Der er KUL på de unge ledere!
Søndag 7. februar afsluttede seks unge mennesker KUL - en lederuddannelse for unge.
Af Pia Uth/Brønderslev Provsti
KUL er en Kirkelig UngdomsLederuddannelse, som gennem flere år har givet unge mennesker gode redskaber, ledereredskaber og mod på at træde frem og gå forrest, med i bagagen. KUL er for unge fra 7. klasse og op, og unge fra hele Brønderslev Kommune velkomne til også at tage lederuddannelsen. På årets hold var også et par deltagere fra Jerslev sogn.
En af årets nye KUL'ere, Oskar Hansen fortæller, at uddannelsen har givet ham nye bekendskaber og har lært ham noget om at kommunikere:
- Det bedste ved KUL er det, at man kan lære nye mennesker at kende. Jeg er personligt også blevet bedre til at kommunikere med andre.
Ud over nye venner, har Oskar også fået nogle gode redskaber og erfaringer med fra KUL:
- Jeg har igennem KUL lært meget omkring planlægning af arrangementer, og hvordan man kan blande leg og læring sammen. Man bliver også bedre til at få børn til at have det sjovere ved at lære, siger han.
Fremtidens unge ledere
Det er sognepræst Kristian Brogaard og kirke-og kulturmedarbejder Inge Bech Hansen, der leder den kirkelige ungdomslederuddannelse.
Uddannelsen skal give de unge redskaber til at indgå i en aktiv lederrolle i kirkernes aktiviteter for den unge målgruppe. KUL er et tilbud til teenagere om at få en uddannelse, hvor de arbejder med at udvikle forskellige kompetencer, personlige kompetencer og kompetencer og kendskab til forkyndelse, bøn, andagter, bibelhistorier, gudstjenester. Desuden træner de deres organisatoriske kompetencer, så de kan lære, hvordan man planlægger og leder et møde.
Tidligere unge på KUL-uddannelsen har bl.a. brugt deres uddannelse som ledere i FDF, i kirkens børneklubber og til en række aktiviteter, hvor de unge har stået for planlægningen og gennemførelsen af arrangementer.
Derudover er grundtanken i uddannelsen også, at de unge skal lære at tage ansvar og stå frem og turde være sig selv og bruge de kompetencer, de har, i ledersammenhænge.
Nyt hold KUL sidst på foråret
Kristian Brogaard og Inge Bech Hansen håber på, at et nyt hold kan begynde sidst på foråret, hvis omstændighederne tillader det. De håber desuden på, at det igen bliver muligt at lave en fællesskabsweekend med besøg af en tysk KUL-gruppe, da det giver de unge udsyn og fællesskab at møde unge fra et andet land.