Grundlovstale 2023

Tak for at jeg må tale her ved grundlovsarrangementet her i Try. Det er jeg både glad og beæret over. Det har altid været en væsentlig dag i året, og jeg har ikke siden mine unge dage forsømt en grundlovsdag med taler og sang. Det er en del af at være til i Danmark.

Grundloven blev skrevet første gang i 1849 og revideret flere gange, seneste i 1953. Den seneste udgave er altså 70 år i dag. Det er en god ramme om vores fælles liv, og den tegner en stor bygning, som det er til at leve i og til at være til i alle forskelle på trods.

Det er godt, at grundloven er så svær at ændre, for derved er den mulig at spille bold op ad. Det er muligt at spille ideer ud mod den, uden at det hele vælter. For ting kan opstå, og tanker kan ophøre, men grundloven skaber en fast ramme om det liv og den frihed, vi har til fælles.

Sammen med grundloven skabtes begrebet folkekirke. Det tydeliggøres i paragraf 4, hvor det udtrykkes, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Folkekirken er netop ikke staten, men er netop et frirum ved siden af staten, som er en garant for, at staten ikke skal være for hurtig til at blande sig i det folkelige liv. Der er et folkeligt liv, som staten ikke for hastigt skal brede sig over og lægge øde. Det er folkekirken udtryk for som statens tvilling.

Det er klart, at staten har alle magtmidlerne. I et moderne samfund kan vi ikke have organisationer med særlige magtmidler og særlige love ved siden af staten. Alle statens love gælder for alle dele af samfundet. Det er en kerne i demokratiet. Det er klart, at staten kan alt inden for rammerne af grundloven. Men udsagnet om folkekirken betyder, at staten ikke nødvendigvis skal alt. Der skal være et folkeligt frirum, som staten ikke definerer.

Grundloven "ved godt", at staten godt kan alt inden for rammerne, hvis den vil, for folkekirken har ikke særlige love og er ikke en stat i staten. Men grundloven beskriver også, at staten ikke bør blande sig i alt. Det er det primære i udsagnet om folkekirken.

Ved nedsættelse af den nuværende regering læste jeg naturligvis regeringsgrundlaget. Og jeg standsede op ved ordene om, at man ville afskaffe en helligdag. Jeg tænkte, at man måtte have skrevet forkert, for helligdage er ikke statens, men folkekirkens og er en del af folkekirkens forkyndelse, som folkekirkens bekendelsesgrundlag definerer som hørende til folkekirken og ikke til staten. Når grundloven definerer folkekirken som evangelisk-luthersk er forkyndelsen ikke statens område. Og det gør den jo i paragraf 4.

Så jeg tænkte, at man måtte have ment en fridag, selvom det ganske givet også ville give debat, men ikke en helligdag. Det var da grænseoverskridende, hvis det var det, man mente.

Men ikke desto mindre mente man tilsyneladende en helligdag. Altså ikke alene ville man afskaffe fridagen, men afskaffe helligdagen og derved skrive den ud af folkekirkens Alterbog og derved forkyndelsen.

Der måtte råbes vagt i gevær, og det blev der også. Ikke for folkekirkens skyld, men for statens skyld. Her fik vi pludselig en stat, der definerer det folkelige rum ved at afskaffe en helligdag. Her overskred staten den bløde grænse, der er mellem statsmagt og folkelighed, og som grundloven værner om.

Det var nogle dramatiske uger i begyndelsen af året, hvor man på mange måder kunne opleve, at det samtalende demokrati, som vi egentlig er opdraget i, smuldrede for vores øjne.

Der er ingen tvivl om, at staten kan det, den gjorde: at afskaffe bededag. Der er derfor ikke i egentlig forstand tale om grundlovsbrud, og man skal være påpasselig med at svinge sig derop for hastigt. Det bør man ikke.

Men det var et brud med en grundlovstradition. En tradition, hvor staten passede sit og sørgede for god ro og orden, og hvor folkekirken tog sig af forkyndelsen. Nu definerede staten pludselig forkyndelsen ved at afskaffe bededag også som kirkedag.

Det er nok en af de væsentligste begivenheder i politisk moderne tid og en begivenhed, som fremtidige historikere vil beskrive som det afgørende tidspunkt, hvor staten begyndte at definere alt.

Nu består arbejdet i at komme tilbage til grundlovens grund. Jeg tror, at politikerne faktisk ikke helt havde forstået sammenhængen, hvilket også var lidt beskæmmende, men nu skal vi fælles arbejde på at komme tilbage til en stat, som ikke blander sig i alt, og som ikke definerer alt. En stat, som respekterer et folkeligt rum.

For debatten om bededag handler egentlig ikke om helligdage eller om folkekirken. Det handler om, hvilken stat vi vil have. Det er det egentlige spørgsmål og det spørgsmål, vi skal finde et svar på.

Grundloven er nu 174 år og 70 år i dens grundform. Det er en god lov. Det er en lov, der stoler på mennesker og på den frihed, vi er sat i. Den stoler på, at vi kan forvalte friheden. Og frihed har jo den gode svaghed, at vi ikke kan tvinge. Derfor er der også frit slag til at overskride, hvis staten vil. Men det forandrer som sagt staten at gøre det.

Men det afgørende i grundloven, hvis vi skal løfte os lidt op i helikopterperspektiv, er friheden i grundloven. Den giver os lov til at være, som vi vil, inden for rammerne af den almindelige orden.

Der er faktisk plads til os alle i grundloven. Også til alle os, der mangfoldigt befolker Danmark i 2023. 

Det handler om frihed. Der var en sætning, jeg altid lærte mine konfirmander, og som handler om, at vi ikke kan tvinge hinanden til frihed. Vi kan ikke tvinge hinanden til at være og tænke, som vi synes, vi skal være og tænke. Vi er nødt til at acceptere det forskellige.

Ordet er af Grundtvig – en af grundlovens fædre – og lyder: ”Kun til helvede kan man tvinges/til himlen må der ringes.”

Vi kan ikke tvinge til frihed. Det skaber kun trælle og hyklere. Vi må ringe til frihed. Vi må tale, og vi må lytte til hinanden. Og høre, hvad vi har hinanden at sige. Og hvorfor vi siger det. Det er det afgørende. Og det er vel også grundlovens egentlige ånd:

”Kun til helvede kan man tvinges/til himlen må der ringes”. Det er hele kernen.

Tak for ordet.