Fortsæt til hovedindholdet
2022
Nyheder

Åbne juleaftener

Flere kirker landet over åbner døren til juleaften i fællesskab. Find en kirke eller et værested i nærheden af dig, som inviterer til juleaften eller lillejuleaften. Bemærk: Den landsdækkende oversigt bliver løbende opdateret.

Region Nordjylland

Hjallerup Kirkehus, Hjallerupvej 27, 9320 Hjallerup

Kirken er i år medarrangør på et juleaftensarrangement, der afholdes i kirkehuset efter julegudstjenesterne. Det er et juleaftensarrangement for alle, hvor den fælles gave og opgave er at holde en hyggelig juleaften med middag, sang, snak og dans om træet.

Har du lyst til at være sammen med andre juleaften og måske lære nogle nye folk at kende, så er du/I hjertelig velkommen. Vi starter med hygge efter gudstjeneste om eftermiddagen, hvor der vil være kaffe på kanden fra omkring kl. 14.00. Omkring kl. 18.00/18.30 vil julemiddagen blive serveret. Efterfølgende vil der være sang og dans rundt om træet. 

Vil du gerne deltage i arrangementet og/eller har lyst til at hjælpe med planlægningen/det praktiske på dagen/aftenen, så er du meget velkommen til at kontakte planlægningsgruppen på tlf. 21 71 91 46.

Der findes en Facebook-gruppe, hvor du også kan følge med: Fælles jul i Hjallerup for alle.

Tilmelding til juleaften senest 10. december 2022 af hensyn til planlægningen.

 

Brønderslev Sognegård, Bredgade 102, 9700 Brønderslev

I samarbejde med Brønderslev Provsti inviterer menighedspleje- og diakonigruppen ved Brønderslev kirke igen i år til at fejre juleaften sammen med andre. Det foregår i Sognegården, Bredgade 102 i Brønderslev.

Der er mulighed for at deltage i juleaftensgudstjeneste kl. 15.00. Herefter er der kaffe og juleknas i Café Møllehave.
Kl. 17.30 samles alle ved de smukt pyntede borde i Luther-lokalet, hvor aftenens værtspar, sognepræst Solveig Jeppesen og hendes mand Jean Paul Latorre Farfan byder velkommen til gæsterne.

Herefter serveres der julemiddag, og der hygges ved bordene med snak og sang. På et tidspunkt tændes juletræet, og deltagerne vil gå om juletræet og synge nogle af julens mange skønne salmer. Der vil være en gave til alle.

Aftenen vil også rumme en god julefortælling og selvfølgelig kaffe og knas.

HENT INDBYDELSEN TIL AFTENEN HER

Pris: Voksne: 150,- kr. - (Børn er gratis)

Tilmelding:  Til kirkekontoret tlf. 9882 0713 eller mail: kirkekontoret@broenderslevkirke.dk 

 

Café Perlen, Nørregade 20, Nykøbing Mors

Juleaften 2022 nærmer sig, og selvfølgelig holder vi også juleaften på Perlen i år. Vi starter med kaffe, eftermiddagshygge, snolder og andet godt kl. 15.00. Klokken 17.30 serveres and og flæskesteg med hele udtrækket. Til dessert risalamande med mandelgave. Det koster 65 kr. for hele arrangementet inkl. en lille julegave. 

Tilmelding til Perlens juleaften: 51 15 07 42 eller perlen@kfumsoc.dk - senest den 21. december 2022.

 

Snedsted Sognegård, Snedstedvej 138, 7752 Snedsted, Sydthy

Fælles juleaften i Snedsted. Vil du holde juleaften sammen med andre? Eller kender du nogen, der gør? Kom med til en stemningsfuld aften med julemad, knas, gaver, julesange og dans rundt om juletræet. For både unge og ældre, enlige og par. 

Der er kaffe på kanden fra kl. 16 i Snedsted sognegård, så du kan nå med i kirken kl.15. Spisningen starter kl. 17 og slutter omkring 21.30. 

Tilmelding inden 15. december på 20490732 / 30317773. Det koster 100,- at deltage uanset om du er gæst eller hjælper, og arrangørerne hjælper gerne med transport både ud og hjem, hvis nødvendigt.

Region Midtjylland

Kristrup Sognegård, Ørneborgvej 5, 8960 Randers

Vær med til en hyggelig juleaften i Kristrup Sognegård den 24. december fra 16.30-22:00. Der vil være and, flæskesteg, juletræ, gaver til alle børn under 15 år og risalamande med mandelgave. 

Tilmelding og betaling (kontant eller MobilePay) senest 14. december på www.kristrupkirke.dk/det-sker/voksne/sogneaftener. Du er også velkommen til at ringe til kirkekontoret på tlf. 86 42 50 16 for at tilmelde dig. Det koster 75 kr. for voksne og 50 kr. for børn fra 13 år.

