Fortsæt til hovedindholdet
aalborgstift.dk
Stillingsopslag: Leder til Folkekirkens Hus

Visionær og initiativrig leder til Folkekirkens Hus i Aalborg 

Stillingsopslag: Folkekirkens Hus i Aalborg søger en dedikeret og erfaren leder pr. 1. marts 2025.

Er du eller kender du en udadvendt, initiativrig og iderig leder, der formår at bringe kultur i spil, inden for det helt særlige miljø, som kendetegner Folkekirkens Hus – et unikt mødested for folkeoplysning, skole, kirke og samfund? Så er stillingen som leder ledig pr. 1. marts 2025, hvor den nuværende leder går på pension. Du skal ud over ledelseserfaring have erfaring med økonomistyring og være en stærk formidler.

Organisatorisk vil du referere til en engageret bestyrelse, være leder i forhold til husets personale og inspirator for de mange frivillige, der er en væsentlig forudsætning for, at huset fungerer som kulturplatform.

Folkekirkens Hus er placeret på Gl. Torv i hjertet af Aalborg. Det blev oprettet i 2015 som et fælles initiativ mellem de fire Aalborg-provstier og er ejet af Budolfi Kirkes menighedsråd. Det har til huse i den tidligere Nationalbank, der er gennemrenoveret og nu også fungerer som samlingssted for sogn, provstier og stift. Det er et veldrevet hus med talrige meget velbesøgte arrangementer.

Det er vores ønske, at den nye leder understøtter visionen om, at Aalborg Stift er et fyrtårn inden for teologi, musik, folkeoplysning og kirkeliv.

Rammerne er vide, og der er højt til loftet i Folkekirkens Hus. Mulighederne inden for såvel traditionelle kirkelige som folkeoplysende aktiviteter er mange, og som leder har du således en høj grad af frihed og mulighed for at sætte sit personlige præg på stillingen. Bestyrelsen er meget åben for nye initiativer.

Stillingen er på 37 timer pr. uge og ønskes besat for en 4-årig periode med mulighed for forlængelse.

Tiltrædelse er den 1. marts 2025.

Stillingen er omfattet af Fællesoverenskomsten indgået mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisation – Det Statslige Område (OAO-s Fællesoverenskomsten) og Organisationsaftalen indgået mellem Finansministeriet og HK/Stat for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK), samt protokollat til organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (folkekirken).

Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.

Ansættelse vil ske i løngruppe 3, sats 3. Årslønnen udgør 421.710 kr. (nutidskroner pr. 1. april 2024).

Der kan herudover, efter forhandling, aftales tillæg, afhængig af erfaring og kvalifikationer.

Yderligere informationer fås ved henvendelse til biskop Thomas Reinholdt Rasmussen på 98188880, domprovst Jacob Køhn Andersen på 61206665 eller til formand for Budolfi Sogns menighedsråd Jette Engelbreth på 26158855.

Ansøgning mærket ”Ansøgning til Folkekirkens Hus” stiles til formanden for Folkekirkens Hus, biskop Thomas Reinholdt Rasmussen og sendes til Aalborg Stift, Thulebakken, 9000 Aalborg eller digitalt til kmaal@km.dk. Ansøgningen skal være os i hænde senest den 1. november 2024 kl. 12.

Samtaler med ansøgere vil finde sted i ugerne 46-47 2024.