Salmer: 2-305-486-52-201
Kære ordinand – kære Dorthea
Det ord jeg vil lægge dig særligt på sinde på denne din ordinationsdag, skriver apostlen Paulus i sit første brev til korinterne:
”Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv”
Vi står igen foran påsken. Vi skal igen høre beretningen om indtoget i Jerusalem, skærtorsdag, korsfæstelsen langfredag, og forkyndelsen af den tomme grav påskedag. Det er en bevægelse fra erfaringen af dødens altomfattende almagt til troen på, at kærligheden overvinder alt. Det er den fortælling, vi lever på. Det er den fortælling, der skaber vores tro.
Påskemorgen har i grunden sin egen stilfærdighed. Vi hører om kvinderne, der kommer til graven. De kommer derud i den klare tro, at de skal ud til en afdød. De har en fast tro på at døden endnu engang har vundet og taget en, de har holdt af og elsket, ud af livet.
Deres tro er, at Jesus er død og nu ligger kold i graven.
Men da de kommer derud, erfarer de graven tom. Det kunne den være på så mange måder. Men de bliver tilsagt, at graven er tom, fordi Kristus er opstanden. De bliver forkyndt opstandelsen, og det betyder, at de ser på graven og på verden på en anden måde. Forkyndelsen af den tomme grav vækker og skaber troen i dem.
Således er det ikke kvindernes tro, der får Kristus op ad graven. De har jo en ganske fast tro på, at han ligger der død. Det er Gud fader selv, der oprejser Kristus af graven på trods af kvindernes tro. Det er Gud, der kommer til os på trods af vores svage tro.
Det er jo netop kernen i vores kristne tro: At Gud kommer til os. At det er Kristus, der frelser og intet andet.
Derfor er man også udleveret til Guds nåde. Det er ikke en blind, tilfældig skæbne, men en nåde, der er slået fast med syvtommersøm på korset langfredag. En nåde, der holdes fast ved Kristus alene.
Og det er en forståelse, der også er frihedsskabende. For det er ikke vores livsindstilling, eller holdning, der betinger frelsen. Det er Gud alene.
Derved frigives vi til at vove hinanden. Til at turde at vove kærligheden i vores fælles tilværelse, for hvis vi i det vovestykke rammer ved siden af skiven, så afhænger livet ikke deraf. Det afhænger kun af Gud alene, som på trods af alt oprejste Jesus påskemorgen.
Og det er den forkyndelse, du skal arbejde med og arbejde i i det pastorat, der nu bliver dit område.
Som kvinderne ved graven skal du tro og stole på, at det er Gud, der skaber troen i os. Den er vi ikke herre over. Derfor skal du vove forkyndelsen i hvad form, den nu end har, om det er i gudstjenesten, ved kirkelige handlinger, undervisning og sjælesorg. Du skal vove det glad og gerne, og sætte Guds ord ind i den erfaringsverden, vi har til fælles, så vi ikke taler hen over vores erfaring, men kan fornemme, at her er et ord, der tales til os i det liv, vi kender til.
Du kommer til præsteembede med stor livserfaring, og det er kun godt. Det er en livserfaring, du kan trække på, og som du kan hvile i. Jeg er helt tryg ved dit virke som præst, og ønsker dig alt Guds nåde deri.
Krist stod op af døde. Det er det afgørende ord. Det er Kristus, der er det afgørende. Apostlen Paulus er meget kortfattet i den beskrivelse af opstandelsen, som vi lige har hørt. Kristus opstod, skriver han. Det er det. Men det er den opstandelse, som sætter gang i den hele gennem hele historien. Der er ikke kvindernes eller disciplenes tro, der opstår, men det er Kristus, der oprejses af graven.
Og denne fornyelse løber gennem hele historien og har også et udløb her i dag, hvor du præstevies i Budolfi Kirke. Det er samme forløb. Det er samme kilde, der gør, at vi står her nu.
Det er fordi, Kristus er opstanden. Der er derfor, vi er her. Og det giver hele fylden og opgaven for os, som digteren K.L. Aastrup skriver et sted:
”Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit som Ånden bød
om ham, der døden gennembrød”
Amen
