Hvis man har været turist i Rom er man slet ikke i tvivl om at Jesu discipel Peter også har været der. Ikke som turist – men som leder af den første kristne menighed i Rom og som martyr. Der er - blandt byens seværdigheder – rig lejlighed til at besøge steder, der menes at have været en del af Peters historie. Markeret ved store imponerende mindesmærker – størst blandt disse selvfølgelig Peterskirken og Peterspladsen.
Men der findes også en mere beskeden påmindelse om Peters gøren og laden i Rom. Det er ikke et sted man typisk besøger for dets egen skyld – men på vej til nogle af katakomberne kommer man forbi en lille indskrift på latin – Quo vadis domine. Hvor går du hen, Herre. Indskriften markerer et sted, hvortil der knytter sig en lille legende. Det fortælles at Peter var kommet i myndighedernes søgelys. Kristendommen var en ulovlig religion og kejser Nero rensede ud med hård hånd. Peter var leder af den kristne menighed i Rom – og derfor naturligvis den, der var i allerstørst fare.
Peters venner var bekymrede for hans sikkerhed og havde overtalt ham til at forlade byen. Vi møder Peter da han er på vej ud af byen – alene og forklædt. Pludselig møder han Jesus – der er på vej ind mod Rom. Og Peter spørger: Hvor går du hen, Herre?
Jesus svarer: Jeg er på vej til Rom for at blive korsfæstet igen.
Peter udbryder: Herre, skal du korsfæstes igen??
Jesus svarer: Det er som du siger, jeg skal korsfæstes endnu engang.
Peter kom til sig selv og sagde til Jesus: Jeg vil vende om og følge dig.
Da for Jesus til himmels. Og Peter vendte tilbage til Rom og til martyrdøden.
Hvad er det denne lille legende fortæller? Er det historien om Jesus, der irettesætter Peter og derefter forlader ham?
Nej. Slet ikke. Det er derimod en historie om Jesus, der ser at Peter er i fare. At Peter er i dødelig fare. Peter er i dødelig fare for at skulle leve med den viden at han har forladt sine venner. Overladt dem til sig selv. Til tortur og død. Igen.
Peter er i dødelig fare for endnu engang at blive Svigte-Peter.
Vi kender godt denne Svigte-Peter. Vi har mødt ham i påsketidens evangeliefortællinger – hvor han virkelig en rigtig svigte-Peter. Da han – ikke mindre end 3 gange – nægtede at kende Jesus. Vi møder ham også i evangeliefortællingen i dag.
De står overfor hinanden. Jesus og Peter. Den ene uigenkendelig i kropslig forstand. Den anden uigenkendelig i forhold til sit navn. Jesus er ikke længere den samme krop. Men en ny herliggjort krop – en opstandelseskrop. Han er ukendelig i krop, men ikke i handlinger og navn. Peter er ikke længere det samme navn. Jesus havde givet ham navnet Peter udover det navn han bar i forvejen – Simon. Peter betyder klippe. Men Peter havde ikke opført sig lige præcis som en urokkelig klippe. Men snarere som et byttedyr, der flygter eller spiller død. Han efterlader Jesus til tortur og død. Blandt en pøbel, der ser på Jesus som mindre end et menneske. Peter er nok genkendelig i krop, men ikke i navn og handlinger.
De står over for hinanden. Jesus, den fuldkomne. Peter, den ufuldkomne. Jesus, der har levet det egentlige menneskeliv. Peter, som føler sig som mindre end et menneske.
Peter er i dødelig fare. Han er i dødelig fare for at skulle leve med sig selv – vel vidende at han har opført sig som mindre end et menneske.
Jeg læste i et dameblad den anden dag. Ved frisøren naturligvis. I dette dameblad var der en artikel med en titel noget lignende denne: Hvornår er en ven ikke længere en ven?
Artiklen gennemgik forskellige situationer, hvor venner svigter hinanden og opstillede nogle punkter man kunne tjekke af og finde ud af hvorvidt et venskab stadigvæk er levedygtigt og noget man skal investere i.
Der er vist ingen tvivl om hvis man ser på venskabet mellem Jesus og Peter i lyset af artiklen fra damebladet – ja så er dette venskab ikke længere levedygtigt. Det er ikke længere noget Jesus bør investere i.
Peter har vendt ryggen til Jesus. Ikke bare ved at undlade at handle – men aktivt.
Det er vel ikke lige netop sådan en ven – sådan en discipel man kunne ønske sig.
Alligevel opgiver Jesus ikke Peter. Jesus gør det der er nødvendigt for at Peter igen kan blive hans ven og et rigtigt menneske. Han spørger Peter 3 gange om han elsker ham. Og Peter svarer ja. Hvorfor er det nødvendigt at spørge 3 gange om det samme? Er det en slags irettesættelse? Er det at hælde salt i såret?
Peter fornægtede Jesus 3 gange – så 3 gange må Peter erkende sin kærlighed til Jesus for at føle at han har ret til at føle denne kærlighed. Og først tredje gang overlader
han helt ansvaret for genoprettelsen af forholdet mellem dem til Jesus.Herre du ved alt…. Ikke bare Herre, du ved jeg har dig kær.Peter skal igennem 3 erklæringer før han forstår at det ikke er hans egen kærlighed der driver værket, men alene Guds kærlighed – som nu igen står foran ham. Jesus.
Jesus sørger for at Peter – med legendens ord – kommer til sig selv. Der er frelse for Peter. Der er udfrielse fra den tortur det er, at have en status, der er mindre end menneskelig.
Vær hyrde for mine får.
Hyrdens erhverv er ikke det mest udbredte i Danmark af i dag. Og det er måske ikke ganske tydeligt for os hvad en hyrde egentlig er. Først og fremmest er det et yderst risikofyldt erhverv. Hyrden lever helt og fuldt for sin flok. Han er der altid, for at beskytte og forsvare dem.
Det er en beskrivelse af det gudskabte menneskeliv. Det er ikke en særlig tjeneste Peter sættes i. Nok blev han i særlig grad en hyrdefigur i den tidligste kirke, men grundlæggende er vi alle sat til at være hyrder for hinanden. Det er til dette Gud har skabt os. Til det menneskeliv der rækker ud og retter sig ud.
Det er dette menneskeliv Jesus levede og døde af. Og derfor kan han give Peter – og os – den menneskelige status tilbage. Peter var netop den discipel Jesus ønskede sig. Det ufuldkomne menneske. Det typiske menneske.
Det er ingen kunst at elske det fuldkomne. Men Jesus elsker mennesket – ikke et fuldkomment vrangbillede. Jesus ser mennesket som det er – og i Jesu øjne bliver vi mennesker – hverken mere eller mindre.
Og hvor vi end går hen – så går han der med os. I alle aspekter af det risikofyldte liv. Med Peter til døden i Rom. Med os - forhåbentlig knap så dramatisk. Med os – ad den vej vi hver især vandrer.
