Kære ordinander – det ord, jeg vil lægge jeg særligt på sinde på denne jeres ordinationsdag, skriver evangelisten Matthæus:
"Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«
Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:
Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.«
Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og
tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej."
Vi er lige kommet ud af julen. Vi har netop igen hørt om barnet i Betlehem, og det lys, der skinner fra det barn, som hele verdens frelser.
Julen var til ende i fredags på Helligtrekongersdag, men alligevel synes jeg, at I her i dag på jeres ordinationsdag skulle høre evangeliet til Helligtrekonger. Vi skulle lige nå at have et glimt af julen med på denne dag også. Vi skulle høre evangeliet om barnet, der får besøg af de vise mænd fra Østerland. Denne på alle måder bevægende beretning om mennesker, der ved mødet med Jesus får en ny vej i både konkret og overført forstand.
Det fantastiske ved julen er, at mødet med barnet i krybben ophæver status. Alle de mennesker, vi møder ved krybben - alt fra hyrder til konger, bliver lige i deres mødet med barnet. Det er ikke vores evner, vores historik, vores position, der er afgørende, men kun det spæde barn, der ligger i en krybbe.
Så julen ophæver vores egen status og giver os barnets status. Som Paulus et sted beskriver det, så kommer det ikke an på at være jøde eller græker, træl eller frie, eller mand eller kvinde, for alle er en i Kristus Jesus.
Det er det julens mange beretninger kredser om.
Men så bliver det nytår og dagene derop til, og så skal jeg love for at det statusfrie liv ved krybben forandres. Så gør vi status. Vi gør status over os selv, og året, der gået og alt, hvad det rummer.
Fra julens statusfrie til nytårets statusopgørelse er der kunne en kort vej. Hverdagen trænger sig hastigt på og selv kongerne måtte hjem, og også hyrderne tilbage til marken og sikkert tælle fårene.
Det menneske, der står ved krybben eller ved korset, og ser sig selv i Kristus, får værdien fra ham. Men når blikket vendes sker der noget andet. Sådan er det at være menneske i verden. Udspændt mellem evangelium og erfaring. Udspændt mellem forkyndelse og modtagelse.
Således er det også for at forkynde evangeliet, som I nu skal til at gøre i det embede, der bliver jeres. I skal være glade i jeres gerning og frimodige i jeres virke. Også selvom vi gør status kort, efter at krybben har gjort
os statusfrie. Så skal I vedvarende forkynde Guds ord til glæde og til frelse.
Det er som Luther siger i romerbrevskommentaren: semper de nove incipere – altid at begynde på ny. Det ligger der også en befrielse i – en befrielse, der også skal være jeres.
For vi lever her i verden, som jo er kompleks og tingene går ikke altid op. Vi bærer på erfaringer også som præster, som kan gøre tingene både besværlige og svære. Men barnet er jo også født i verden. Guds fødes ikke ud af verden, men ind i verden. Der er her, lige her, at evangeliet udfoldes, og ikke i en parallel verden uden smerte og besvær.
Derfor synger vi jo også til jul, at forvundet er nu al vor nød og netop ikke forsvundet. For tingene, der smerter er ikke forsvundet, men de er vundet på forhånd i ham, der fødtes en stald og blev hængt på et kors.
Det er den frimodighed ,I skal prædike og arbejde ud fra. At I midt i arbejdet skal glæde jer over, at barnet er født til verden, og at manden har hængt på korset. Kort sagt: At Kristus er opstanden.
I skal have en stor tak for samtalen for nu nogle uger siden. Det var opløftende. Jeg sender jer med stor tryghed og glæde ud i jeres virke, og husk, at I altid kan vende tilbage med spørgsmål og samtale. Det vil være en fornøjelse.
I skal ikke være så nervøse for statusopgørelser. Det hører verden til, og selv kejser Augustus måtte få verden i mandtal. I prædiker det frie evangelium til verden, og det skal få os til at være rolige midt i våbenbrag.
For det handler jo om at gå som de hellige tre konger ind til barnet og knæle ned ved krybben. Det er opgaven også for os. At se på barnet i krybben og på manden på korset, og der se det sande evangelium om Guds nåde.
De hellige tre konger rejser frem til Betlehem og knælede ved krybben. Derefter rejste de hjem ad en anden vej, som der står. Det er jo mødet med evangeliet. Vi kommer til at rejse ad en anden vej. Tro altid her, at I på den vej rejser med en nådig herre, der ikke er som den hårde arbejdsgiver, men som den nådige fader. Det er vores fælles tro: At vi tror på den nådige Gud, der kan gøre alting nyt. Han gør nyt. Vi skal fortælle det. Vi skal prædike det, hvor vi kan. Det er opgaven. Det er nu også jeres.
Amen
