Lisa spejler enhver forælders værste mareridt

Af Sofie Klingberg 

Der kom 800 mennesker til bisættelsen af Cecilie Næblerød i Budolfi kirke den 10. marts 2006. Taget på banken over for kirken var belejret af fotografer og journalister, husker Lisa Næblerød – alles øjne hvilede på Aalborg. En uge tidligere var Cille på brutal vis blevet dræbt af sin ekskæreste, David, til en fastelavnsfest på Hasseris Gymnasium, hvor 200 feststemte unge deltog.

Dagen som Lisa aldrig glemmer

I den nye podcast-serie "Cilles sidste dag", der har premieren den 12. oktober, er det Lisa Næblerød, der tager os med tilbage til den sidste dag i datterens liv. Timer, som Lisa husker ned til den mindste detalje. Dagen rummede et hav af kærlige og lyse stunder mellem mor og datter, men den endte i det mørkeste mørke for Lisa, der samme aften stod bøjet over sin døde datter på skadestuen i Aalborg.

Lisa konfronterer os med livets skrøbelighed

Lisa Næblerød har med podcast-serien et klart budskab: Vi skal tale mere sammen om sorg og tab. 

- Jeg spejler enhver forælders værste mareridt, nemlig, at man kan miste sit barn. Derfor bliver jeg på en måde farlig at kigge i øjnene. Det kan jeg udmærket godt forstå, men jeg ønsker mig, at vi kan begynde at tale om den berøringsangst, siger Lisa og fortsætter: 

- For der er ikke noget, der kan gøre mig mere ked af det, end når folk undviger mig. 

Lisa har for eksempel oplevet, hvordan nogle forlader køen i supermarkedet, når de får øje på hende. Andre har med akavet blik sagt, mens Lisa var til stede, at Lisa har to børn, selvom de udmærket godt vidste, at Lisa har tre – det ene lever bare ikke mere.

"Sorg skal man gå til psykolog med"

I podcast-serien "Cilles sidste dag" medvirker også to præster, som Lisa har samtaler med. Den ene er hospicepræst, Ole Raakjær, og han genkender Lisas beskrivelse af omgivelsernes berøringsangst med død og sorg. Han mener, at vi i vores kultur har professionaliseret sorgen, eller sagt med andre ord: Sorg skal man tale med en psykolog om. Men den udvikling er uheldig, mener Ole. 

- For vi har mest brug for dem, der er omkring os. Ikke fordi der er noget som helst galt med psykologer og andre fagfolk, men vi har mest brug for dem, der er omkring os. For de kan bidrage med fortællinger om den, vi har mistet. Det er det, jeg kalder for huskehjælp, forklarer Ole Raakjær.

Man kan godt have en relation til en afdød

Ole Raakjær, der gennem mere end 20 år har arbejdet med sorg, mener, at mennesker, der har mistet, resten af livet har brug for huskehjælp fra deres omgivelser. For sorgen er ikke en tunnel med lys for enden, hævder han. Den er snarere et landskab, som man skal lære at leve i, og med. Behovet for at holde liv i relationen til den, man har mistet, forsvinder altså ikke med tiden. Det afspejler Lisa Næblerøds historie også.

For på trods af omgivelsernes berøringsangst, har det for Lisa været livsnødvendigt at være åben omkring sin sorg. Hun deler minderne – og tankerne om den gave, som hun fik, nemlig Cille, men som blev taget fra hende igen den 3. marts 2006.

For eksempel skriver hun jævnligt opslag om Cille på sociale medier, ligesom hun også tager ud og holder foredrag, og nu har bedrevet en podcast-serie med Folkekirken (Aalborg Stift) som afsender.

- Jeg kan vågne en morgen og mærke et kæmpe savn til hende, uden at jeg kan sætte en finger på hvorfor, for det tænkte jeg måske ikke på dagen forinden. Når man har været så tæt forbundet til et menneske... - det har man ikke lyst til at give slip på, siger Lisa og fortsætter: 

- Ligesom jeg udtrykker glæden over mine to andre børn, så udtrykker jeg savnet til Cille.

