10 gode råd: Sådan støtter du et menneske i sorg

Af Sofie Klingberg

Lisa Næblerød mistede i 2006 sin datter Cille, der blev slået ihjel af sin ekskæreste på Hasseris Gymnasium til en fastelavnsfest. Mange i Lisas inderkreds rykkede endnu nærmere efter drabet, men der var også mange, der forsvandt ud af hendes liv. Det var folk, som ifølge Lisa, ikke kunne håndtere den afgrundsdybe sorg, som pludselig var et livsvilkår for hende. 

Den 59-årige nordjyde har set det meste gennem de 15 år, der er gået, siden drabet – folk, der har forladt køen i supermarkedet for at undgå at se hende i øjnene, folk der har hvisket i krogene, om hun ikke snart er videre? Selv mener Lisa, at hun spejler enhver forælders værste mareridt, og derfor er hun farlig at kigge i øjnene for nogle. 

Men det er vigtigt, at vi får gang i samtalen om berøringsangsten, mener Lisa – for der er ikke noget, der kan gøre mennesker ramt af sorg, mere kede af det, end når folk undviger dem, forklarer hun.

Tal om sorgen

Herunder har Lisa Næblerød samlet sine bedste råd til mennesker, der synes, at mødet med en person i sorg er svært:

1. Mød altid et menneske i sorg ligeværdigt - ikke med medlidenhed, men med medfølelse.

2. Accepter din egen magtesløshed. Du kan ikke gøre eller sige noget, der får sorgen til at forsvinde. Ingen ord eller handlinger kan bringe den døde tilbage til livet. Anerkend i stedet de følelser og tanker, som mennesket i sorg udtrykker. Tilbyd dig som de store ører - ikke som en problemløser. Især i starten har vi brug for at tale om det samme igen og igen.

3. Se mig, anerkend mig og mit livsvilkår (sorgen) - også selvom du ikke ved, hvad du skal sige til mig. Så sig eksempelvis: "Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige, men jeg tænker meget på dig og din familie".

4. Tag det ikke personligt, hvis du spørger ind til et menneske i sorg og bliver "afvist". Måske ramte du bare en dårlig dag. Prøv at anerkende dig selv, fordi du gjorde det, som mange synes er svært. Og find modet til at spørge igen på et senere tidspunkt – for det kan være svært at tage initiativet til noget som helst, hvis man er i sorg. Selvfølgelig findes der også mennesker i sorg, som bestemt ikke har lyst til at tale om det, men lad være med at konkludere noget på andres vegne. Undersøg, hvad vedkommende har brug for.

5. Nogle mennesker hævder, at sorg er en privat ting, og derfor vil de ikke spørge ind til et menneske, der har mistet. Men husk, at sorg faktisk er et grundvilkår i livet. Det er noget, vi har til fælles. Vi skal alle sammen dø en dag, og vi kommer alle sammen til at miste - før eller siden. Du kan være med til at sikre, at mennesker i sorg ikke føler sig alene og isolerede i deres sorg.

6. Hvis du går i flyverskjul, når du ser mig, fordi du er bange for, at du selv begynder at græde, hvis du spørger ind til mit tab, så er mit råd kort og godt: Så lad os græde sammen. Hvad sker der ved det? Det ER jo tragisk og sørgeligt.

7. Når du står over for et menneske i sorg, så undgå at falde i kliche-fælden, hvor man for eksempel får sagt, at "tiden læger alle sår", eller "du må også videre med dit liv", eller "husk nu at tænke positivt og værdsætte dine andre børn". Det er muligt, at de ting bliver sagt i den bedste mening, men de negligerer sorgen, og skaber afstand mellem mennesker.

8. Stil hellere de åbne spørgsmål, frem for at lave dine egne konklusioner. Der er lige så mange måder at reagere på tab, som der er mennesker, der mister. Spørg hellere "hvordan har du det?" frem for at konkludere, at "du må have det frygteligt" eller "dejligt at se, at du er kommet godt videre". Og husk, at sorg rammer i bølger - lad være med at tro, at nu er alt tilbage ved det gamle, fordi vedkommende i sorg pludselig blomstrer op. Sorg er noget, man lever med resten af sit liv – den har ingen udløbsdato.

9. Forvent ikke, at mennesket i sorg igen bliver, som han/hun plejer at være. Min erfaring er, at livet aldrig igen bliver "som det plejer" at være, når man har mistet en elsket. For mit vedkommende kan man sige det sådan her: Cille plejer ikke at være død. Vær taknemmelig for, at dit eget liv går videre, som det plejer, og brug dit overskud til at rumme, at det gør mit ikke. Det betyder ikke, at man ikke kan få et rigt liv – men det er et andet liv.

10. Del dine minder og historier om den døde, og bliv ved med at gøre det. Overvind din frygt for at "rippe op" i tabet. For mig er det så ufatteligt dyrebart at fastholde en relation til Cille – at holde liv i hendes minde, og huske hendes væsen, og alt, hvad hun var. Det kan jeg ikke gøre alene. Vi har brug for hinanden, når sorgen rammer. Hvis den døde ties ihjel, er det som om, at han/hun dør en gang til. Det er virkelig smertefuldt. Og hvad er sorg, andet end udtryk for kærlighed? Jeg holder ikke op med at elske Cille, fordi hun er død - og jeg har brug for fortsat at kunne udtrykke den kærlighed og dele den med andre.

LÆS OGSÅ: Lisa spejler enhver forælders værste mareridt

Få hele Lisas historie om knusende sorg, men også om tro, håb og kærlighed, i podcastserien 'Cilles sidste dag'. Læs mere om podcasten og lyt til den i playeren her: