2018
Nyheder

”Flere unge skal have en wow-oplevelse”

16-årige Jacob Jennet Jensen kan næsten ikke få armene ned over kirken og Den Kirkelige Ungdoms Lederuddannelse - KUL. Her indgår han i et fællesskab, som han håber, flere unge har lyst til at blive en del af.

”Vi er vidt forskellige, og det er det, der gør, at vi passer så godt sammen," siger Jacob Jennet Jensen om den kirkelige lederuddannelse han tager.

”Vi er vidt forskellige, og det er det, der gør, at vi passer så godt sammen," siger Jacob Jennet Jensen om den kirkelige lederuddannelse han tager.

”Vi er vidt forskellige, og det er det, der gør, at vi passer så godt sammen," siger Jacob Jennet Jensen om den kirkelige lederuddannelse han tager.

”Vi er vidt forskellige, og det er det, der gør, at vi passer så godt sammen," siger Jacob Jennet Jensen om den kirkelige lederuddannelse han tager.

Af Louise Graa Christensen 

”Det var vigtigt for mig, at nogen passede på mig og holdt af mig uanset hvad. Jeg ville finde svar på, hvem det var og hvorfor, og derfor ville jeg gerne vide, hvem Gud var. Det tænkte jeg, jeg måske kunne finde ud af gennem kirken.” 

Sådan siger den 16-årige gymnasieelev Jacob Jennet Jensen, der lige siden han var en lille dreng har taget aktivt del i kirken. Hans familie sled ikke kirkebænkene op, så det var en ren tilfældighed, at han kom så tæt på kirken, idet en af hans gode venner fra børnehavens mor var præst og kendte til en fredagsklub i den lokale kirke. I Sindal sogn, som Jacob Jennet Jensen tilhørte, startede han som seksårig i klubben i kirken. Her legede børn med hinanden, og han oplevede det kirkelige fællesskab, som har været en vigtig del af hans liv lige siden. 

”Man mødes om det samme, beder sammen, er kede af det eller glade sammen. Man kommer tæt på hinanden, selvom man måske ikke kender hinanden så godt. Og så kan komme uanset hvornår - der vil altid være nogen at snakke med,” siger han.  

Tættere på kirken med KUL

Efter at have været en del af fællesskabet i Sindal Sogn gennem en årrække, fik Jacob Jennet Jensen lyst til at prøve noget nyt. Derfor valgte han at opsøge Abildgaard kirke i Frederikshavn Sogn, som er langt større. Samtidig havde præsten i Sindal kirke fortalt ham om muligheden for at tage Den Kirkelige Ungdoms Lederuddannelse – KUL. Det er et tilbud til teenagere om at få en uddannelse, hvor de arbejder med at udvikle forskellige kompetencer, for eksempel deres personlige kompetencer, hvor de skal lære sig selv at kende, spirituelle kompetencer, hvor de får kendskab til forkyndelse, bøn, andagter, bibelhistorier, gudstjenester. Desuden træner de deres organisatoriske kompetencer, så de kan lære, hvordan man planlægger og leder et møde.

De unge mødes en gang om ugen og udover undervisning, er der forskellige lege, ligesom de synger og beder sammen.  

”Jeg valgte at starte på KUL for at komme tættere ind på kirken, og det er jeg virkelig kommet,” siger Jacob Jennet Jensen. 

Et kærligt fællesskab

En typisk undervisningsgang på KUL starter med, at deltagerne bruger såkaldte ”humørkort”. Et grønt kort betyder, at humøret er højt. Lægger en ung et blåt kort, er vedkommende træt og så fremdeles.  

”Hvis der for eksempel er en, der er ked af det, kan man tage ekstra hensyn den dag. Det er en god ide at starte sådan, fordi vi så er opmærksomme på, hvordan de andre har det,” siger Jacob Jennet Jensen og fortæller, at netop det at være opmærksom på andres følelser og holdninger, er en central del af fællesskabet på KUL. 

”Vi er vidt forskellige, og det er det, der gør, at vi passer så godt sammen. Nogle er gode til at tegne, danse eller være kreative, mens andre er bedst til at læse eller forberede en andagt. Det er et fællesskab med kærlighed, uanset hvem man er,” siger han. 

Unge skal involveres i kirken

Jacob Jennet Jensens fremtidige karriere er allerede fastlagt: Han skal være præst. I mellemtiden er KUL en mulighed for at få indflydelse i kirken, idet uddannelsen blandt andet giver mulighed for at få arbejde i kirken som ungdomsmedarbejder. Og det ligger Jacob Jennet Jensen på sinde at få flere unge involveret i kirkens arbejde: 

”Mange unge har teori om, at folkekirken er en støvet ting. De kommer der kun til dåb, konfirmation og så videre, men jeg tror, at skal man have dem mere involveret meget tidligere. For eksempel er babysalmesang og spaghettigudstjenester en rigtig god ide, men kirkerne kunne sagtens lave flere sociale tilbud og måske også samarbejde med børnehaver og skoler,” siger han og fortsætter: 

”Hvis unge får medindflydelse, synes de måske, det er mere spændende at komme i kirken, sådan som jeg syntes allerede som lille. Jeg mærkede tidligt, at jeg gerne ville være en del af det fællesskab og også komme til at lede det. Flere unge skal have en wow-oplevelse, ligesom jeg har fået,” slutter han.