 

Gellerup Kirke, Gudrunsvej 88, 8220 Brabrand

Kl. 16.00 begynder vi med gudstjeneste i kirken og fortsætter med kaffe og juleknas i kirkens underetage. Kl. 18.00 er der spisning med klassisk julemad, and, flæskesteg og risalamande, og senere er der julefortælling, sang og dans om juletræet. Der er en julegave til alle. Der bliver også tid til julehygge med kaffe og konfekt. Vi forventer, at aftenen afsluttes kl. 21.30. 

Der vil være en lille egenbetaling (nærmere information følger). Tilmelding til kirkekontoret eller på tlf. 51382265 senest den 20. december 2022.

 

Hinnerup Sognegård, Ådalsvej 10, 8382 Hinnerup

Kirken i Hinnerup arrangerer igen i år juleaften i sognegården den 24. december fra kl. 17:00 til 20:30. Der vil være pyntet op med juletræ og gjort klar til en hyggelig aften i et godt fællesskab. Menuen er klassisk julemad, og i løbet af aftenen er der arrangeret et pakkespil. Kirken står for pakkerne, så medbring ikke selv pakker. 

Det koster 100 kroner at deltage. Du tilmelder dig via kontoret på tlf. 86 91 15 11 eller via mail: info@kirkenihinnerup.net. Vi glæder os til at se jer. 

 

Holstebro Sognehus, Kirkestræde 9A, 7500 Holstebro

Holstebro kirke og Holstebro sogns menighedspleje holder juleaften i sognehuset, og du er hjertelig velkommen d. 24/12-2022, kl. 18. Prisen er 175 kr., og du bedes medbringe en gave til 25 kr. Betaling og tilmelding foregår på Holstebro kirkes kordegnekontor senest d. 16/12-2022. 

 

Houlkær Kirke, Odshøjvej 7a, 8800 Viborg

Den 24. december 2022 fra kl. 18-22 inviterer Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg til Jul i Fællesskab i Houlkær Kirke. Aftenen byder på traditionel dansk julemiddag med risalamande og mandelgaver. Derefter tændes juletræet, juleevangeliet læses, og der synges julesalmer og danses om juletræet. Der uddeles julegaver, serveres kaffe og som afslutning på aftenen får alle en godtepose med hjem. 

Det koster 50 kr. at deltage, og der kan efter aftale tilbydes kørsel til og fra arrangementet. Tilmelding og yderligere oplysninger på tlf.: 50 51 52 63 eller e-mail: kontakt.ksa@gmail.com. Tilmeldingsfrist: Gerne inden 15. december 2022.

 

Lemvig Kirkehus, Torvet 10, 7620 Lemvig

Vil du dele julens glæder med andre, og har du lyst til at opleve en hyggelig ”Jul i Fællesskab”, så er du velkommen til at holde juleaften i Lemvig Kirkehus. Der vil være julegudstjeneste kl.15.30 (for dem, der ønsker det), traditionel julemiddag med and og risalamande og sang og dans om juletræet. Der er en lille gave til alle, der deltager. 

Du er velkommen også selv om du måske ikke bor i Lemvig. Pris: 150 kr. Gratis for børn under 15 år. Alkoholfri aften. Tilmelding gerne før den 15. december 2022 til Kirsten Vindum, tlf. 23 45 94 92. 

 

Møllevangskirken, Møllevangs Allé 49, 8210 Aarhus

Lillejuleaften: Møllevangskirken inviterer alle i sognet til traditionel julemiddag med flæskesteg og risalamande d. 23. december kl. 18.00 til ca. 21.30. Efter middagen er der hygge med juletræ, julesalmer, juleknas og julehygge. Arrangementet bliver betalt af Menighedsplejen og er derfor gratis. 

Tilmelding til sognepræst Hanne Jul Jakobsen på 29299695 eller kirkekontoret 86155481 senest onsdag d. 21. december 2022.

 

Odder Sognekirke og Kirkecenter, Kirkesti, 8300 Odder

Har du/I af den ene eller anden grund ingen planer juleaften, eller kunne du/I blot tænke dig/jer at fejre jul på en anden måde, er du/I velkommen til juleaften i Odder Sognekirke og Kirkecenter.

Efter gudstjenesten klokken 16.00 hjælper vi hinanden med at forvandle kirkecenteret til en hyggelig spisestue med juletræ og julepynt samt gøre de sidste forberedelser klar i køkkenet. Nærmere information om tilmelding, pris og planen for juleaften er på vej.

 

Christianskirken, Frederikshaldsgade 15, 8200 Aarhus N

Christianskirken og Skt. Johannes kirke arrangerer fælles juleaften i Aarhus. Det holdes i år i Christianskirken og indledes med gudstjeneste kl. 15.30 i Christianskirken, Frederikshaldsgade 15, 8200 Aarhus N. Efter gudstjenesten er der kaffe i Christianskirkens krypt. Klokken 18.00 er der julemiddag. 

