Nu er det jul - igen

Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Læs indlægget i Nordjyske Stiftstidende 24. december 2024

Julen kalder på traditioner. Det er som om, at selve julen faktisk er en gentagelse, for julepynten skal helst hænge, hvor den hang sidste år, julegudstjenesten skal være den samme.

Juletræet skal stå det samme sted, julemenuen er den samme, og efter dansen skal vi igen åbne gaver, selvom de dog forhåbentlig har en variation i selve indholdet.

Gentagelse er ellers ikke i høj kurs i vores samfund. Vi længes måske efter forandring og skifter bilen, sofaen, ja endda hinanden ud, mens vi kan finde på at bruge formuleringen, at det "vist bare er mere af det samme."

For gentagelsen opleves at være som sommerens tv-genudsendelse uden indhold, hvilket vel egentlig skyldes, at indhold havde det ikke i forvejen, og det blev ikke bedre af at blive set to gange.

Men julen tåler gentagelsen, og vi kan sagtens synge med på "Sikken voldsom trængsel og alarm" og ordene om, at "Drej kun universet helt omkring/ vend kun op og ned på alle ting/ jorden med, thi den er falsk og hul/ rør blot ikke ved min gamle jul."

Den gamle jul, som er gentagelsen, skal der ikke røres ved, og selvom radioens julesange slet ikke når julens salmer til anklerne, så hører vi dem alligevel igen hvert år. Igen og igen.

I julen sætter vi gentagelsen højt, fordi gentagelsen også er det sted, hvor livet viser sig mest. Det har Søren Kierkegaard skrevet en hel bog om.

Vi kender eller husker det fra legepladsen, hvor små børn prøver den samme rutsjebane hele tiden med ordene " Igen! Igen!". Mens vi voksne falder hen -måske med øjnene på en skærm, hvor mulighed desperat afløser mulighed, folder livet sig ud i barnets gentagelse, hvor rutsjebanen er ny hver gang.

For gentagelsen er der, hvor livet blomstrer. Vil man ikke gentagelsen, så havner man, som Kierkegaard udtrykker det, på det sted, hvor man "spræller sig træt i mulighed".

Spørgsmålet er, om det ikke er det, der er ved at ske med vores kultur? At den er ved at sprælle sig træt i mulighed og derfor faktisk har brug for mere gentagelse for at leve? Julens gentagelse er et budskab om det liv, der leves lige foran os og kan fornyes ved gentagelse frem for at smides ud.

Juleevangeliet, som det kaldes og findes hos en af de fire evangelister, nemlig Lukas, hører vi hvert år.

"Det skete i de dage," lyder det. Det er en glæde at høre de samme ord igen, og at høre om Kejser Augustus' folketælling, stalden, Maria, Josef og barnet i krybben.

Vi hører det igen, og vi føler en glæde ved at høre det igen. Vi bliver næsten som barn på ny ved at høre det igen. Sådan er det med til både at kalde julen frem og til at fremkalde det liv, som vi næsten troede, vi havde mistet i hverdagens mange skiftende muligheder.

Og i eftermiddag i kirkerne skal vi over hele landet høre det igen. Høre det juleevangelium, der ved alene at blive læst på ny, kan skabe glæde i sindet.

Fortællingen kan fortælles på mange måde og igennem december er den blevet fortalt ved krybbespil, skoleteater og for og med store og små børn i kirkerne.

Og lad os lige standse et kort øjeblik ved krybbespillet, for det fylder faktisk 800 år i år. Det var efter sigende Frans af Assisi, der i julen 1223 første gang stillede et krybbespil eller en julekrybbe op med levende figurer.

Den har altså rund fødselsdag i år, og har været med til igen og igen at fortælle julens budskab om barnet i krybben og Guds kærlighed midt i verden.

Da jeg i sin tid var præst i Hjørring, fik vi arrangeret en stor julekrybbe, der står på Torvet, og som blot er der, og hvor man kunne opleve, at folk standsede op og fortalte juleevangeliet til hinanden, for vi kan det jo godt. Vi har jo hørt det igen og igen.

Der stod julekrybben stille og smukt med får, hyrder, vise mænd, Maria, Josef og barnet og fortalte den dybe historie om julen: om den fred og den kærlighed, der favner jorden. For det er ikke noget, vi kan tælle eller erfare os til. Det er noget, vi må tro; at kærligheden er verdens inderste kerne. Det vil jeg gerne tro, og det er en fortælling, der skal gentages.

Jeg tror, at kærligheden er størst af alt. Kærlighed er verdens inderste kerne. Det afslører barnet i krybben julenat.

Det er, hvad troen handler om. Det er, hvad håbet handler om. Og det er det, vi igen skal høre gennem juleevangeliet i kirkerne her juleaftensdag.

Det er det, det hele handler om, og det er den dybeste grund til at ønske hinanden en glædelig jul.