Fortsæt til hovedindholdet
2022
Nyheder

Ny stiftamtmand i Aalborg Stift

Trine Hede er ny stiftamtmand i Aalborg Stift. Vi har spurgt, hvad folkekirken betyder for den nye stiftamtmand, og hvad hun glæder sig mest til i sin nye rolle.

stiftsamtmand Trine Hede

Trine Hede tiltrådte som stiftamtmand i august. Hun afløser tidligere stiftamtmand Erling Brandstrup. Privatfoto

Hvordan ser du stiftamtmandens rolle i dag?

- Stiftamtmanden er som en del af stiftsøvrigheden med til bl.a. at kvalificere tilsynet med sognenes administrative og økonomiske forhold og opgaven som statslig sektormyndighed efter planlovgivningen. Stiftamtmanden tager som sådan stilling til og forhandler om region-, kommune- og lokalplaner. Herudover er der en ligeså vigtig opgave, som handler om at sparre om navnlig juridiske og administrative spørgsmål med det enkelte stift. Stiftsøvrighedens sammensætning bevirker, at staten og folkekirken er repræsenteret som ligeværdige parter, hvilket sikrer, at biskoppen har en sparringspartner med økonomisk, juridisk og administrativ indsigt, og at der ved udførelsen af stiftsøvrighedens opgaver kan tages de nødvendige hensyn til både statens og folkekirkens interesser.

Hvad tager du med ind i hvervet fra dine forgængere i stillingen? Og hvad ønsker du selv at tilføje?

- Jeg har fra Erling Brandstrup, som var tidligere stiftamtmand i Aalborg Stift, og fra Henrik Horster, som er stiftamtmand i en række sjællandske stifter, hørt om de mange spændende opgaver, som knytter sig til hvervet som stiftamtmand. Jeg har i en lang årrække arbejdet i centraladministrationen og har bred erfaring med håndtering af forskellige organisatoriske, administrative, økonomiske og retlige spørgsmål – blandt andet inden for det forvaltningsretlige, socialretlige og familieretlige område. Jeg er i dag ansvarlig for Ankestyrelsens fællesfunktioner, som bl.a. består af styrelsens administration, dens økonomi, styring, HR, Analyse, Læring og Digitalisering. Jeg håber, at kunne bidrage med denne viden i det løbende arbejde i stiftet, og går til opgaven med både stolthed og nordjysk ydmyghed.

Hvad betyder folkekirken for dig?

- Jeg er medlem af folkekirken, og folkekirken repræsenterer en række basale værdier, som er vigtige for mig. Jeg oplever, at folkekirken som institution formår at være et samlingspunkt for samfundets mangfoldighed, hvilket jeg anser som et vigtigt bidrag til samfundslivet.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

- Folkekirken er en vigtig og grundlovssikret institution i det danske samfund. Den repræsenterer et centralt fællesskab, hvor alle har mulighed for at engagere sig – bl.a. gennem menighedsrådene, som også bidrager til at skabe en demokratisk legitimitet for folkekirken. Min egen vurdering er, at folkekirken kan og bør spille en vigtig rolle i forhold til at synliggøre betydningen af fællesskabet og næstekærligheden og dermed give mulighed for at tilbyde alternativer til mere materialistiske og individualiserede strømninger.

Kan du huske nogle af dine første minder fra kirken?

- Jeg er opvokset i den gamle præstegård i en landsby, der hedder Gl.Skørping i Rebild provsti. Her ligger en fantastisk kirke med den skønneste udsigt over området. Nogle af mine første minder fra folkekirken stammer fra netop denne kirke og fra området omkring den. Jeg husker, at jeg som barn oplevede selve kirken som kølig, anderledes og højtidelig - man rankede li’ som ryggen, når man gik gennem våbenhuset - men samtidig også som et trygt og betydningsfuldt sted, hvor mange store og vigtige begivenheder fandt sted. Kirkegården med det brede dige, den gamle ønskebrønd bagerst på kirkegården og den betagende udsigt er, sammen med kirken, forsat et vigtigt sted for mig, som jeg jævnligt besøger.

BLÅ BOG

Om Trine Hede

  • 52 år og bor i Vangede nord for København.
  • Ansat som vicedirektør i Ankestyrelsen i 2017 med ansvar for Ankestyrelsens fællesfunktioner, herunder ledelse og økonomi, Digitalisering, HR, Administration, Læring og Analyse

Tidligere:

  • Afdelingschef i Ankestyrelsen fra oktober 2013 med ansvar for Socialafdelingen, praksis og formidling samt fra 2016 Arbejdsskadeafdelingen
  • Ankechef i Ankestyrelsen i januar 2013
  • Kontorchef Justitsministeriet, Familiestyrelsen i 2009
  • Sekretariatschef i Adoptionsnævnet i 2005
  • I 1997 ansat som fuldmægtig i Justitsministeriet, Civilretsdirektoratet og fra 2000 i Adoptionsnævnets sekretariat
  • Kandidat i Statskundskab, Aarhus Universitet i 1997
  • Masteruddannelse i Media Management, Stirling University, Skotland, 1995
  • Tillægsuddannelsen fra Danmarks Journalisthøjskole, Aarhus, 1994