Thomas!
"Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke." (Romerbrevet 8,26)
Når det handler om Ånd, hvor skal man så egentlig begynde? Ånden er vi heldigvis fælles om. Den binder os sammen. Hvor den ikke er, går der dybe skår i menneskeheden, og vi ser på hinanden med mistro og mistillid, og vi får svært ved at se øje til øje.
Ånden er Guds nærhed og tilstedeværelse i verden. Jeg kan ikke andet end tro, end at Ånden binder os mennesker sammen - ikke kun de kristne - nej, hele menneskeheden er fælles om Guds Ånd, der tager bolig i os og bliver en bro for sandhed, forståelse og menneskelighed.
Når Ånden berører vores følelse eller vores forstand mærker vi, at vi er taget ud af intetheden - vi er ikke overladt til tilfældigheden eller til forfærdelsen, men vi er dybt forbundne med livet selv, og at det er en lykke, at vi lever.
At forstå hinanden, den anden, ved vi fra vores hverdag er dybt kompliceret og kræver vores opmærksomhed, selv om vi har sprog. Men vi ved også, at vi forstår uden om sproget. Vi forstår godt børnene i de år, hvor de er uden sprog, men famler efter lyde, der bliver til ord, til sætninger, til meninger - eller vi forstår det menneske, der ikke magter sproget eller tanken.
Jeg kommer altid i tanke om Torben her ind under pinsetid. Han lærte mig noget om at forstå hinanden, om Ånd. Torben havde aldrig stået på sine ben. Han talte kun med stort besvær og måtte have hjælp til alt. Vi blev naboer i nogle år. Vi sås hver dag ude på trappen, inden han skulle ud på sit dagcenter, og udvekslede bemærkninger. Hans forældre var geniale til at oversætte ham uden, at man opdagede det. De tolkede helt diskret.
En aften efter et beboermøde, mens hans far baksede ham ned ad trappen i kørestolen til hans lejlighed, sagde han "Godnat og tak for i aften" - og jeg svarede "godnat - og i lige måde, Torben". Fra Torben kom der et lille hyl, som var blandet med en latter.
Han mærkede det, og jeg mærkede det! Vi havde forstået hinanden for første gang uden tolk. Vi havde lært hinandens sprog. Torben lærte mig sprogets og Åndens mirakel.
Et par år bagved skærme, et par år med fællesskab, men på afstand, har lært os, at allerbedst er det, når vi kan være sammen fysisk, for vi skal have hinanden i øjnene, i ørerne, og vi skal kunne "mærke" hinanden for rigtigt at vinde forståelse for hinanden.
Vi tror på, at Gud blev en del af vores verden, tog bolig her i tilværelsen. Ånden forbinder os med Kristus, Guds søn som lærer os alt om, hvad det er at være menneske. Vi betragter ham og bliver med et klar over, at Ånden hele tiden bevæger os, forandrer os, minder os om, at verden kan blive anderledes.
Han beder os om hele tiden at huske, at Ånden blæser derhen, hvor den vil, og at den kan findes hos vores modstandere. Den lærer os, at vi kan tage fejl. Den lærer os at være lydhør over for det andet menneske. Den lærer os at turde tale om sandheden, men at vores tankesystemer også kan bryde sammen - og at det er godt, at vi f.eks. får nye billeder på Gud. Religionskritikken er værdifuld (Theissen), fordi vi tvinges til eftertanken.
Ånden sukker i verden. Den længes efter friheden og sandheden. Den længsel er vi fælles om som mennesker. Ånden er oppe imod ufrihed og gør oprør mod mægtige og autoritære. Over alt, hvor mennesker forsøger at manipulere hinanden, gør Ånden oprør.
Politik, vores fælles drøftelse af de fælles anliggender, er også en del af Åndens virken i verden. Politikken sørger for at sætte regler op i vores samfund for at skabe fred og forståelse, og Ånden sukker, når krig og anarki bryder ud (Theissen). Ånden vånder sig også, når det ikke er sådan, at få har for meget og færre for lidt. Menneskene skal ikke forarme hinanden og gøre livet umuligt, og vi skal ikke manipulere hinanden og misbruge visdom. Ånden forbyder os at fremme løgn og få hadet til at flamme op.
Ånden er ikke tvang - den er frihed og medmenneskelighed. Vi ved det fra Kristus.
Og så måske det vigtigste. Når Ånden sukker i os, mærker vi også, at det er evnen til opmærksomhed, der er væsentlig i vores liv - evnen til at åbne os for den anden, for verden, for kunsten, for den nødlidende, for sorgen og glæden.
Det hedder sig, at den tyske forfatter Thomas Mann engang holdt et foredrag på Paris’ navnkundige universitet, Sorbonne om øst- og vest-situationen. Tilhørerne hujede og trampede, når han sagde noget om øst. De jublede, når han sagde noget om vesten. Thomas Mann afbrød mødet og frabad sig tilråb. Han kunne ikke holde råberiet ud på dette Åndens sted, hvor det var eftertanken, der skulle være i centrum, og ikke slagordenes og klicheernes hidsige brølen.
Han afskyede propagandastøj - han havde måttet flygte fra den - han vidste, at denne uåndelighed kunne gøre et samfund vulgært og ødelægge menneskeheden.
Vi kender til støjen i vores verden. Vi kender til råberiet, og derfor tror jeg også, de fleste af os kender til længslen efter den menneskelighed, barmhjertighed og den tålmodighed, som Jesus altid efterlader verden med. Her er et menneske, der på enestående vis kunne skænke sine medmennesker opmærksomhed og gøre dem til en del af livet. Egentlig kan vi ikke berige hinandens liv mere end ved at skænke vores medmennesker opmærksomhed.
Den store danske teolog Knud Hansen citerer et sted et kinesisk digt, der er et par tusind år gammelt og som udtrykker Åndens suk og længsel i verden: "…kun i stilheden er der opmærksomhed. Kun i stilheden kan du åbne dig for verden, over for din elskede, og over for menneskene, over for Gud og over for udsigten hinsides de fjerne bjerge."
Peter Skov-Jakobsen
Biskop over Københavns Stift
