Rekruttering af frivillige
I dette afsnit ser vi nærmere på, hvordan det går med at skaffe frivillige.
Vi besøger blandt andet en familieklub i Holstebro, hvor unge og ældre hjælper til. I Skalborg Kirke har manglen på frivillige betydet, at et velbesøgt initiativ er lukket ned, og i Frederikshavn er frivilligkoordinatoren begyndt at prikke nye frivillige på skulderen.
Den personlige henvendelse er vigtig
Hver anden fredag kører Anne-Grethe Leegaard forbi Abildgård Kirke i Frederikshavn og henter smørrebrød. Herefter kører hun hjem til Lissi Lindvig og spiser højtbelagt sammen med hende.
-Vi får det her dejlige smørrebrød – og vores sædvanlige snaps, og vi har nogle rigtig hyggelige timer, siger Anne-Grethe Leegaard.
Og Lissi Lindvig glæder sig også altid til at få besøg.
"Det betyder alt, at der kommer nogen. Jeg bor alene, og min familie bor langt væk, så de kan ikke lige komme forbi."
Lissi Lindvig
Det er ikke lige meget, hvem der spørger
Anne-Grethe bor også alene, og derfor kontaktede frivilligkoordinatoren i Abildgård Kirke hende for at høre, om hun ville være med i SPIS-sammen-ven.
-Hvis det her skal give noget til begge parter, så bliver jeg nødt til at finde frivillige, der også har behov for at besøge et andet menneske. Derfor prikker jeg folk på skulderen. Det er også en smule bindende, fordi det er hver anden fredag, og de ved, at der sidder en og glæder sig til besøget. Derfor skal de gå helhjertede ind i det,
siger Anne Gottlieb, frivilligkoordinator i Abildgård Kirke.
Og den personlige henvendelse er vigtig. Det viser en undersøgelse af frivillighed i folkekirken fra 2022. Her svarer 62 procent af de kirkefrivillige, at de er blevet frivillige efter at være blevet kontaktet personligt. Og det er ikke lige meget, hvem der spørger.
- De mest egnede til at rekruttere er de såkaldte ”svage bånd”, som man kalder det inden for frivillighedsforskning. Det drejer sig om tidligere kollegaer, naboer, bekendte osv. Det vil sige, at hvis min rigtig nære ven – som man kalder et ”stærkt bånd” - spørger mig, om jeg vil tage den og den opgave, så kan jeg godt være bekendt at sige nej. Men hvis min nabo spørger, så er jeg lidt nemmere at trykke på, siger Birgitte Graakjær Hjort, leder af viden og udvikling i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Anne-Grethe og Lissi har nu kendt hinanden i et år, og de laver selv kaffeaftaler og kan ikke undvære hinandens selskab.
-Vi kan fortælle hinanden alt, og det er skønt, for vi er meget fortrolige.
Det har givet mig en ekstra gevinst i hverdagen, siger Anne-Grethe.
Hjælpende hænder
Hele Holstebros familieklub
Spis sammen ven
Fredagstræf
Eksperten
Birgitte Graakjær Hjort
- Uddannet teolog
- Leder af viden og udvikling i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter
- Ansvarlig for en undersøgelse af frivillighed i folkekirken (2022)