Fortsæt til hovedindholdet
2024
Nyheder

Landemode 2024 - folkekirken er et håbshus

I årets landemodeberetning talte biskoppen bl.a. om præsterekruttering, menighedsrådsvalget, vedligehold af middelalderkirker, strukturarbejde, arbejdsmiljø og store samfundsdebatter gennem året. Folkekirken er levende og et håbshus, hvor det sidste ord aldrig er sagt, sagde han. 

Efter gudstjenesten aflagde biskoppen beretning i Folkekirkens Hus. Foto: Lars Horn

Af Ingeborg Marie Nielsen

Landemodet i Aalborg Stift er altid en festlig og traditionsrig begivenhed.

I år fandt mødet sted 27. september og havde flot tilslutning.

Landemodet er et årligt stiftsmøde, ledet af biskop og stiftamtmand, og en fast tradition i folkekirken og i Aalborg Stift.

Dagen begyndte med offentlig gudstjeneste i Aalborgs domkirke Budolfi Kirke, hvor stiftamtmand, biskop, provster og præster gik i procession.

Provst i Thisted Provsti, Lisbeth Damgren, stod for dagens prædiken.

En levende organisation

Senere var der frokost i Folkekirkens Hus, hvor biskop Thomas Reinholdt Rasmussen aflagde beretning om året i folkekirken i Danmarks nordligste stift.

Han kom blandt andet ind på præsterekruttering og økonomi, efterårets valg til menighedsrådene, vedligehold af stiftets mange middelalderkirker, strukturarbejde, arbejdsmiljø, nationale opgaver og store samfundsdebatter gennem året.

Biskoppen takkede for året med dyb taknemmelighed og en glæde over, at folkekirken på trods af til tider farefuld sejlads mellem klippeskær, er en levende organisation, der vitterligt betyder noget for samfund og for mennesker. Det er det afgørende, sagde han:

”Når man ser ud over det kirkelige landkort og ser på alle de gode tiltag og arrangementer, der finder sted, så kan man kun glædes over det. Folkekirken er levende. Men vi må også nogle gange standse op og overveje, hvad vi i grunden er her for? Hvad bidrager folkekirken egentlig med?

Selvfølgelig bidrager folkekirken helt konkret med begravelsesvæsen og forvaltning af væsentlig kulturarv. Folkekirken bidrager også med kultur og almendannelse. Der er folkekirken i mange henseender en af landets væsentligste institutioner.

Men grundlæggende så skal folkekirken jo gennem evangeliet indgyde mennesker håb til livet og håb til dødens overvindelse. Vi er et håbshus, hvor det sidste ord aldrig er sagt. Der er altid mere at sige end det, vi kan sige os selv. Når døden truer med at få ordene til at tie, så er Guds ord stadig levende. Vi tror på det levende ord, der gør alting nyt.

Og det ord skal tales ind i menneskers erfaringer, så det ikke er abstrakt, men levende tale, der giver os håb på livet, håb på hinanden, håb til fremtiden, kort sagt håb til Gud.

Der er altid mere at sige. Også for den, der synes, at livet lukker sig om en. Der er mere at sige. Håb. Håb har vi brug for. Det kan vi ikke leve foruden.”

Læs hele beretningen.

Se billeder fra årets Landemode her:

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen og stiftamtmand Trine Hede inviterer hvert år til Landemode. Foto: Lars Horn/Baghuset

Præster i procession er en fast tradition ved Landemodegudstjenesten. Foto: Lars Horn/Baghuset

Aalborg Domkirke Budolfi Kirke dannede igen i år ramme om Landemodegudstjenesten. Foto: Lars Horn/Baghuset

Lisbeth Damgren, provst i Thisted Provsti, prædikede ved årets Landemodegudstjeneste i Budolfi Kirke. Foto: Lars Horn/Baghuset

Der er tradition for, at så mange af stiftets præster og nuværende og tidligere provster, der har mulighed for det, deltager i Landemodegudstjenesten. Foto: Lars Horn/Baghuset

Provsterne i Aalborg Stift deltager i Landemodegudstjenesten, den efterfølgende frokost i Folkekirkens Hus og derefter fortsætter de egentlige 'Landemodeforhandlinger' for provster, biskop og stiftamtmand i Bispegården. Foto: Lars Horn/Baghuset

Efter Landemodegudstjenesten aflagde biskop Thomas Reinholdt Rasmussen sin årlige Landemodeberetning i Folkekirkens Hus. Foto: Lars Horn/Baghuset

Biskoppens beretning i Folkekirkens Hus. Foto: Lars Horn/Baghuset

Nuværende og tidligere præster i Aalborg Stift mødes hvert år til Landemodefrokost i Folkekirkens Hus. Foto: Lars Horn/Baghuset

Biskop Søren Lodberg Hvas, der var biskop over Aalborg Stift fra 1991-2001, deltog også i Landemodegudstjenesten og den efterfølgende frokost. Foto: Lars Horn/Baghuset

Igennem mange år har Landemodet ligget som fast begivenhed i kalenderen den sidste fredag i september. Foto: Lars Horn/Baghuset