Fortsæt til hovedindholdet
2023
Nyheder

Vestervig Kirkemusik-skole får ny rektor

Anders Højgård Gaden er fra 1. august ansat som ny rektor for Vestervig Kirkemusikskole. Han har en ambition om at udbrede kendskabet til kirkemusikskolernes uddannelser gennem mere samarbejde med andre aktører.

Anders Højgård Gaden er allerede et kendt ansigt i folkekirkens musikliv. Han er ansat som rektor for Vestervig Kirkemusikskole fra 1. august. 
Foto: Stine Vejen

Vestervig Kirkemusikskole får en ny rektor med stor erfaring fra den musikale verden.

Anders Højgård Gaden er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium som organist og kantor i 1995 og underviser i dag på Vestervig Kirkemusikskole. Han har et aktivt virke som koncertgiver, både som orgelsolist og kordirigent. 

Han er ansat fra 1. august 2023.

Formand for Vestervig Kirkemusikskole, biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, fortæller, at Anders Højgård Gaden allerede er et kendt ansigt i folkekirkens musikliv og fagligt meget kompetent.

- Musik og sang er en væsentlig del af folkekirkens liv og udtryk, men vi står med en aktuel udfordring, der handler om at tiltrække flere ansøgere til uddannelserne, så vi uddanner nok kirkemusikere i fremtiden. Anders Gaden skal være med til at profilere uddannelserne ved bl.a. at fastholde et fagligt højt niveau og et godt uddannelsesmiljø omkring dem. Kirkemusikskolens bestyrelse glæder sig til samarbejdet og forventer sig meget af det, siger Thomas Reinholt Rasmussen.

Anders Højgård Gaden fortæller, at det var en stigende interesse for uddannelsesområdet og lyst til at sætte retning i arbejdet med fremtidens kirkemusikere, der fik ham til at søge stillingen.

- Jeg har nogle ønsker om at gøre skolen mere kendt i det hele taget og trække flere til uddannelserne. Meget gerne i samarbejde med de to andre kirkemusikskoler. Det bliver der allerede arbejdet for, men der ligger bl.a. nogle muligheder i mere regional synlighed og mere samarbejde med lokale aktører, herunder de lokale musikskoler. Vi har jo et godt produkt, hvor vores kandidater faktisk har mulighed for at få skabt sig et fast arbejde og leve af at være musikere. Mange steder indtager kirken og dens musikere en særstilling som lokalsamfundets eneste musikaktører. Det mener jeg er enormt attraktivt, og det skal vi blive endnu bedre til at fortælle om, siger Anders Højgård Gaden.

Anders Højgård Gaden

  • Uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i 1995.
  • I 1995 ansat som organist og kantor ved Helligåndskirken i Aarhus.
  • Underviser på Vestervig Kirkemusikskole og er tidligere tilknyttet Pastoralseminariet.
  • Medlem af Aarhus Symfoniske Orgelfestivals bestyrelse.
  • Bestyrelsesmedlem i Dansk Organist og Kantor Samfund, DOKS.

Vestervig Kirkemusikskole

  • Vestervig Kirkemusikskole er én af tre kirkemusikskoler i Danmark.
  • Skolen uddanner kirkemusikere til folkekirken inden for orgel, korledelse og sang. Den uddanner også klokkenister.
  • Herudover udbyder den efter- og videreuddannelse for kirkemusikere og har et bredt kursuskatalog.

 

Læs mere om Vestervig Kirkemusikskole