Den vidde verden
I den første uge af oktober havde jeg glæden af at være inviteret til Libanon sammen med de mellemkirkelige stiftsudvalg og Danmission. Det blev fire dages intense møder og samtaler med kirker og religiøse ledere i området.
Det gør naturligvis et stort indtryk, at Libanon er så ødelagt et land. Korruptionen er omfattende, og reelt er landet uden nogen regering og har kun en forretningsregering, der dog alligevel agerer i tide og især i utide.
Landet er delt mellem muslimer og kristne, og Libanon er faktisk et af de få lande i Mellemøsten, hvor man frit kan skifte religion. Hos os opfatter vi religionsfriheden som noget grundlæggende, og med Grundtvigs ord, så er det sådan, at kun hvor troen frit kan benægtes, kan den frit bekendes. Det er vigtigt, at vi er med til at sikre forkyndelsesfrihed og ytringsfrihed, og nogle undrer sig faktisk over, at vi i Danmark er ved at indføre blasfemi-love, når de selv er ved at afvikle dem.
I løbet af ugen deltog vi også i seminaret ”Season for creation”, som var et øko-teologisk seminar på et universitet lidt uden for Beirut for kirker i Mellemøsten, og hvor vi havde lejlighed til at hilse til alverdens lokale kirkeledere. Ligesom i Afrika er klimaforandringer et stort problem, og mange fattige lider under det. Man kan stille spørgsmålet, om det ikke er et statsligt problem og ikke et kirkeligt? Faktum er blot, at i mange mindre udviklede lande, er kirkerne det eneste civilsamfund, der er. Derfor er kirkerne vejen til grøn omstilling.
Helt anderledes var besøget i et kristent maronitter-kloster i bjergene, med solnedgang over middelhavet og aftenandagt og aftensmad med samtale med de lokale munke. Vi havde også lejlighed til at synge ”Blomstre som en rosengård” for dem, som jo netop taler om Libanons skønhed.
Det opmuntrende i møderne var, at der er kristne og kirker, som vil være kirke, og som har brug for, at vi ved, at de er der. Det er det afgørende. Vi er fælles om at være kirke.
Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen
