Fastholdelse af de frivillige
I dette afsnit ser vi nærmere på, hvordan det går med at fastholde de frivillige i folkekirken.
I Kjellerup er der frivillighedsfest, mens der i Aalborg holdes lærings- og sparringsdag. Og i Salling bliver den samme gruppe frivillige ved med at sætte nye projekter i gang for at hjælpe flygtninge fra Ukraine.
Få kirkefrivillige overvejer at stoppe
Da Agnethe Jensens mor fik demens, vidste hun, at hun en dag ville hjælpe andre med samme sygdom. Nu har hun været demensven i Aalborg Provstiers Menighedspleje de sidste fem år.
-Når jeg ser glæden i hans øjne, ham jeg er demensven for nu, så bliver jeg glad. Han kan genkende mig, selvom jeg kun kommer tre timer hver anden uge, og det er fantastisk, siger Agnethe Jensen.
De kirkefrivillige fortsætter
Udover at være demensven er Agnethe også vågekone. Hun har ikke overvejet at stoppe som frivillig på noget tidspunkt, og langt de fleste frivillige i folkekirken har det som Agnethe. De har ikke lyst til at stoppe.
-Folkekirken er usædvanlig god til at fastholde frivillige. Det er kun 13 procent af de kirkefrivillige mod 26 procent af de generelle frivillige, der overvejer at stoppe, siger Birgitte Graakjær Hjort, leder af viden og udvikling i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter
Og ud af de 13 procent, der overvejer at stoppe, er der nogle konkrete grunde til det, som folkekirken ikke kan stille ret meget op med.
"Når vi så spørger, hvad årsagen er, kan vi se, at der er tre grunde, og der er ingen af de tre grunde, vi kan gøre noget ved"
Birgitte Graakjær Hjort, leder af viden og udvikling i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter
Fællesskab og læring
I Aalborgprovstiers Menighedspleje er der fokus på de frivilliges trivsel, og der bliver blandt andet holdt lærings- og sparringsdage med oplæg og ture.
-Når det kommer til at fastholde de frivillige, tænker jeg, det er enormt vigtigt ikke at føle, man er sin egen lille satellit. De frivillige skal opleve, at de er en del af et større fællesskab, hvor de er sociale sammen og også mærker, at de gør en forskel, siger Line Kjær Jørgensen, frivilligkoordinator i Aalborgprovstiers Menighedspleje
Og Line oplever, at de frivillige har en stor lyst til at lære og udvikle sig.
-Når der er noget fagligt på programmet, så er de meget nysgerrige og koncentrerede, og jeg oplever også, at de tager læringen med sig ud i deres arbejde, siger hun.
For Agnethe Jensen betyder det meget, at hun kan mødes med andre frivillige og få råd med på vejen.
-Det er jo et lidt ensomt job, hvis ikke vi havde de her møder. Jeg kan stå i situationer, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Så er det rart at vide, at jeg kan snakke med andre og høre om deres erfaringer, siger hun.
En frivillig ildsjæl
Hjælp til ukrainere
Menighedspleje
Eksperten
Birgitte Graakjær Hjort
- Uddannet teolog
- Leder af viden og udvikling i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter
- Ansvarlig for en undersøgelse af frivillighed i folkekirken (2022)