Kulturarv og grøn omstilling
Debatindlæg bragt i Nordjyske Stiftstidende 22. september 2023 under overskriften "Hvor meget skal kulturarven fylde?".
Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen
Læs synspunktet hos Nordjyske Stiftstidende
Der står igen debat om kirkernes såkaldte indsigelsesret over for opstilling af vindmøller, solcelleanlæg og lignende i det åbne land.
Kritikken kommer særligt fra Kommunernes Landsforening, der anker over, at kirkernes indsigelsesret overhovedet er mulig, for selvom den fra politisk hold nu ønskes indskrænket, så synes det stadig at være alt for meget.
Lad mig gøre det klart, at indsigelsesretten ikke handler om modstand mod vindmøller, men om forholdet mellem kulturarv og den nødvendige grønne omstilling.
Det er ufint fra KL's side at omtale det som kirkernes indsigelsesret, som om det er en funktion af evangeliets forkyndelse, for indsigelsesretten har intet at gøre med folkekirkens mulighed for at være kirke.
Det er en politisk beslutning og en pålagt forvaltningsopgave, at der skal være et ordentligt forhold mellem bevarelse af kulturarv og den grønne omstilling.
Fra politisk hold har man altså vægtet dette forhold og givet folkekirken den opgave at forvalte dette.
Det gør vi efter bedste evne.
Blandt andet betyder det, at Aalborg stift, der dækker Nordjylland, Thy og Mors, de sidste to år ingen indsigelser har haft på området, og at folkekirken på landsplan over 10 år kun har haft 25 indsigelser.
Hvorfor ikke flere? Fordi vi taler om det.
Vi taler os frem til gode placeringer. Det gør vi også efter indsigelser.
Indsigelsesretten er et væsentligt incitament for kommunerne til at indgå i en ordentlig dialog tidligt i processen, så vi får den bedst mulige placering af møllerne og andre anlæg til gavn for os alle sammen.
Hvis vi ikke har indsigelsesretten, kan man sagtes tænke sig til, at lysten til dialog fra kommunernes side vil være mindre.
Folkekirken er selv langt i den grønne omstilling. Og vi er enige om, at vi skal have den grønne omstilling. Men vi er også enige om at bevare kulturarv i det åbne land.
Det er den debat, vi bør tage, og ikke en forarget pseudodebat om kirkernes indsigelsesret, som faktisk er et politisk bestemt opdrag.
Spørgsmålet, som KL og alle vi andre skal forholde os til, er i stedet: hvor meget skal kulturarven fylde i forhold til den grønne omstilling?
Det er et lidt sværere spørgsmål end blot at skælde ud på kirkerne.