Religionskritik og religionsfrihed er to sider af samme sag
Kronik bragt i Jyllands-Posten 30. august 2023 *(herunder opdt. 25.09.23 med link til høringssvar).
Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen
Læs kronikken hos Jyllands-Posten
I forbindelse med regeringens forslag om forbud mod "utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betydning", hvor alle religioner sættes under en hat, kan det måske være væsentligt at skelne mellem religionerne, så man kan forstå, at de har forskellige tilgange til religionskritik.
Lad mig begynde i december 1520, hvor Martin Luther brændte pavens bandtrusselsbulle ved Elstor i Wittenberg, og meget apropos i disse dage smed han også et eksemplar - til universitetsbibliotekarens store fortrydelse - af kirkeretten i flammerne. Han brændte en bog. Hvorfor gjorde han det?
Fordi der ikke skal herske religiøs lov i menneskets sind. Det har korset befriet mennesket fra. Ved det greb blev juraen sekulariseret, og de juridiske fakulteter burde flage den 10. december hvert år som et udtryk for den sekulariserede jura.
Selve kristendommen er født ud af religionskritikken. Sandt er det, at denne kritik gennem historien ofte er blevet tilsløret, men Jesus satte faktisk spørgsmålstegn ved de religiøse overleveringer og ikke mindst, hvorledes mennesket er stillet i forhold til religiøse love.
Han fremhævede, at mennesket står over sabbatten, som det udtrykkes, så religiøse love ikke er ukrænkelige på menneskets bekostning.
Samtidig er hans sidste offentlige gerning rydningen af tempelpladsen, hvor han fjerner de handlendes boder og derved giver klart udtryk for, at vejen mellem Gud og os ikke går fra os til Gud, men fra Gud til os. Vi kan ikke handle os til Gud.
Sådan bliver Jesus faktisk dømt for blasfemi. Ypperstepræsten afhører ham og mener, at "han har spottet Gud". Jesus dømmes ved romerne til døden, og han korsfæstes for bespottelse og blasfemi.
For utilbørlig behandling af hellige genstande og tankesæt.
Korset er vores kulturs dybeste religionskritik. For hvis mennesket kunne nå til Gud ved egne kræfter, genstande eller gerninger, så kunne Jesus have peget på det. Så kunne han have krævet, at vi gjorde det, som det er almindeligt i andre religioner, men hos Jesus ender det i korset. I en tavshed.
Ved korset standser menneskets religiøse stræben. Korset standser religiøs stræben.
Korset er religionskritik.
Og når tænkerne siden Ludwig Feuerbach (1804-72) har sagt, at det ikke er mennesket, der er skabt i Guds billede, men det er Gud, der er skabt i menneskets billede, som et udtryk for menneskets længsler og drømme, så er svaret: "Ja, naturligvis. Det gør vi hele tiden. Det er jo derfor, Jesus hænger på korset, for at standse denne bevægelse."
Den religiøse stræben bliver som hos Luther til den største synd, for her bevæger man sig fra mennesket til Gud ved at stå på hellige gerninger eller genstande.
Den vej er ved korset lukket. Korset sekulariserer verden.
Den, der står ved korset, kan ikke bruge hverken religiøse love, gerninger eller genstande til noget, men ej heller smukke idéer og skønne tanker. Her er mennesket tomhændet. Her bliver vi til mennesker, der må gå ud i verden til hinanden uden særligt krav eller ret over hinandens liv. Her er vi udleveret til hinanden.
Derfor er sekulariseringen ikke nødvendigvis af det onde. Det er den kun, når sekulariseringen bliver til en slags ny religiøs lov, hvor man tror, at den kan redde verden, og bliver til sekularisme. Der er intet, der kan redde verden. Det er jo korsets udsagn.
På den måde peger korset på det, vi egentlig godt kan sige os selv: at døden er den største almagt, vi møder i livet. Intet slipper uden om den. Ingen af os undslipper den. Vores liv er et liv til døden, og selvom livet heldigvis indeholder både gode, skønne og sande stunder, så kan intet af det holde døden på afstand. Alt i livet er relativ. Kun døden er absolut.
