Ordination søndag d. 19.juni 2002
Hasseris Kirke
Ordinander:
Julie Anastasia Hejslet Kajgaard
Thomas Krautwald Erbs
Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen
Kære ordinander - kære Julie og Thomas
De ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særligt vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus i sit første brev til Timotheus:
"Men du, Guds menneske, skal holde dig fra alt dette, og stræbe efter retfærdig, gudsfrygt, tro, kærlighed udholdenhed og sagtmodighed. Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidnes påhør" (1.Tim. 6,11-12)
Man må sige, at der står blæst om bekendelsen for tiden. Debatten bølger frem og tilbage i aviserne og på de sociale medier med mere eller mindre saglige argumenter, og særligt den lutherske bekendelse – kaldet confessio augustana – er i spil. Det er godt, at der tales om det, for det vi tror på, skal hele tiden vejes, for ellers så kommer vi til at forkynde forkert. Samtale må der til.
Men nogle af argumenterne går på, at bekendelsen er fra 1530 og derfor bør revideres, og andre at den lægger et betænkeligt menneskesyn til grund, hvor mennesket er helt og aldeles fortabt, og man kun har Kristus at stole på.
Til det første med alderen, så er det jo aldrig et argument, at tiden går. Vi må altid se på hvad der siges, og ikke hvornår det er sagt. Det er afgørende.
Det andet argument er mere væsentlig, for det går på substansen. Det går på hvad der er selve bekendelsens kerne.
For Luther - som er en af dem, der står bag bekendelsen, selvom han ikke er bekendelsens pennefører - bestod den reformatoriske kamp i, at Kristus var altafgørende frelse. Der kunne ikke være tale om, at Kristus og noget andet var vejen til frelsen, for så kunne der blive sået tvivl om frelsens vished, for hvornår havde man så gjort det, der var nok? Kun Kristus alene kunne være grundvolden, og der kunne ikke være lagt en anden grundvold end ham.
Det er klart, at bekendelsen er blevet til i sin tid, hvem vil benægte det? Men kernen i den, er troen på at Kristus er frelser alene, og der er ingen anden vej, for ellers så sendes vi mennesker ud i fortvivlelse. Ellers sendes vi derud, hvor vi hele tiden skal afveje os selv, og så ved vi jo godt, hvad er sker.
Kernen er Kristus alene. Det er den afgørende kerne, at Jesus er Herre, som Paulus siger det i det første brev til korinterne. Det er kernen, hvor ud af alle andre udsagn spirer. Det er kernen, som alle andre artikler i bekendelsen bygger på, for også bekendelsen skal drive på Kristus.
Således skal vi altid overveje og gennemtænke, hvorledes denne grundbekendelse tydeligst kommer til udtryk i dag. Men det er noget vrøvl at sige, at evangelisk lutherdom bygger på, at mennesket er en formørket, fortabt synder. Evangelisk lutherdom bygger på Kristus alene, og derved den glæde og frelse, der ligger om ham, og derfor fryde sig hver en kristen.
Kære Julie og Thomas
Det er enhver kristens opgave at gennemtænke og hele tiden formulere, hvad det vil sige at Jesus er Herre, at Jesus er Kristus.
Det er også opgaven for en ordineret præst. Gennem prædikener og taler, gennem sakramenternes forvaltning, og gennem undervisning og sjælesorg, skal I altid pege på Kristus som Herre. Det skal I forsøge at gøre tydeligt og erfaringsnær.
I skal gøre forsøget. Og nogle gange lykkes det og andre gange ikke. Men I må ikke fortvivle og grave jer ned, hvis I rammer ved siden af skiven, for I kender aldrig Herrens veje.
Jeg tror, alle præster har haft oplevelsen af, at denne gang virkede talen ikke, eller denne gang fik prædikenen ikke noget til at spire op, men så kan man alligevel måske flere år efter møde et menneske, der peger på netop den tale eller denne hændelse, og sige, at det betød noget for ham eller hende.
Herrens veje er uransagelige, og er ikke altid at finde rundt i, men vi må stole og tro på Guds nåde – også i præstearbejdet.
I kommer til hver jeres kirker og menigheder. Vi griber tingene an, som de nu er hos os. Og arbejdet kan være forskelligt. Men I skal hele tiden læne jer op ad den gode bekendelse, at Jesus er Kristus, og at der ved hele frelsen er hos ham. Det skal give os mod til at forkynde nådens ord og at forvalte sakramenterne til trøst og til glæde for det folk, kirken lever af og med.
Debat skal der altid stå om troens ord, for ellers er det ikke et levende ord, der taler ind i vores tid og taler til vores liv. Det er det levende ord, vi bygger på.
I det arbejde ønske og jeres menighederne al glæde og håb. Vi er sammen om det.
Vi er sammen om, som vi skal synge om lidt, at
stille os ind under ordet,
som myndig får røst-
og finde sig tiltalt
og tåle dens sandhed
og gribe dets trøst.
Amen
