Fortsæt til hovedindholdet
2022
Nyheder

Sammen om en grønnere folkekirke

Der blev lyttet, skrevet ned og stillet spørgsmål, da 700 deltog i en udsolgt inspirationskonference om grøn omstilling i folkekirken.

Kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen på talerstolen foran tilhørerne

Kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen åbnede konferencen. Foto: Henrik Helms/Viborg Stift

Af Sandra Rask Petersen

Etablering af skov på præstegårdsjord. Solceller på kirkejord. Vild med vilje på kirkegårde.

Det var nogle af de grønne initiativer, man kunne høre om på konferencen i Fredericia, hvor medarbejdere og frivillige i folkekirken mødtes for at blive inspireret af nogle af de grønne initiativer, som allerede spirer frem landet over.

En af de deltagere, der havde taget turen fra Nordjylland var Jens Andreasen. Han er næstformand i provstiudvalget i Aalborg Nordre Provsti, hvor de allerede er godt i gang med de grønne planer.

- Vi har blandt andet udskiftet alle pærer til LED, og kirkegårdene er vilde med vilje. Når kirkegårdsmaskinerne skal udskiftes, skal de være batteridrevne. Vi er kommet langt, men vi kan mere, og vi er klar til at gå videre. Derfor giver den her dag også rigtig god mening.

Læs mere om folkekirkens grønne omstilling her

Et grønt fodaftryk

Konferencen var arrangeret af Folkekirkens Grønne Omstilling, der er et landsdækkende projekt, som skal tage hele folkekirken i en grønnere retning.

Kirkeministeren var den første på talerstolen, og hun udtrykte stor taknemlighed for, at der på lokalt plan allerede er sat mange grønne initiativer i gang, og at der bliver taget ejerskab.

- Hvis I ikke ser værdien af den grønne omstilling, kommer vi ikke langt. Det her er på mange måder et billede på, hvad folkekirken kan. Som Danmarks største forening kan vi sætte et grønt fodaftryk. Jeg tror, det her kan inspirere ud over folkekirken, sagde Ane Halsboe-Jørgensen, da hun bød deltagerne velkommen.

I løbet af dagen var der forskellige oplægsholdere på programmet, og deltagerne kunne blandt andet blive klogere på, hvad der skal til for at bryde vanen for klimaet, og hvordan vi kan forvalte vores forhold til jordens ressourcer på en sådan måde, at vores efterkommere også kan nyde godt af dem.

Deltagerne kunne også høre om andres erfaringer med energiforbedringer i folkekirkens bygninger, biodiversitet på kirkegårde, skovrejsning og udarbejdelse af grønne strategier.

Dagen sluttede med en paneldebat om, hvordan folkekirken kan bidrage til den grønne omstilling.

Se billeder fra konferencen her:

Biskop Peter Fischer-Møller på talerstolen

Formand for Folkekirkens Grønne Omstillings styregruppe biskop Peter Fischer-Møller. Foto: Henrik Helms/Viborg Stift

Stor flok tilhørere kigger mod talerstolen

700 deltog i en udsolgt inspirationskonference om grøn omstilling i folkekirken. Foto: Henrik Helms/Viborg Stift

Kirke- og Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen på talerstolen

Kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen åbnede konferencen. Foto: Henrik Helms/Viborg Stift

Professor og medlem af Klimarådet Katherine Richardson gav sit bud på, hvordan vi løser klima- og biodiversitetskrisen. Foto: Henrik Helms/Viborg Stift

Thomas "Vovemod!" Lütken, der er direktør for Vanebrudspalæet gav tilhørerne en energiindsprøjtning under overskriften 'Bryd vanen for klimaet'. Foto: Henrik Helms/Viborg Stift

Tilhører lytter til oplæg på konferencen for Grøn Omstilling

Deltagerne kunne dagen igennem lytte til oplæg og høre om andres erfaringer med energiforbedringer i folkekirkens bygninger, biodiversitet på kirkegårde, skovrejsning og udarbejdelse af grønne strategier. Foto: Henrik Helms/Viborg Stift

Provst Keld Balmer Hansen holder oplæg og viser graf

Provst i Bogense Provsti, Keld Balmer Hansen, fortalte om grønne strategier. Foto: Henrik Helms/Viborg Stift