Af Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen
Tekst:
"Det hedder jo:
I nådens tid bønhører jeg dig;
på frelsens dag hjælper jeg dig.
Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!"(2. Kor. 6,2)
"Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag", skrev Paulus til dem i Korinth. Muntre var de ikke på dette tidspunkt. Det gik hårdt for sig.
For os er det blevet ord, der kommer fra en fjern fortid - men der er en Ånd i ordene. De blev sagt engang, og dog er det som om, de samler os fra fremtiden og er i nutiden. Ordene vækker længsel. De bobler af opstandelse! De skaber en identitet, tro, fællesskab. Menneske, hvem er du, spørger vi hele tiden! Det er naturligt.
Jagten på identiteten er grundmenneskelig. Alligevel springer jeg ofte tilbage, inden jeg får al den identitet ned af mig. Jeg vil hverken spærres inde i det ene eller det andet fællesskab. Jeg vil ikke sidde i beklumrede rum. Ekkokamre - bevar mig vel! Egoistisk liberalisme, autoritær socialisme, konservativ fundamentalisme - ellers tak. Det er alt sammen set og prøvet.
Ingen af os kommer gennem livet uden at have prøvet at forskanse sig bag ved nogle meninger og løfte nogle parader, som vi synes bare sender modstanderens ord tilbage i synet på vedkommende med et smæld, der gør godt. I hvert fald hos afsender. Modstanderen må måske vånde sig, men det er jo en del af retfærdigheden, tænker vi selvretfærdigt.
Kirkehistorien er fyldt med mennesker, der forskansede sig. Mennesker blev fyldt af en glæde. De gjorde den til deres glæde, og de infiltrerede den i deres ord, og vupti pludselig var der ikke forskel på dem og Gud. Når vi gør sådan, bliver Gud pludselig meget lille, ofte lidt småsur, går rundt og tramper modstandere ned, klapper os på ryggen. Det er sådan en småarrig skabning, som ligner Fanden selv.
Helligåndens fællesskab er noget befriende andet. Det er et ligeværdigt fællesskab. Vi er alle i det samme liv, om vi er mænd eller kvinder, ligegyldigt hvilken nationalitet vi har, eller hvilken seksualitet vi har.
Vi er de tilgivende og de tilgivende. Vores frihed består i, at vi med fornuften kan række ud mod den Ånd, der lader os mærke, se og erkende den anden. Helligåndens fællesskab: det er den sagte vind, der blæser sandheden ind i vores liv, og som vi ikke kan hindre. Vi bliver klogere på det fælles liv ved at høre den andens ord og ikke udelukke muligheden af, at den anden kan have ret. Min verden udvides af den anden.
Lige meget hvor man vender øjnene hen i Ny Testamente og lytter til Jesus, bliver man nødt til at indrømme, at Jesus altid påpeger, at livet altid er større end de religiøse traditioner, altid videre end de nationale rammer, her er mere end skik og brug, og vi bliver nødt til at se den radikalitet og erkende, at rammerne er videre end kirken.
Det karakteriserer os om noget som protestanter, at vi er med i den evige protestbevægelse, hvor vi er modtagelige for det helliges mangfoldige tilsynekomster i kirken, i menneskers historie, i kulturen og i naturen” (Jörg Lauster). Alt banalt og letkøbt taler vi imod i en usvigelig overbevisning om en tro på tilværelsens dyb, livets mysterium.
Vores frihed består i at lægge ører til Jesus fra Nazareth og opgive nidkær dogmatisme og institutionel selvforherligelse. Vi tør tænke, være selvkritiske og forandre.
Gør I ham ikke bare til taleseddel, denne Jesus fra Nazareth, der udtaler jeres hedeste drømme i et forsøg på at skabe orden i universet, kunne man spørge. Meget skal man nu ikke læse eller høre om ham, inden det går op for én, at forsøge at tæmme ham, det kan ingen.
Hvis man bilder sig ind at have fået has på mysteriet, forsvinder han mellem fingrene på én og dukker op på et utænkeligt og provokerende sted. Han står der som et barn, der siger det åbenlyse, som en fattig, en syg, en fordrevet. Den gådefulde Jesus kommer altid bag på os.
Husker du dengang Emil fra Lønneberg opdagede, at kommandusen, det fæle menneske, havde taget al julesulen fra fattiglemmerne, så de fik en jul, som Guds engle græd over - så ussel var den? Emil havde knaldet hånden i bordet og sagt, at nu skulle der være julegilde og hvert et fattiglem skulle inviteres til Katholt, og han evakuerede dem alle sammen med Alfred. Det er vist en skarnstreg, havde hans gode ven Alfred sagt, men Emil forsikrede, at det var det ikke. "Og mor bliver også glad", sagde han. "Ja, men hvad med far?", spurgte Ida. "Hm" sagde Emil. "Men det er i hvert fald ikke nogen skarnstreg."
Da Emils mor skrev i det blå stilehæfte tredje juledag efter at have serveret de sørgelige rester for familien fra Ingatorp, kan det ikke nægtes, at der den dag i dag er pletter på siden som om, nogen havde grædt over den. "Trædje juledag i min nød om aftningen", står der som overskrift. Og bagefter: "I dag har han siddet i værkstedet hele dagen, det arme barn. From og god ær han, drængen, men somtid tror jeg, at han ær splittergal."
Der er et andet perspektiv i den protestantiske bevægelse, nemlig et opgør med overdrevne faderbilleder og ikke mindst med magthierarkier. Vi lever med en åbenhed mod verden og i en bevidsthed om, at magt kan være et aftalt spil, hvor vi lader vores ærgerrige drømme løbe af med os, og vi glemmer, at vel kan magt undertvinge og imponere, men kærlighed skaber den ikke - fri gør den heller ikke. Den indeholder ofte et mørke, et kaos, og bliver fulgt af grusomhed og ondskab.
Det bliver aldrig advent uden, at jeg tænker på Arnulf Øverlands digt "Han som skal komme". Øverland afskyede kirken. Hadede det han kaldte den "lallende åbenbaring" eller "myternes poesi."
I koncentrationslejren Sachsenhausen med ondskabens nederdrægtighed og larm lige ind i ørene, skrev han digtet om Kristus, og det skal du have med, når du fremover skal prædike, fejre gudstjeneste og inspirere, vejlede, korrigere, træde nye veje, tage fejl og afgøre tvister - du skal have det med ind i en biskops mangfoldige hverdag.
Øverland beskriver den fornedrede Jesus, den der lever og dør, hvor mørket er fyldt med skrig og himmelrandene er røde, mens havet flyder over med lig, mens mordere knejser og luften mennesket ånder er stank.
Og så er det som om han slår hele orkestret af - og digter den sidste strofe:
Vi kender ham endnu ikke.
Vi ved ikke hvem han er.
Han bærer ingen krone.
Han fører ingen hær.
Vi mærker bare en stilhed:
Nu er han nær!
Til lykke og velsignelse og Amen!
