Fortsæt til hovedindholdet
2021
Nyheder

Nyt om coronahåndtering

Hvornår kan du gå på arbejde efter en positiv test? Hvem skal tælles med i de max 100 deltagere uden kontrol af coronapas? Og kan en arbejdsgiver tjekke coronapas på et onlinemøde?

Ligesom det var tilfældet under de tidligere corona-restriktioner vil der også under de nuværende restriktioner løbende komme præciseringer og justeringer af, hvad de konkret betyder. 

Her kommer de seneste opdateringer:

På arbejde uden coronapas efter positiv test

Når en medarbejder, der er vaccineret, bliver smittet med corona, forsvinder coronapasset automatisk i 14 dage. Passet skifter farve fra grøn til rød og er dermed ikke gyldigt. Det betyder, at medarbejderen ikke kan komme fysisk på arbejde i 14 dage. 

Cirkulæret om forevisning af coronapas giver plads til en lokal dialog og fortolkning. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen foreslår at håndtere det på følgende måde: Hvis en færdigvaccineret medarbejder er testet positiv, må vedkommende komme fysisk på arbejde 48 timer efter sidste symptom eller 7 dage efter isolation. Der vil i disse tilfælde kunne dispenseres fra kravet om fremvisning af coronapas i 14 dage efter testtidspunktet.  

Læs mere i §1 stk. 3 i cirkulæret om forevisning af coronapas

Hvem tæller med?

Alle deltagere tæller med, når det skal afgøres, om der er behov for at kontrollere coronapas eller ej. Nogle sogne har været usikre på, om også personer fritaget fra at skulle vise coronapas skal tælles med. Det skal de. Ansatte og frivillige, der medvirker ved kirkens aktiviteter, tæller derimod ikke med.

Online-kontrol af coronapas

Folkekirkens arbejdsgivere skal kontrollere, at medarbejderne har et gyldigt coronapas. Kontrollen kan foregå ved et fysisk møde eller online.