Resten af aftenen vil forme sig som en traditionel juleaften med sang og dans om juletræet, kaffebord med småkager og julegodter. Der vil også være en lille julegave til deltagerne. 

Tilmelding sker via kirkens hjemmeside: www.christianskirken.dk eller ved henvendelse til kirkekontoret. Der er begrænset antal pladser, så skynd dig, hvis du vil være sikker på at være med. Det koster 75 kr. at deltage.

Region Syddanmark

Hannerup Kirkes Sognegård, Prangervej 114, Fredericia. 

Juleaften i fællesskab i Fredericia lørdag 24. december 2022 kl. 17:00 - 22:00

Du inviteres hermed til Juleaften i fællesskab med andre. Menuen er andesteg, flæskesteg og ris a la mande. Senere på aftenen er der dans om juletræet, kaffe og konfekt. Alle er velkomne; enlige, par og familier. Kom gerne til Julegudstjeneste i kirken kl. 16. 

Tilmelding til Margit Hansen på hannerup.sogn@km.dk eller 21 42 93 29. Pris: 50 kr. for voksne. Børn under 15 år 25. kr. Læs mere på www.Hannerup-kirke.dk

 

Brændkjærkirken, Agtrupvej 114, 6000 Kolding

Kolding 1 Y's Men's Club afholder juleaften i fællesskab i Brændkjærkirken med julemiddag, julesalmer, oplæsning af juleevangeliet mm. og dans om juletræet. Arrangementet starter kl. 17.30 og slutter kl. 21.30. Billetter á 230 kr. kan købes på Brændkjærkirkens Kordegnekontor. Billetterne sælges fra 15. november til 10. december 2022. Du er velkommen til at kontakte tovholder Preben Nielsen på telefon 40612593 for at høre nærmere.

Kvaglund kirke, Kvaglundparken 18, 6705 Esbjerg Ø

Arrangementet begynder kl. 16 til gudstjeneste i Kvaglund kirke. Klokken 17.30 åbnes dørene til juleaftenen. Vi spiser traditionel julemad, danser om juletræet: Alle får en gave, og alle har en gave med til 25 kr. Vi synger julesange, og hygger os sammen. Omkring kl. 22 afrunder vi festlighederne. 

Der vil være en lille egenbetaling (nærmere information følger). Tilmelding senest d. 12. december 2022 til Inge, sognediakon, på tlf. 30 54 10 66.

Give Sognehus, Bøgetorvet 1, 7323 Give

JUL i FÆLLESSKAB er en indbydelse til at fejre juleaften i et trygt og varmt fællesskab, og arrangementet er målrettet ældre og enlige bosiddende i den gamle Give Kommune. Vi vil gøre vores til, at det bliver en tryg og hyggelig aften. Prisen er 100 kr. pr. person. Heri er indeholdt alle udgifter til selve arrangementet samt en eventuel afhentning og hjemtransport. Betaling og tilmelding skal ske senest fredag d. 9. december til Give Sogns Kirkekontor, Bøgetorvet 1, 7323 Give. Tlf. 51850506 eller mail: give.sogn@km.dk. 

                       
PROGRAM:
Kl. 15.30     Julegudstjeneste i Give Kirke
(deltagelse i julegudstjenesten er frivilligt)
Juleaften kl. 16.30 – ca. 21.30
Kl. 16.30     Åbning af sognehuset
Kl. 16.45     Kaffe og før-jule-hygge
Kl. 18.00     Traditionel julemiddag
 

Derpå samles alle om juletræet. 
Mens lysene brænder, synges julesalmer og julesange. 
Juleevangeliet læses. 

JUL i FÆLLESSKAB arrangeres af Give Y’s Men’s Club i fællesskab med Give-Vorslunde Menighedsråd.

 

Region Hovedstaden

Brøndby Strand Kirke, Brøndby Strand Centrum 90, 2660 Brøndby Strand

Brøndby Strand Kirke planlægger en juleaften den 24. december for borgere i Brøndby. Nærmere information følger efter efterårsferien, hvor planen for juleaften 2022 forventes at være klar. 
Skibby Sognegård, Selsøvej 4B, 4050 Skibby

Skibby kirke søger i øjeblikket efter værter til juleaften 2022.

Tingbjerg Kirke, Langhusvej 1, 2700 Brønshøj

Tingbjerg Kirke planlægger igen i år en juleaften den 24 december, der begynder med gudstjeneste og dernæst julefest med julemiddag og juletræ. Nærmere information om tilmelding, pris og planen for juleaften er på vej.

Kender du til en kirke, der skal med på oversigten? Send en mail til mhto@km.dk og/eller eap@km.dk

Julehjælp

Vil du søge julehjælp eller bidrage til, at andre får hjælp til at holde jul? 

Læs om julehjælp på folkekirken.dk her