Den store hvide flok

Af biskop Thomas Reinholt Rasmussen

Læs kronikken i Kristeligt Dagblad 3. november 2023

JEG TROR, at der er flere, der har det, som jeg har det: Som årene går, og jo ældre jeg bliver, så bliver den store hvide flok, som vi på allehelgensdag synger om hos Brorson, mere og mere tydelig. Der er flere og flere mennesker, som man har sagt farvel til gennem årene, og som er gået bort, og som nu kan ses og skimtes i den store hvide flok, man ser for sit indre.

Det er selvfølgelig en meget bogstavelig måde at tænke om Gud og himmerige på, men det er nu alligevel den måde, troen lever på. Luther siger et sted i sin Genesisforelæsning, at vi er nødt til at tænke som børn om Gud, for ellers bliver det for abstrakt, og det kan vi hverken leve af eller leve i.

FORLEDEN SAD JEG til en gudstjeneste i Viborg Domkirke og kiggede over på Joakim Skovgaards skildring af Kristus, der som hovedet for kirken trækker den store hvide flok ud af helvedesgabet.

Det er en kunstnerisk skildring af det syn, som den danske præst Otto Møller havde i sin have i sommeren 1883, da han og hustruen havde haft den store sorg i 1881 at miste to af deres tre børn.

Otto Møller kunne ikke forlige sig med døden. Døden havde ikke nogen ret eller mening. Den var hovedfjenden uden undskyldning. Og der i sin have så Otto Møller pludselig for sit indre, hvor opgøret kunne finde sted: Kristus som hovedet, lokomotivet, der trækker menneskeheden ud af dødens gab.

Det er måske det, Skovgaard har malet i Viborg. Den store hvide flok, der trækkes ud af døden.

Flokken, som altså får flere og flere kendte ansigter på, som årene går.

Jeg tror på, at Guds nåde gælder alle, og at det er den hele menneskehed, Kristus trækker ud af døden. Hvordan kunne jeg tro det anderledes, når jeg ved, enhver dåbshandling erfarer Gud synligt og håndgribeligt tage imod et uformående spædbarn? Og når han gør det, tror jeg også, at Gud også er det vildfarne får nådigt. Det har jeg i hvert fald fået fortalt. Og jeg håber, at Gud i sin nåde også vil være mig nådig.

Det tror jeg ikke ud fra teologisk spekulation eller dogmatiske læresætninger.

Det tror jeg ikke ud fra at betragte verden og dens indretning, hvor Martin Luther sagde, at hvis man gjorde det, så ville man enten tro, at Gud ikke var til, eller at han er ond. Men det tror jeg ud fra det møde med Kristus, jeg har ved dåb og nadver. I dåben tager Gud uforskyldt imod mig, og ved nadveren giver han mig sig selv ubetinget.

Herren giver sig selv i nadveren og tager imod mig ved dåben. Herren giver og tager i nåde.

Det får mig til at fyldes med tro på, at Gud vitterligt er nådig, og at Gud er kærlighed. Det kan jeg ikke se ved at betragte verden. Her kan jeg desværre hastigt nå til andre konklusioner. At Gud er nåde og kærlighed, ser jeg gennem hans ord, der rækkes mig i dåb og nadver, og som får mig til at tro på Guds nådes evige rækkevidde. Vi kan sagtens erfare Gud i verden, som værensmagten i og hos os; men det er først i ordet, at Gud definerer sig som nåde og kærlighed.

Men for at Gud kan have magt og kraft til at trække os ud af dødens gab, så må han have større magt end døden, hovedfjenden.

Og døden er vitterligt den største almagt, vi møder i livet. Intet kan holde den borte, uanset hvor meget vi elsker og holder af. Så Guds nådefulde ord hænger sammen med Guds almagt. Guds skjulte almagt.

MARTIN LUTHER SKELNEDE mellem den åbenbarede Gud og den skjulte Gud. Den åbenbarede Gud, som mødes i Kristus, viser os Guds egentlige værk, som Luther udtrykte det: den Gud, som ikke vil synderens død, og som viser sig som kærlighed. For at dette ikke bare er tomme ord, så skal Gud have magt til at trække os ud af døden, og derfor er det åbenbarede ord bundet til almagten.

Trøsten er ikke kun, at Gud er kærlighed, men også at hans ord ikke vender tomt tilbage. Nåden og almagten hænger sammen. Almagten er hos den skjulte Gud, der udfører det fremmede værk, som Luther sagde det, og som vi kan erfare. Vi kan dog ikke drage direkte konklusioner fra verden og til Gud, for værket er fremmed eller deformt, som Luther siger det andetsteds.

Det afgørende er, at nåden er virksom ved almagten, og den ser vi i dåben, hvor et barn tværs gennem al erfaring kaldes et Guds barn. Gud er ikke kun nådig, men han er også mægtig til at sætte magt bag ordene.

Skyggesiden ved dette er Guds magt i verden, der også i en vis forstand giver Gud ansvar for det onde. Men det kan vi ikke sige noget præcist om, for Guds værk er netop her "fremmed". Vi må stole på det klare ord og tilsagn, som Gud har givet os i Jesus Kristus, og som vi møder i dåb og nadver.

Apostlen Paulus definerede ikke Guds almagt abstrakt. Han definerede den helt konkret med ordene fra Romerbrevet om, at Gud, som Abraham troede på "gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så der bliver til" (4, 17). Som gør de døde levende.

Der finder almagten sit egentlige udtryk.

I nåde og i genoprejsning. I den store hvide flok, hvor Gud i sin nådige almagt gør de døde levende.

Allehelgensdag er for mig en af årets højtider. Her finder Guds nåde sit konkrete udtryk, der rækker videre end blot dette liv. Nåden rækker ud til dem, vi har mistet, og dem, vi ikke mere har iblandt os. Og den flok bliver som bekendt større og større som tiden går. Jeg er nødt til at tænke konkret om allehelgensdag, som Otto Møller gør det, og som Joakim Skovgaard gør det. Jeg kan ikke tænke det anderledes.

For et stykke tid siden var jeg med til at synge fødselsdagssang for et menneske, der var i 60'erne. Vi sang den kendte sang om, at "I dag er det Oles fødselsdag", men da fødselaren allerede for år tilbage havde mistet sine forældre, fik følgende vers et eskatologisk præg: "For hjemme venter mor og far/ med dejlig chokolade og kager til. "Altså ikke bare hjemme på vejen, men hjemme i himmerige med kaffebord.

Hvad ellers? Hvad skal vi ellers tro? Hvad skal vi ellers håbe på? Hvordan skulle vi ellers forestille os det? Hjemme hos Gud. Det er det afgørende.

Hjemme hos den Gud, der er os nådig midt i en ofte kaotisk og smertefuld verden. Hjemme hos den Gud, der kan sætte magt bag ordet.

PÅ ALLEHELGENSDAG holder jeg af at sætte mig ind i en kirke, mens efterårsstormen blæser de visne blade rundt i verden, og synge med på Brorsons store salme med ordene om, at der holdes "hvor liv er bedst/ hos ham en evig løvsals-fest/ og Lammet selv/ ved livets elv/ er både vært og gæst".

Jeg vil synge den i troen på Guds nåde og i kærlig erindring om de mange, der har været og de mange, der skal komme.