Cille nåede at få sin frihed

Cille blev kaldt for "Cille sommerfugl" af venner og veninder, fortæller Lisa, som også bruger sommerfuglen som en metafor for den opblomstring, hun oplevede hos sin datter, da Cille få dage inden drabet slog op med David, og dermed forlod et forhold, der gennem lang tid havde drænet hende og gjort hende ulykkelig.

- Hun spredte sine vinger ud igen, og blev til den smukke sommerfugl, vi alle kendte. Det var bare sådan en fornøjelse at være vidne til som mor, siger Lisa, som beskriver Cille som en pige, der var grundglad, sjov, loyal og stod meget stærkt i sig selv.

Sorg kommer man ikke over

Selvom Lisa har mange støtter, så provokerer hendes vedvarende åbenhed også nogle, forklarer hun. Engang sagde en mand til hendes ansigt, at hun skulle "lade være med at koge mere suppe på sin døde datter".

- Jeg var målløs, og vendte mig om og gik ind i mit hus. Så brød jeg fuldstændig sammen. Det kom bag på mig, at der var en, der kunne finde på at sige noget, der i min optik var så ondskabsfuldt.

Hun oplever, at mange mennesker tror, og forventer, at sorg er noget, man kommer over efter et års tid.

-Der kommer sådan en lille djævel på skulderen af folk, og de siger: "sig mig, er det ikke 15 år siden, at hun mistede sin datter? Nu må hun da snart være videre", fortæller Lisa. Hendes oplevelse af sorgen er en helt anden.

- Jeg kommer aldrig nogensinde til at vænne mig til, at Cille er død. Alene tanken om det, gør mig ked af det. Jeg har vænnet mig til tanken om, at jeg skal leve mit liv uden hende, men jeg kommer aldrig til at vænne mig til, at hun ikke er her, forklarer Lisa.

Hun beskriver sorgen som noget, der rammer i bølger. Nogle gange er det en tsunami – andre gange et "bette skvulp".

Fra 'helvede på jord' til et dejligt liv

- Det er så sandt, at kroppens celler husker til evig tid, siger Lisa, og selvom hun sjældent tænker på selve drabet mere, men mere tænker på Cilles væsen, så kan glimt fra drabsnatten stadig dukke op. Det skete for eksempel den 3. marts 2021. Det var 15- års dagen for Cilles død.

- Den 3. marts 2006 kom snigende ind over mig som sådan en tung dyne, eller skygge. Jeg så i glimt Cille, der lå på stålbordet på skadestuen med de der meget åbne øjne. Det var lige som om, de stillede spørgsmålet: 'Hvorfor?'.

Allerede dengang – få timer efter drabet - følte Lisa en stor åndelig forbindelse til Cille, og den klamrede hun sig til. Hun kyssede og krammede Cilles afdøde krop, men følte samtidig, at den var et hylster.

Lisa har døbt de to første år efter drabet som “helvede på jord” - en tid, hvor hun flere gange skreg sin smerte og afmagt ud over Limfjorden. Hun levede, fordi hun skulle leve, for sine to andre børns skyld. Lyst til at leve var der ikke meget af, og flere gange har Lisa overvejet at tage sit eget liv, fordi det simpelthen var for ulideligt at udholde savnet til Cille.

I dag er det anderledes. I dag lever Lisa, fordi hun har lyst. I dag beskriver hun sig selv som glad 90 procent af tiden. Men sorgen er en trofast følgesvend.

- Jeg har ingen som helst interesse i at dyrke min sorg. For jeg har et super dejligt liv i dag med masser af kærlighed og fart på. Men mit livsvilkår - at jeg har mistet Cille - det vil jeg sgu have lov til at have, indtil den dag jeg ikke er her mere.