Kære ordinander
Det ord, jeg vil lægge jer særligt på sinde på denne jeres ordinationsdag, skriver apostlen Paulus til romerne:
"Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft" – Amen
På mange måder kan man sige, at vi lever i tider, der trænger til håb. Der er krig midt i Europa og for et par uger siden brød krigen ud i Israel og de palæstinensiske områder. Det kan man sikkert komme med mange analyser af, men en ting er sikkert: krig forvolder afgrundsdyb sorg, smerte og tab.
Der er krig og krise, og mange trænges af disse hændelser, og har svært ved at finde et håb midt i denne verden. Lige op til krigen og urolighederne i Mellemøsten havde jeg dog glæden og fornøjelsen af at være fire dage i Libanon, for der at besøge den kristne kirke. Det var både spændende og bevægende dage, og de kristne i området – særligt de protestantiske kristne
– har i den grad brug for at blive set og hørt. De har brug for at vide, at vi ved at de er der, for livet er sandelig ikke let i landet med økonomi i stærkt nedadgående spiral og en regering, der egentlig ikke findes.
De protestantiske kirke har udgivet et meget væsentligt dokument, der hedder, ”We choose abundant Life” – på danske oversat til "så vælg da livet", og det beskriver hvorledes de protestantiske kirker kan bidrage til samfundet selvom de immervæk er få i antal.
Der står blandt andet, at de kan arbejde for at holde det sekulære samfund åbent, så det ikke sander til i religiøse love og i love om blasfemi og lignende. Der er behov for det sekulære samfund, og det kan netop sikres ved de protestantiske kirkes tilgang til religiøs lov og deres klare opfattelse, at Guds nåde er ikke noget, der fortjenes ved særligt opførsel holdninger og meninger, men ved at blive tilsagt ved Guds ord alene. Det blev mig tilsagt ved hans ord, som det lyder i en af vores gode salmer.
Og hvis tilsigelsen af ordet er Guds alene, har vi ingen undskyldning for at fylde lovgivningen med religiøst begrundede love. Det er et af argumenterne for, at de protestantiske kirker kan holde det sekulære samfund åbent. Vi er alle i samme båd og ingen har mere ret end den anden. Ingen kan påberåbe sig en særlig ret og en særlig position.
Det er en væsentlig tekst, de protestantiske kirker i Mellemøsten her har formuleret.
Samtidig forsøger de og andre at indgyde folk håb i den vanskelige situation. Det er lettere sagt end gjort, og alene det at tale om håb, fik vi fortalt, kunne frembringe kvalme hos tilhørerne. Det er en vild situation: alene ordet om håbet kunne være kvalmefremkaldende, for man orkede simpelthen ikke høre mere om det. Håbet er blevet så fjernt og så abstrakt, at det simpelthen ikke giver mening mere, og uanset hvad der sket, så er håbet blevet et tomt ord med tomme kalorier.
Det er en erfaring, der i den grad har printet sig i mit sind.
Der må ikke tales med tomme ord. Der må ikke tales med ord uden forbindelse til erfaring og med forbindelse til både erfaringer af tab og glæde. Der må ikke tales døde ord. Der skal tales det levende ord.
Ordet skal blive levende for os. Ordet bliver kød. Det inkarnerer sig.
I Beirut mødte vi også Fader Hani. En præst, der siden eksplosionen på havnen i 2020 – the blast, som det kaldes – har bespist hundredvis af mennesker hver dag på havnen i sit gadekøkken. Det er ufatteligt, hvad han udretter. Og det spurgte vi om. Og han sagde, at det kan kun klares ved "one miracle a day!". Ét mirakel om dagen. Erfaringen af en mand, der pludselig donerede nogle penge. En håndværker, der løste en svær opgave.
En ord til trøst, der blev tilsagt. Det gælder bare om at se det.
Kære Michael og kære Tom
Nu er I som prædikanter og præster ikke i en så svær situation som i Mellemøsten, men opgaven er hen ad vejen den samme. Der må ikke tales tomme ord med løfter, der er uden mening. I skal prædike, forkynde, undervisning og bedrive sjælesorg i den klare tro, at det er et levende ord, I har med at gøre.
Så vi forvalter ikke et museum med ord, der engang gav mening. Vi er blevet gjort til kirke af ordet, som er blevet levende for os, og Gud vil vedblive med at føre sit levende ord. Det betyder, at I ikke selv skal bære jeres embede, men at det bliver båret for jer gennem menighederne, som har kaldet jer, og Gud selv som han viser sig for os i sine ganske håndgribelige sakramenter.
I skal ikke bære jeres embeder. Men I skal forvalte dem. Og det er jeg med jer to meget tryg ved. I kommer til præsteembedet med stor erfaring og modenhed, og I ved godt, at ting bliver os givet, og det vi er kirke på.
Det levende ord, som aldrig vender tomt tilbage, men som vil blive levende også for os, der måske taber håbet i tvivlsomme stunder, og hvor der ingen udvej synes. Kristendom handler jo om, at det sidste ord aldrig er sagt. Vi er aldrig fortalt til ende. Det levende ord sprængte gravens mørke, og blev til lys og liv igen. Også for os. Genfødt til et levende håb.
Amen
