Fortsæt til hovedindholdet
2024
Nyheder

Besøg Kirkehaven på Kulturmødet

Folkekirken er tilbage på Kulturmødet Mors med tankevækkende debatter, inspirerende samtaler, festlig fællessang og en god kop kaffe i Kirkehaven. 

Der står gode lokale kræfter bag programmet for Folkekirken på Kulturmødet - her Dorthea Chemnitz, Sten Odgaard Erhardsen, Karsten Konradsen, Mette Moesgaard og Sigrid Wilbrandt Kjær foran Nykøbing Mors Kirke.

Af Ingeborg Marie Nielsen

Folkekirken møder mennesker i alle livets situationer med ord, tale, stilhed, sang og musik. Musikken, kunsten og arkitekturen har et sprog, der kan rumme mennesker, når livet er stort, uanset om vi er fyldt af sorg eller glæde.

Kulturen hjælper os mennesker med at forstå livet, og derfor er folkekirken selvfølgelig igen en del af årets Kulturmødet Mors.

Her inviterer folkekirken til tankevækkende oplæg, inspirerende samtaler, kirkeyoga, børneaktiviteter og morgen- og aftensang i Kirketeltet. Det også mulighed for en stille stund i ”tanke-teltet” og samtale med frivillige over en god kop kaffe

- Vi ønsker at møde mennesker på en uhøjtidelig måde, hvor vi kan komme i snak med hinanden om det, der rører sig i vores liv, vores kirke og vores samfund. Derfor håber vi også, at rigtig mange vil finde ned i vores kirkehave og deltage i debatterne og aktiviteterne, så der opstår en spændende samtale om de emner, der optager os som mennesker, siger Sigrid Kjær, sognepræst i Nykøbing Mors Kirke & koordinator for Folkekirken på Kulturmøde.

Fra programmet kan nævnes en paneldebat om udfordringer og konsekvenser af den aktuelle mangel på organister og kirkemusikere, og hvad der i det hele taget rører sig musikalsk set i folkekirken. I panelet deltager bl.a. rektor for Vestervig kirkemusikskole, Martin Gade, og komponist & spillestedsleder, Johannes Konstantin Neergaard.

Et andet vigtigt tema er folkekirkens sociale ansvar med oplæg af tidl. formand for KFUM´s sociale arbejde, Jens Maibom Pedersen. Samme dag er Nykøbing Mors´ sociale cafe Perlen til stede i Kirkehaven med brugere og personale, som også står for dagens morgensang.

Der er også fokus på kirkelivet uden for kirkebygningerne med et foredrag om religionsmøde som kulturmøde ved Peter Lodberg, formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

Man finder Kirketeltet lige ved siden af kirken på Torvet i Nykøbing Mors. Der er gratis adgang til hele programmet.

VIL DU VIDE MERE?

 

Se hele programmet for Folkekirken på Kulturmødet her

 

Læs mere hos Nykøbing Mors Kirke

 

For flere oplysninger, kontakt:

Sigrid Kjær, sognepræst & presseansvarlig/koordinator for Kirkehaven

Nykøbing Mors Kirke

E-mail: sikj@km.dk

Tlf.: 51505035