Fortsæt til hovedindholdet
2025
Nyheder

Nye tal: Dåbsprocenten i Aalborg stift stiger

Kirken spiller en væsentlig rolle i danskernes liv, viser nye tal fra Danmark Statistik. Antallet af kirkelige vielser og velsignelser stiger, og befolkningens kontakt med kirken er stabil. I Aalborg stift stiger dåbsprocenten, og antallet af begivenheder i stiftet er steget til knap 31.000 om året.

Konfirmationstallet er i Aalborg Stift er steget fra 2023 og er nu den højeste blandt landets ti stifter. Foto: Christian Roar Pedersen

Af Ingeborg Marie Nielsen og Andreas Lindbjerg Nielsen

Folkekirken er stærkt forankret på landsplan, og i Aalborg stift er der fortsat god tilslutning og opbakning fra befolkningen.

Dåbsprocenten i stiftet stiger for tredje år i træk og er den højeste siden 2018. Aalborg stift har også landets næsthøjeste medlemsprocent og den højeste tilslutning til konfirmationer.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik for folkekirken i 2024, også kaldet Kirkestatistikken.

Nye tal fra Aalborg Stifts egne kirketællinger viser desuden, at der i gennemsnit var 44 deltagere til gudstjenester i stiftet. Der var i gennemsnit 40 deltagere til alle begivenheder, som omfatter gudstjenester, kirkelige handlinger og arrangementer. 

Det er samme gennemsnit som i 2023, mens antallet af begivenheder er steget fra knap 30.000 til 31.000.

LÆS MERE: Statistik om folkekirken

En håbsinstitution

Tallene fra Danmarks Statistik følger dog på landsplan i grove træk den forventelige tendens med et svagt årligt fald i medlemsprocent, antal barnedåb og begravelser.

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen glæder sig over den gode tilslutning i Aalborg stift og i befolkningen, men noterer sig også, at der fortsat er et lille fald i medlemstallet.

- Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt, og det gør vi også, for det er vigtigt at huske på, at folkekirken jo er for os alle sammen. En meget stor del af befolkningen søger folkekirken ved livets store begivenheder, når et barn bliver født, til konfirmationer, vielser og begravelser. Vi er en aktiv og integreret del af samfundet med undervisning, socialt arbejde og tid til samtale. Men grundlæggende er folkekirken en håbsinstitution. Vi tror på tro, håb og kærlighed, og det tror jeg for alvor, vi har brug for i den tid, vi står i nu, siger Thomas Reinholdt Rasmussen og tilføjer i forhold til medlemstallene, at det også handler om at integrere de nye borgere, der kommer til vores land, i folkekirken. Så længe vi ikke bedre til det, vil det medvirke til, at medlemsprocenten falder.

Ændret befolkningssammensætning

Nedgangen i medlemmer svarer til et fald på 0,7 procentpoint, som passer nogenlunde med det gennemsnitlige fald de seneste 10 år. Udviklingen skyldes primært ændringer i befolkningssammensætningen samt et gradvist traditionsbrud, hvor færre for eksempel får døbt deres børn.

Antallet af konfirmerede er relativt stabilt med 43.997 konfirmerede i 2024, ligesom konfirmationsprocenten for folkekirkemedlemmer fortsat er høj, nemlig 88,5 procent.

Der har også være flere indmeldelser end de foregående år. Ser man bort fra barnedåb af de 0-årige, som tæller langt de fleste indmeldelser, så blev der i 2024 meldt 12.136 personer over 1 år ind i folkekirken. Det tal indeholder både konfirmanddåb, voksendåb og genindmeldelser.

Flere vielser og velsignelser

Kirkestatistikken viser også, at flere danskere vælger en kirkelig vielse. I 2024 blev der foretaget 9.639 vielser i folkekirken, hvilket er en stigning på 438 fra året før. Antallet af kirkelige velsignelser er også steget en smule til 1.601. Dermed er antallet af vielser nu på niveau med tallene fra for ti år siden.

OVERBLIK: Se nøgletal for kirkestatistikken 2024

Som supplement til kirkestatistikken offentliggør Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter undersøgelsen "Folket og folkekirken 2025." Den spørger blandt andet til vielser, hvor 55 procent af folkekirkens medlemmer anser et kirkeligt ritual som ret vigtigt eller meget vigtigt ved giftermål.

- Vi kan se på tallene, at folkekirken fortsat spiller en central rolle ved livets store begivenheder, siger Karen Marie Leth-Nissen, vidensmedarbejder hos Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter.

- Særligt den folkekirkelige begravelsesprocent ligger højt - på 80 procent - og den viser, at befolkningen foretrækker en folkekirkelig bisættelse eller begravelse, når de skal begrave deres afdøde.

Stærk forankring

Resultaterne fra Folket og Folkekirken 2025 er baseret på en spørgeskemaundersøgelse med 1.000 svarpersoner. Hvor de årlige kirkestatistikker viser de præcise tal, fokuserer "Folket og folkekirken" mere på tendenser i befolkningens holdninger til folkekirken og tro.

Selvom medlemsprocenten falder, viser spørgeundersøgelsen at folkekirken stadig har en stærk forankring i samfundet. Hele 64 procent af befolkningen vurderer, at folkekirken er vigtig eller meget vigtig for samfundet – en stabil udvikling fra 61 procent året før.

LÆS MERE: Statistik om folkekirken

Undersøgelsen viser samtidig, at kontakten med folkekirken har været stabil de seneste år. I 2024 havde 71 procent af danskerne en eller anden form for kontakt med kirken, enten gennem gudstjenester, dåb, konfirmationer, vielser, begravelser eller kulturelle arrangementer.

Særligt kulturelle tilbud som koncerter, foredrag og babysalmesang har vundet indpas – 40 procent af befolkningen deltog i sådan et arrangement i 2024. 

Også oplevelsen af kirkelige handlinger er positiv. 76 procent af de adspurgte angiver, at deres seneste oplevelse med en kirkelig ceremoni var enten positiv eller meget positiv, og 66 procent angiver det samme for oplevelsen af gudstjeneste.

Variationer på tværs af stifter

Ser man på de regionale tal, er der flere interessante tendenser. 

Aarhus Stift skiller sig ud ved at have oplevet en lille stigning i det samlede antal medlemmer, selvom medlemsprocenten er faldet. 

I Københavns Stift er antallet af både dåb, konfirmationer og vielser steget en smule, mens Aalborg Stift som nævnt fortsat har den højeste konfirmationsprocent på landsplan.

Om undersøgelsen Folket og Folkekirken 

Resultaterne fra undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse med 1.000 svarpersoner. 

Hvor de årlige kirkestatistikker fra Danmarks Stistik viser de præcise tal, fokuserer Folket og Folkekirken mere på tendenser i befolkningens holdninger til folkekirken og tro.

 

Typer af kontakt med folkekirken

  • 45 % af befolkningen: Kontakt ved kirkelige handlinger (dåb, bryllup, konfirmation, begravelse)
  • 30 % af befolkningen: Besøg på kirkegården udover til begravelser
  • 17 % af befolkningen: Julegudstjeneste
  • 16 % af befolkningen: Kontakt via koncerter, foredrag eller andre kulturelle arrangementer

Læs mere om undersøgelsen Folket og Folkekirken og find tallene