Tale ved provstekreering 2023

Indsættelse af provst Peter Jessen, Frederikshavn Provsti, og Kristine Jersin, Rebild Provsti.

Kære Peter – kære Kristine – kære provster

Det ord, jeg vil lægge jer særligt på sinde i dag, skriver apostlen Paulus i sit første brev til korinterne:

”For jøder kræver tegn og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom”

Aalborg stift har som bekendt altid været velsignet med en perlerække af biskopper. 

En af dem, der rager op, er P.C. Kierkegaard, der blev stiftets biskop nummer 46 i 1856. Peter Christian Kierkegaard hed han, og han var den kendte Sørens kloge storebror. 

Hvor Søren kunne være spidsfindig og sylespids, der var P. C. bred og dybttænkende. Han har en livshistorie, der er gribende, men den skal ikke fortælles her i dag. Jeg vil blot pege på hans store betydning for samfund, teologi og kirke, og så kan I jo lige sende hans portræt ude i sakristiet et venligt blik, når gudstjenesten i dag er til ende.

Men i 1867 kom han i folketinget, og blev også kultusminister, og her udtalte han nogle ord, som bør gælde for folkekirken også i dag. 

Han sagde:

”Fra Skagen og til den sydlige spids af Bornholm (skal der) ikke kunne fødes eller opvokse noget menneske, uden at han føler sig omgivet af et tilbud – ikke en tvang, men et tilbud – af kristen tro og trøst.”

Folkekirkelig tilstedeværelse overalt og rækkende evangeliets trøst og håb. Frit og åbent uden tvang. Det er det afgørende, men også at ingen må lades i stikken af evangeliets ord. Alle skal møde det. Alle skal kunne rækkes det, også i videre forstand end det talte ord, men også som fysisk sakramente: dåb og nadver, som i den grad kræver kropslighed og nærvær.

Det var der i 1800-tallets P. C. Kierkegaards intension. Det var, hvad han ville. Han tænkte ikke først på midlerne – de menneskelige og sikkert også de økonomiske – han tænkte på formålet: at række evangeliets trøst og håb.

Han kunne sikkert godt havde ladet sig begrænse af et land, der netop havde tabt store områder i Slesvig, og hvis økonomi ikke var prangende. Men det var i første omgang ikke det. Det var det, at evangeliet skulle rækkes til næsten overalt i landet. Der skulle ikke være en plet, hvor ikke dens røst var hørt.

Og sådan er det at være folkekirke. Det er at være kirke for og med det folk, man er i blandt. Vi kan ikke bare lade nogle i stikken, hvis vi vil være en folkekirke. Det er grundopgaven. Folkekirken er ikke en lukket kreds, men en åben kirke, der er kirke til og for tiden med evangeliets ord til evige tid.

Det er den opgave, vi hele tiden skal have for øje, og det er den opgave, I som provster hele tiden skal have for øje, også når I kravler rundt på kirkelofter og ser på tag og spær. Også når I roder rundt med budgettet og regneark. Så slipper vi ikke det af syne, at alt dette er til for at række evangeliets trøst og håb.

I skal lade menighederne være kirke på den måde, de bedst er kirke på - på det sted, der nu er deres, og I skal forsøge at understøtte det med økonomi, opmuntring og tilgivelse. Og vel skal I prioritere. Det er jeres opgave. Det er kun i himmerige, at overfloden er ubegrænset. Her på jorderige er tingene lidt anderledes. I må prioritere. I må forvalte. I må beskrive. Men hele tiden med det for øje, at der ikke må være et sted, hvor evangeliet ikke kan rækkes.

P.C. Kierkegaards økonomiske rammer var sikkert også ringe. Midlerne har været sparsomme. Men ikke desto mindre satte han et mål, som vi også kan se for os i dag, hvis det er folkekirke, vi vil være. Det er det mål, I skal styre efter som provster i Aalborg stift.

Således er det at forvalte. Der skal være noget at forvalte efter, ellers taber alt højde og ånd. Evangeliets frie løb må være målet, også for provster og biskopper.

En anden skikkelse, som sikkert også fik forvaltet en del, var Christian d. 3. Reformationskongen. Han reformerede den danske kirke og satte evangeliets klare dag højt i stagen. Nu skulle der lys over land. Hans præg er endnu i og på vores land i dag.

Men da han skulle dø, og han døde på Koldinghus på den første dag i året 1559, lå han i sengen og modtog evangeliets ord og sakramente, og da skulle han efter sigende have sagt de ord, vi om lidt skal synge – han har vel sagt dem på tysk – og det viser, hvilken retning hans forvaltning havde: altid under nåde. 

Det skal også være ordene til jer her på jeres kreeringsdag, og jeg vil med dem ønske jer al frimodighed i jeres gerning som provster i Aalborg stift:

Guds miskundhed alene

Grundfæstet står i evighed;

Sin kårne brud den rene

Fra slægt til slægt han holder ved

Dem, som bevaret har hans pagt

Hvem kronen er tilsagt,

hvor engle hist i kæde

om Himmel-troens glans

Gud Herrens pris udkvæde

for livets sejerskrans.

Min sjæl, istem med glæde:

Al æren er og bliver hans!

Amen

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen