Tale ved indvielse af skulptur
Biskop Thomas Reinholdt Rasmussens tale ved afsløring og indvielse af skulptur på Nykøbing Mors Kirkegård 11. juni 2023.
En af de mest kendte sætninger i vores fælles kultur stammer fra efteråret 54, hvor apostlen Paulus skriver til menigheden i Korinth.
Her skriver han de kendte ord om, at kærligheden er størst af alt. Og at kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt. Kærligheden hører aldrig op.
I vores almindelige liv er det jo således, at døden er størst af alt. Vi kender ingen, der har sprunget døden over, og vi kender ingen, der har kunnet hamle op med døden.
I vores verden er døden den størst magt, vi møder, og vi kender i vores erfaring ingen magt, der er større end den.
Men Paulus siger, at kærligheden er størst af alt. Det er ikke noget, vi kan erfare. Det er noget, vi tror. Troen er, at kærligheden er størst af alt.
Derfor begraver vi vores kære på kirkegårde, der udtrykker, at kærligheden er størst af alt. Det er jo den tro, vi har. Vi erfarer dødens almagt. Vi tror på kærlighedens almagt.
Kærligheden er størst af alt.
Således er kirkegården, og således er også den skulptur, som er fremstillet af Gitte Røntved, og som vi afslører her i dag. En skulptur, som netop taler om, at kærligheden er størst af alt. Som taler om at tage os i favn og om, at vi modtages af den ufortjente nåde med åbne arme.
Vi ser den favnende Kristus stående på en sokkel, hvorfra der udspringer fire arme, som symboliserer de fire evangelier, for hvorfra ved vi, at Gud er kærlighed. Det ved vi fra fortællingerne om ham. Det er gennem fortællingen, vi tror det.
Her står skulpturen altså – favnende og modtagende – også modtagende for os de vildfarne. Det er det afgørende.
Her tales døden imod med kærlighedens milde magt.
Realiseringen af skulpturen har kunnet lade sig gøre ved arven fra Harry Møller Olsen, der blev født her i Nykøbing i 1917 og døde også her i 1985. En beskeden mand, der har skænket midler til gavn for kirken og det kirkelige liv. Han sendes i dag en taknemlig tanke.
Også en tak til kunstner Gitte Røntved for det gode og smukke arbejde. Det er en levende forkyndelse af kærlighedens magt, der møder også i denne skulptur.
Og endelig en tak til menighedsrådet for beslutsomhed og omtanke.
Tak skal I alle have for denne smukke skulptur.