værdier. Kejseren glemmes til fordel for barnet.

Når vi i dag i kirkerne hører juleevangeliet, er det som at møde en gammel ven. Det gamle bliver nyt i ordene, og det bliver også jul for os.

Tiden har altid været vanskelig, og også i år præges verden af krig i Ukraine og i Mellemøsten. Det er ikke ligefrem fred, der præger vores tid, og der er intet, der lige nu tyder på, at det umiddelbart bliver anderledes. Og nogle gange må man kæmpe.

Martin Luther mente f.eks. ikke, at pacifisme var den rette vej, for da lod man den svage i stikken, og ofte vendte man således ikke kun den anden kind til, men også den svages kind til. Den kristne, mente Luther, var nødt til at kæmpe krigen for ikke at efterlade de svage. Men krigen var efter hans mening aldrig af det gode. Den var altid af det onde, men man kunne være nødt til at kæmpe den af hensyn til kærligheden. Det er paradoksalt, men verden går som bekendt sjældent op, hvilket allerede Augustus erfarede.

Midt i tidens trængsler og nød lyder juleevangeliet så. Og nogle af de mest betydningsladede ord er de ord, som afslutter dagens læsning i den oplyste kirke, nemlig den himmelske hærskares sang til hyrderne på marken: 

»Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Guds fred. Det er, hvad det handler om. Fred kan dog være et spinkelt ord i en tid som vores. Det kan være et ord, som man næsten ikke tør sætte sit håb til. Det er klart, at fred kan man altid få; man kan jo bare overgive sig og spille død. Fred har trællen og slaven i princippet også. Derfor handler det også om frihed.

Man må ofte kæmpe for sin frihed, for frihed er yderst sjældent noget, der kommer af sig selv. Og kamp om frihed sker ofte på bekostning af freden. Ukraine – og vi med dem – kan sikkert godt få fred, men på bekostning af frihed. Er det dét, vi vil?

Så Guds fred må være noget, der på samme tid har frihed og fred, for ellers er det blot tom snak og trældom. Måske er det derfor apostlen Paulus i sit brev til den græske filippiske menighed – et brev, som må regnes blandt den europæiske kulturs hovedværker – kan tale om Guds fred, der overgår al forstand, for Guds fred er ikke som trællens fred uden frihed.

Det er det, der er balancegangen; at freden ikke kan være uden frihed. Og at freden ofte må paradoksalt kæmpes for. Måske er det vitterligt kun Gud, der kan håndtere en sådan fred. Vi andre kan det måske kun i øjeblikke, stykkevist og delt.

Men det betyder også, at juleevangeliet ikke er et eventyr. Det er ikke en uvirkelig fortælling, der foregøgler os en fred med frihed, vi selv kan skabe. I stedet er der vitterligt en pointe i, at det netop er englene i himlen, der siger ordene, og ikke hyrderne på marken.

Den tidligere så kendte kirkehistorikere og prædikant P.G. Lindhardt bemærkede et sted, at når vi i kirkerne juleaften synger Grundtvigs ”Et barn er født i Betlehem” og kommer til vers fem, så synger vi »forsvundet er nu al vor nød«, selvom der egentlig tydeligt står »forvundet er jo al vor nød«. Altså forvundet eller vundet på forhånd og ikke forsvundet. 

Det ved vi jo faktisk også godt. Nøden i verden er ikke forsvundet. Det kan enhver desværre med selvsyn erfare. Der er nød utallige steder. Og det er eventyr at synge, at den er forsvundet. Men den er forvundet, så vi kan tro og håbe, at nøden, trængslen, smerten og døden ikke har det sidste ord.

Det er det, juleevangeliet peger på.

For der ligger et barn i en krybbe. Der står ikke en hærfører. Der står ikke en mægtig dommer, men et barn. Det bliver centrum for julen og for det liv, vi lever ud af julen. Vi kan tro og håbe, at der er en fred, der overgår al forstand, og som også findes, når der kæmpes for friheden.

Julen er ordet om, at der er en fred, der gives os uden vores medvirken. En fred, der gør rolig midt i våbenbrag, som Grundtvig udtrykker det i en af salmebogens salmer. 

Og midt i livets kamp opdager vi så, at den korte definition på et menneske er, at det er et væsen, der har brug for tilgivelse. Det er derfor, juleevangeliet kredser om barnet. Det nye. Fornyelsen af livet.

Vi har brug for fornyelsen og derved tilgivelse, når vi er nødt til at føre den nødvendige kamp for næsten. Vi har aldrig ret til at ramme hinanden, men vi kan være nødt til at gøre det af kærligheden til næsten. Derfor har vi altid brug for tilgivelse, og derfor er kirken ikke forkyndelse af gylden moral. Kirken er forkyndelse af nåde og tilgivelse for alle os, der har brug for Guds fred.

Hvis kirken forstås som det moralsk høje sæde, så går vi helt forbi målet. Kirken er for alle os, der har brug for tilgivelse, og det har enhver, der tager livet alvorligt. Derfor bør kirken heller ikke tale partipolitisk, men tilgive den, der er nødt til at agere i politik og derfor træffer de valg, der gør, at vi ikke har og aldrig får rene hænder. Sådan er det at være menneske. Vi har brug for tilgivelse.

Og derfor klinger juleevangeliet i eftermiddag på en og samme tid så velkendt og så fremmed. Velkendt, fordi vi har hørt det så mange gange før, og det sætter en god ramme om det besværlige liv, vi lever sammen. Fremmed, fordi det taler om Guds fred, der også har friheden intakt. 

Altså fred og frihed, som vi selv har så svært ved at holde sammen, og netop derfor defineres menneske som den, der har behov for tilgivelse.

Det er vi fælles om. Kerneordene i Det Nye Testamente og i folkekirkens gudstjeneste er ordene: Fred være med jer. 

Det tilsiges os, måske til tider på trods. Men det er det, man kan leve på, og måske egentlig den inderste grund til at ønske hinanden en glædelig jul.