Sandheden bliver også relativ. Derfor er fornemmelsen altid for eksempel over for ateisterne, at de faktisk tror for meget. De er stadig for religiøse.
Det afgørende i kristendommen er, at vejen går fra Gud til os og ikke omvendt. Derved ophæves det religiøse som nødvendigt udtryk.
Jo kraftigere vægt man lægger på denne bevægelse, jo mindre religiøsitet. Og hvor er der blevet lagt mere vægt på denne bevægelse end i den evangelisk-lutherske teologi og kultur? Altså vores egen?
Derfor har evangelisk kristendom ikke egentlige hellige steder eller genstande. Selvfølgelig kan også jeg blive irriteret eller berørt, når folk ødelægger bibler eller øver hærværk mod kirker, men det er, fordi det er ting, der har historisk og emotionel betydning, men det er ikke en hellig genstand. Det har vi ikke. Kun ordet, der forkyndes, er helligt, og det siger måske noget om, hvor væsentlig ytringsfrihed er. Ordet alene skal lyde.
Menneskets samvittighed bør ikke bindes af hellige genstande, love eller andre ting. Selvfølgelig kan man have forskellige tilgange til troen, men jeg må ikke kræve af min tilgang, at du skal have den samme: Nogle kan være glade for pilgrimsvandringer, andre for meditative stillegudstjenester. Det hele er på sin plads, når man bare ikke kræver, at alle skal gøre det samme, for grundlæggende er tilsigelsen af Guds ord det afgørende i evangelisk kristendom. Og det er en tilsigelse, som ligger uden for vores gerninger, handlinger og motiver. En tilsigelse, som gør alt andet relativt og tvangfrit. Det er det, vores samfund bygger på.
N. F. S. Grundtvig (1783-1872) udfoldede, at kun hvor troen frit kan fornægtes, kan den frit bekendes.
Den frie bekendelse kræver altså religionsfrihed. Og religionsfrihed og religionskritik er to sider af samme sag. Det frie menneske, der står ved korsets fod, befriet fra religiøse love og genstande, dømt til frihed, skal have et frit rum at bekende sin tro i.
Derfor fordrer evangelisk kristendom religionskritik. Den kan være yderst avanceret, og den kan være tåbelig og primitiv som koranafbrændninger.
Men hvorfor er det kun de avancerede, der må udtale sig? Grundtvig selv gjorde op med det, han kaldte »det eksegetiske pavedømme«, hvilket for ham var personificeret i professor H. N. Claussen, der skulle afgøre, hvad der var ret tolkning af skriften.
Grundtvig sagde i tråd med Luther, at enhver havde adgang uden særlige kvalifikationer, hvilket sikkert var til stor forargelse for borgerskabet. Adgangen var ikke kun for de lærde.
Det er mig personligt inderligt imod at brænde bøger. Jeg synes, det er en primitiv og tåbelig handling, men ingen kommer til skade ved selve handlingen. Der voldes ikke skade på liv og lemmer. Det er en lidt afstumpet religionskritik, men hvorfor kun give frihed til dem, der kan udtrykke sig høvisk? Jeg behøver ikke særlige paragraffer eller love for at beskytte min tro. Det værste er allerede sket: ødelæggelse af mennesket på korset.
Og i troen korsfæstelsen af Gud; kan blasfemien være større? Det kan være, at man nu indskrænker ytringsfriheden af pragmatiske grunde, altså for at hindre andre landes ophidselse, men det ville klæde os at sige dét. For pragmatikken kommer med en pris.
Kristendommen fødes ud af blasfemien, både i dommen over Jesus og i korsets udsagn om at korsfæste Gud selv. Det eneste, vi egentlig har, er det ord, som lyder fra den tomme grav påskemorgen: at her er kærligheden stærkere end døden.
Det er det egentlige trospørgsmål: Er kærligheden større end døden? I erfaringen kan vi kun sige, at døden er størst af alt, men i troen siger vi, at kærligheden er størst af alt.
Det er det, vi tror, og det er det, vi håber på. Men kærligheden er ingen lov. Det er en tilsigelse. Loven skal sætte rammen for menneskelivet. Og loven anerkender vi i et protestantisk samfund som sekulær.
