Fortsæt til hovedindholdet
2025
Nyheder

Farvel til direktør for Folkekirkens Hus

27. februar var der afskedsreception for Henrik Thorngaard, som forlader Folkekirkens Hus i Aalborg efter 10 år som direktør. Huset var fuld af gæster, der ville sige tak for hans store arbejde og ønske held og lykke fremover. 

Henrik Thorngaard. 

Af Ingeborg Marie Nielsen

En kold torsdag i februar stod direktør Henrik Thorngaard, og tog mod gæster i døren til Folkekirkens Hus. Med et håndtryk, et venligt ord eller et kram. 

Det var ikke et udsædvanligt syn, for det har han gjort mange gange før, men 27. februar var det alligevel anderledes, for anledningen var Henrik Thorngaards egen afskedsreception.

Åbnede huset for oplevelser

Da Folkekirkens Hus for ti år siden åbnede som kraftcenter for kirke og kultur i Aalborg, var direktør Henrik Thorngaard allerede blevet ansat som daglig leder.

Det var en stor opgave at løfte huset og få det til at åbne sig og trække nordjyderne ind til foredrag, koncerter, samtaler.

Siden har Henrik Thorngaard taget mod tusinder af gæster i døren, før de satte sig til rette i salen for at blive lidt klogere, lidt mere indsigtsfulde, lidt gladere efter at have overværet et af de mange arrangementer, som Henrik fik sat på plakaten.

Derfor var der også mange, der ville sige farvel og ønske alt godt i fremtiden, da han holdt afskedsreception i selvsamme lokale for at gå på pension. 

Med smil og antydningen af vemod lyttede han til den lange række af talere, der talte om Henrik som ven, kollega, leder og meget andet.

Dem fra tiden før - i blandt andet Danmarks Radio - fra familien, frivillige, ansatte og mange flere.

Tak fra formændene

Første taler var formand for Folkekirkens Hus' bestyrelse Thomas Reinholdt Rasmussen.

"Du har fyldt Folkekirkens Hus med utroligt mange spændende ting, musik, foredrag, samtaler, netop for sammen at tale om det menneskeliv, vi har tilfælles. Insisteret på, at det sidste ord er aldrig sagt. Det skal du simpelthen, Henrik, have så stor en tak for.

Han takkede også på vegne af Aalborg Stift og Folkekirkens Hus’ bestyrelse.

"Tak fordi, du har været med til at bygge den her fortælling op, som Folkekirkens Hus er. Alle de folk, du har stået i indgangen og taget imod og trykket i hånden. Folk kender dig, du har været med til at skabe et kit også her i byen, der er rigtigt vigtigt. Det store ord her i dag er tak – og det er afgørende," sagde han.

Da Henrik Thorngaard i sin tid blev ansat og flere år frem, var det Henning Toft Bro, der fungerede som biskop i Aalborg Stift og var bestyrelsesformand for huset.

"Du har med din enorme energi og uegennyttige indsats givet Folkekirkens Hus et navn og et varemærke, som jeg nok vil sige, at ingen af os havde turdet tro på, da vi startede op. Tak, Henrik," sagde han.

1. marts tiltræder Hanne Dahl som ny leder af Folkekirkens Hus.

 

Biskop og bestyrelsesformand for Folkekirkens Hus, Thomas Reinholdt Rasmussen, takkede Henrik Thorngaard for at fylde Folkekirkens Hus med musik, foredrag og samtaler om det menneskeliv, vi har tilfælles. 
Foto: Ingeborg Marie Nielsen.

Venner, tidligere kolleger, frivillige, ansatte og mange flere deltog i receptionen for at sige farvel, tak og på gensyn til Henrik Thorngaard. Foto: Ingeborg Marie Nielsen.

Henrik Thorngaard

  • Direktør i Folkekirkens Hus fra 2019 - 2025
  • Daglig leder i Folkekirkens Hus fra 2015 - 2019
  • Orkesterchef ved Prinsens Musikkorps fra 2008 - 2015
  • Producer, redaktør og programmedarbejder ved Danmarks Radio Midt & Vest fra 1988 - 2008
  • Lærer i musik og religion fra 1983 - 1988