Skoler holder fast i julegudstjenesten som tradition

Af Ingeborg Marie Nielsen

Når Hasseris Kirke i Aalborg onsdag ringer ind til julegudstjeneste for de lokale skolelever, er de en del af en fast tradition, som mange skoler over hele landet bakker op om.

Det viser en rundspørge fra Kristeligt Dagblad.

I Hasseris Kirke holder sognepræst Anne Sophie Bredmose Jakobsen og hendes tre præstekolleger i alt fem julegudstjenester for elever fra Stolpedalsskolen og Gl. Hasseris Skole.

Hun fortæller, at kirken har et godt samarbejde med skolerne om julegudstjenesterne, ligesom de også har det om mini-konfirmander og konfirmationsundervisning. Der er en naturlighed i det, forklarer hun.

- Jeg synes jo, det er helt vildt skønt, at der er den store opbakning, og det er ikke kun fordi, jeg er præst, at jeg kan lide at få kirken fyldt med børn. Det handler også om, at når man går på juleferie er det noget, man har gjort sammen. De fleste ved jo godt, at julen er forskellig for os alle sammen. I nogle familier er forældrene skilt, eller man har mistet. Men julegudstjenesten i kirken er noget af de sidste, man gør sammen med sine kammerater før ferien. Det er noget, man er fælles om, siger hun.

Ingen står alene

I kirken synger de både salmer og kendte julesange. Det vigtige er genkendeligheden og oplevelsen af, at alle synger sammen og gør det samme. For vi er alle forskellige, og juleafslutningen i kirken er en god fællesnævner for alle. Det er godt, at skolen også har blik for det, mener Anne Sophie Bredmose Jakobsen.

- Jeg kan godt lide tanken om den her lighed, at vi er grundet i det samme, også selvom vi er så forskellige. Grundtanken om, at vi er mere end forskellige – en grundtanke om, at børn og voksne også er ens, og at vi ikke står alene, for Gud er med i det.

At julegudstjenesten er en naturlig del af juleafslutningen, er også med til at legitimere, at elever, der holder af at komme i kirken, kan gå ind og være en del af fællesskabet i kirkerummet uden skulle tænke på, om det er ”pinligt”.

- De store elever ved jo godt, at julen ikke er et idyllisk snelandskab, og de ved godt, at vi i kirken tør tage fat på, at livet ikke er rosenrødt, så det er godt, at vi kan have en tid i kirken, hvor følelserne kan få lov til at stikke i forskellige retninger, før vi tager hjem hver for sig.